#bøger for voksne | Explore Tumblr Posts and Blogs

sascha123456789 · 5 years

Text

nordisk råd tale YESS

Jonas Eika: Tale ved modtagelsen af Nordisk Råds Litteraturpris 2019

Jeg står her med taknemlighed og ømhed over for dem, jeg deler livet med, dem der inspirerer mig, dem jeg tænker sammen med, dem jeg laver politik og litteratur med, dem jeg organiserer mig sammen med. Bogen, som får den her pris, findes også på grund af dem. På grund af mennesker, som bruger deres kræfter, ikke for at tjene den herskende orden, eller for at indtage en lukrativ position i den, men fordi de tror og håber på en anden. En kultur der ikke hviler på patriarkalske magtforhold, et fællesskab der ikke kræver racistisk eksklusion, et klasseløst og magtløst samfund, hvor vores kreative og kærlige kræfter ikke tjener staten og kapitalens dødsmaskiner, men tjener os alle og livet, i alle dets former, menneskelige såvel som ikke- menneskelige.

Jeg tror, at der i litteraturen findes en drøm om et sprog der ikke kræver glemsel for at betyde noget. Et sprog der er på højde med verden, i al dens undertrykkelse og fortvivlelse, men samtidig åbent for det ubestemmelige, det uudsigelige, som findes i alle ting, og hvorfra en ny orden kan komme.

Nordisk Råds arbejde med at oversætte og udbrede bøger fra både større og mindre sprogområder bidrager muligvis til dét. Men lad os ikke glemme, at Nordisk Råd også er en institution, en del af et officielt samarbejde mellem nogle af de rigeste nationalstater i verden.

Jeg tror, at den racistiske og islamofobiske nationalisme, der i disse år vinder frem i de nordiske nationalstater, er afhængig af hvidhed, af en forestilling om den hvide majoritets eksklusive ret til national velstand og sikkerhed. Og jeg ser hvidhed som en arv fra den koloniale fortid, der også gennemkrydser Norden, og som ingen af de magter, der tidligere har koloniseret og undertrykt oprindelige befolkninger, har vist en vilje til at konfrontere. Tværtimod. Mange af dem viser en vilje til bruge den.

Jeg taler til den danske statsminister, (som også sidder i denne sal). Mette Frederiksen, som står i spidsen for et socialdemokrati, der er kommet til magten ved at overtage den forrige regerings racistiske sprog og politikker. Mette Frederiksen, som kalder sig for Børnenes Statsminister, men fører en udlændingepolitik der splitter familier ad, gør dem fattige, og udsætter både børn og voksne for en langsom, nedbrydende vold i landets såkaldte Udrejsecentre. Luk Sjælsmark, luk Kærshovedgård, Luk Ellebæk, afskaf hele lejrsystemet. Mette Frederiksen og socialdemokratiet, der siger, at de kæmper for velfærd og billige boliger, men gennemfører det hidtil største angreb på den almene boligsektor. Mette Frederiksen og socialdemokratiet der siger, at ”I Danmark er vi alle lige,” men med den såkaldte ghettoplan vil forskelsbehandle borgere efter herkomst og klasse. I Danmark er racismen både kulturel og juridisk, i Danmark har vi statsracisme.

Men jeg taler også til de andre nordiske ministre.

Også i jeres lande placeres flygtninge og migranter i lukkede fængsler eller afsidesliggende lejre. Og de bliver nedbrudt og syge, nogle forsøger at tage deres eget liv. Fra alle jeres lande er der folk der bliver deporteret til steder, hvor de ikke er i sikkerhed, eller hvor de ikke har nogen fremtid. Og mange af jeres lande er med til at finansiere udvidelsen og militariseringen af EU’s grænser, en proces der koster tusindvis af flygtninge og migranter livet, mens den på samme tid kommer sikkerheds- og våbenindustrierne til gode, herunder flere nordiske firmaer.

Men først og fremmest taler jeg til alle og enhver, som vil noget andet. Uanset om vi er privilegerede eller undertrykte af de her samfund – og mange af os er begge dele – så er vi fælles om ikke at have valgt dem. Ingen af os har valgt at leve i undertrykkende samfund. De har ikke krav på vores troskab. Men det kræver noget af os at desertere fra dem. Særligt i de situationer, hvor vi er privilegerede, kræver det en opmærksomhed over for den undertrykkelse og de kampe, som mange års neoliberal og nationalistisk politik har forsøgt at gøre os blinde og døve overfor. Hvis vi har ekstra penge og ressourcer, kræver det at vi omfordeler dem solidarisk. Og for os alle, tror jeg det kræver, at vi ødelægger det afgrænsede, uniforme selv, som staten og kapitalen har skabt i os, og lærer at handle sammen igen, på tværs og i kraft af vores forskelle. Det kræver, at vi finder hinanden.

2 notes · View notes

aeseloere · 4 years

Text

Kig ind. Job & Hvad sker der, når du spiser?

ANMELDEREKSEMPLAR: Papbøger med flapper, der kan åbnes er altid et hit hos de mindste. Nu er der udkommet to nye, der kan pirre nysgerrigheden.

I Job kan kan man lære om, hvad de voksne laver hele dagen, når de er på arbejde. Bag flapperne gemmer der sig mere end 100 ting, man kan blive. Fra yogalærer til vagtcentraloperatør og gartner. Mulighederne er mange. En slags “Hvad kan jeg blive” til småbørn. Der er endda en guide til at søge job.

I Hvad sker der, når du spiser bliver processen forklaret lige fra man tager den første bid til turen igennem tarmene. Undervejs lærer man om er ernæring og fordøjelse.

Disse bøger indeholder begge detaljerede og overraskende informationer. Ikke kun de små kan lære noget her. Små pilfingre vil elske disse bøger.

Kig ind. Job, Lara Bryan & Wesley Robbins, Gads Forlag, 2020

Kig ind. Hvad sker der, når du spiser, Emily Bone & Caroline Ryder, Gads Forlag 2020

#job #ernæring #kroppen #flapbog #papbog #fordemindste #gadsforlag #gadsbørnebøger #læssammen

0 notes

filmniller · 4 years

Text

The Curious Incident of the Dog in the Night-Time (roman af Mark Haddon)

4½ ud af 5 Sherlock-citater

Nogen har slået naboens hund, Wellington, ihjel med en greb, og den 15-årige Christopher Boone sætter sig for at finde den skyldige og skrive historien om det. Det specielle ved denne “krimi” er, at Christopher lider af den form for autisme, der kaldes Aspergers syndrom, og ser virkeligheden ganske anderledes end almindelige mennesker. Gennem hans beretning får man ikke bare en velfortalt og spændende historie, men også et sjældent indblik i, hvordan hans logik og følelsesliv fungerer. Selv om bogen markedsføres som ungdomsroman, kan den med stort udbytte læses af voksne, og underholdningsværdien er helt i top. Det er faktisk en af de bedste bøger, jeg længe har læst, og i hvert fald den eneste, hvor kapitlerne er angivet med primtal.

En ekstra finesse ved den engelske lydbogsudgave er, at den er læst op af en dreng, og at hans samtaler med andre er indtalt af forskellige skuespillere. Der er også tilsat lydeffekter, så det nærmest fungerer som et hørespil. En fremragende oplevelse, som anbefales varmt.

#The Curious Incident of the Dog in the Night-Time

0 notes

katrinepedersen · 5 years

Text

De Digitalt Udsatte Kapitel 5. Youtubestjerner eller børnearbejde?

“Børnestjerner repræsenterer det ultimative symbol på kommercialiseringen af barndommen, idet de er børn med en markedsværdi.“

Engang var det Shirley Temple, der bedårede verden. I 90’erne fulgte vi Mary-Kate og Ashley Olsen vokse op on screen i tv-serien Hænderne fulde. I 00’erne blev tilfældige teenagere reality-stjerner, og grinende, sovende eller hikkende babyer blev set af millioner af YouTube-seere verden over. Og i 2016 kårede ZULU Awards den dengang 6-årige Naja Münster som “Årets YouTuber” - den yngste i programmets historie.

Historien om barneperformeren og -stjernen er fortalt så mange gange både som fiktion, dokumentarisk og journalistisk, at den er blevet en kliché. Klichéen om, at den feterede barnestjerne ender på afvænning, med nedtur og misbrug: Lille Per, Pusle, Buster, Pippi, Razz, Shirley Temple, Macaulay Culkin, Drew Barrymore, Lindsay Lohan osv. En del er på mere eller mindre dramatiske måder røget ud i glemslens tåger. Og hvorfor overhovedet skrive om barnestjernen her – i en bog om den digitale revolutionens indvirkning på mennesket? Fordi vores stigende tendens til at stjernedrømme med vores børn afspejler den ultimative narcissistiske kultur – sagt med Cashmores ord en kultur, hvor ”vi overlever ved at drømme narcissistiske drømme,” og vi lærer vores børn at gøre det samme. Men hvorfor? Dét at gå fra at have 200 til 200.000 ’venner’ på de sociale medier, at gå fra ukendt til kendt, er en barsk psykologisk proces, som kun de færreste – selv voksne – kommer helskindet igennem uden professionel assistance. Som Pusle Helmuth engang sagde: “At være barneskuespiller er en voksenrolle.” Det var dengang, det at være stjerne talte de få. I dag kommer der nye tv-stjerner til hver ny sæson og på de sociale og nye medier endnu hyppigere.

Det er bare noget, vi leger

”Det er bare noget, vi leger,” var for nogle år siden kendingsmelodien for DR’s store sangkonkurrence MGP. En konkurrence, der i 2015 tiltrak knap 1,7 millioner seere, og den niårige vinder, Flora Ofelia, optrådte sammen med de resterende deltagere live foran omkring 8500 mennesker. Eksponeringsgraden matcher voksne popstjerner. Det vidner en Google-statistik på Google Trends om: Et af de mest googlede navne i Danmark i 2014 var Emma Pi – vinderen af MGP 201476. Og spørgsmålet er: Er det egentlig bare noget, vi leger, når børn oplever ekstrem eksponering i forskellige tv-programmer, på YouTube eller på de sociale medier?

Børn er umiddelbare, finurlige og vil bare gerne være med i legen. De er fantastisk underholdende – det har de været til alle tider. Engang som performere på markedspladser, gader og stræder. Det blev engang anset som en naturlig og livsnødvendig del for fattige familier, at børn deltog i arbejdet og bidrog til familiefællesskabet. Og de familier, der ikke havde mulighed for at ernære sig ved andre erhverv, så underholdning som en udvej, de sang, gøglede, dansede eller tryllede for at tjene til dagen og vejen.

Inden Hollywood og filmens historie begynder, eksisterede fænomenet ’barnestjerne’, som vi kender det i dag, ikke. En børneperformer konnoterede bunden af samfundet og stod i skarp kontrast til de borgerlige middelklasseidealer om ’normale’ børn, der opstod i løbet af 1700-tallet. Det var Jean-Jacques Rousseau, der indførte den stadig gældende opfattelse af barndommen som en livsfase, barnet som et selvstændigt individ med ret til frihed og til at erfare og erkende, som han skriver i sin bog Émile: ”I naturtilstanden, hvor alle mennesker er lige, er deres fælles kald dette at være menneske”. Rousseaus syn på barnet som et selvstændigt individ med rettigheder blev dengang modtaget som et angreb på det gældende syn på barnet som en del af et arbejdsfællesskab. Rousseaus bøger blev brændt, og han måtte flygte fra Frankrig for at undgå en anholdelse. Ikke desto mindre blev hans argumenter for børns rettigheder startskuddet til den modstand, der i det moderne Europa førte til de første love i England mod børnearbejde.

I Danmark arbejdede børn stadig i begyndelsen af det 20. århundrede, også efter at børn i fabriksarbejde blev forbudt i 1913. Forskellen fra tidligere var, at arbejdet foregik efter skoletid. Hvilket ikke var uproblematisk for de mange fattige familier, der var afhængige af deres børns bidrag til indtjeningen. At børnearbejde var livsnødvendigt for dårligt stillede familier, stemte ikke overens med synet på barnet som et selvstændigt individ med frihed og rettigheder. Og problemet blev placeret hos forældrene: Hvis de lod deres børn arbejde, brød de med den norm, der blev mere og mere fasttømret som den gældende.

På samme tid flyttede børneperformeren sig i den vestlige verden fra gaden til lærredet: I 1921 (syv år efter at de første love om børnearbejde blev indført i Danmark) blev den første filmbarnestjerne født: Jackie Coogan (Kid, 1921), skabt af Charles Chaplin, der selv som den populære vagabondkarakter tager en forældreløs dreng til sig. Efterfølgende spillede Coogan med i film som Oliver Twist (1922), Daddy (1923) og i Flandern (1924). Hans succes betød, at han blev det første barn i USA, der tjente en million dollars.

Der er sket uendelig meget, fra dengang børneperformere var socialt udsatte, der arbejdede på gaden med sang og underholdning, til det 21.århundrede, hvor almindelige børn synger: ”Det er bare noget, vi leger” i MGP. Og der er ingen tvivl om, at de danske producenter, der leverer indhold til og med børn, har intentionen om at tage vare på dem med børnepassere, presserådgivning, sangcoaches, hvis det angår sang, osv. Altså indtil produktionen er taget af skærmen, hvorefter de ofte er overladt til sig selv. Den tidligere barnestjerne Pelle Hvenegaard, der for sin rolle som Pelle Erobreren blev udråbt til Europas største talent, beskriver i et interview til Filmmagasinet EKKO, hvordan han gik igennem en svær krise: ”Jeg var for fanden kun et barn. Jeg blev skudt op på toppen af noget, som jeg slet ikke var parat til. Og jeg har fandme brugt mange år på at komme ned igen og stille mig selv spørgsmålet: Hvad er det egentlig jeg vil? Det gør jeg stadig, men nu har jeg da fået mig selv hen et sted, hvor jeg føler mig som herre i eget liv.” Han fortsætter: ”Der følger et ansvar med, når man har med børn at gøre. Som minimum burde de kunne trække nogle timer hos en psykolog på producentens regning, eller ringe til sådan én som mig, som har været det hele igennem. Jeg føler, at jeg er blevet berøvet min ungdoms naturlige selvudvikling.” I samme artikel beskriver Stefan Pagels Andersen sin barnekarriere: ”Modsat andre familier har min familie ikke været klar over de følger, en karriere som børneskuespiller kunne få for mig. Jeg har selv skudt problemerne i jorden. Og al den omsorg, jeg fik fra filmholdet, var jo væk, da filmen var færdig. Så var de videre til næste projekt. Jeg fik lidt over 70.000 kroner for Mirakel, og det er jo mange penge for en teenager, men ikke i forhold til de omkostninger, det har haft.”

Den udstødte barnestjerne

I sin bog The Cultural Significance of the Child Star sætter Jane O’Connor spørgsmålstegn ved, hvordan vi etisk kan forsvare at opfordre børn til at blive performere, når vi ved, at de med O’Connors ord ender som ”udskud”, som stigmatiserede ofre: “Det er et mysterium, hvordan barnestjerner stadig kan eksistere i vores kultur, i en tid med beskyttelse af børns rettigheder, og med de mange fortællinger om børnestjerner, det er gået galt for i deres voksne liv. Det er et mysterium, hvordan berømmelse stadig er noget, mange børn (og deres forældre) synes at aspirere mod. At følge drømmen om at være den udvalgte, om at blive løftet ud af masserne, blive anerkendt som noget helt særligt, er ofte det, der tiltrækker de unge ’wannabes’.” Det forfald, som O’Connor beskriver, ligger som en kulturelt konstrueret og nagelfast norm, der tjener formålet at opretholde orden i den vestlige verdens opfattelse af barndom: Vores opfattelse af et normalt barns forventede og foretrukne adfærd. Derfor er det i dag en udbredt opfattelse, ”at berømmelse har farlige og forfærdelige konsekvenser. Så udbredt, at ethvert andet udfald enten ignoreres, bagatelliseres eller behandles med chokerende overraskelse”.

Vi boykotter fx virksomheder, der anvender børnearbejde i tredjeverdenslande, fordi det er moralsk, følelsesmæssigt og fysisk skadeligt for børn at arbejde. Denne norm gør sig også gældende i forhold til barnestjernen, og de, der opfordrer deres børn til at arbejde, opfattes derfor ubevidst som amoralske, som dårlige forældre. Ifølge O’Connor udstøder og tabuiserer vi som samfund den tidligere barnestjerne, fordi det forstyrrer og forurener vores opfattelse af barnet som et uskyldigt væsen. Et paradoks, der er skræmmende, hvis man tænker det til ende: På den ene side opfordrer vi (mere eller mindre ubevidst) vores børn til at stræbe efter at få et publikum, at blive kendte, den populære, den, andre ser op til og fejrer. På den anden side ligger udstødelsen af barnestjernen som en tung og urokkelig skæbne – en praksis, der skal sikre orden i flokken. Her spiller mediernes dækning en stor rolle; den sensationsprægede fortælling om barnestjernens forfald. De forskellige vinkler, der repeteres i mediernes dækning, tjener formålet at bekræfte myten om barnestjernen som forbandet, at barnestjernen er et produkt af ureflekterede og ansvarsløse forældre, der sætter berømmelse og rigdom over deres barns velbefindende. “Inden for dette værdisystem vil fornuftige forældre aldrig tillade børn at blive en del af potentielle ’horror stories’ om barnestjerner. Og der er en implicit enighed om, at det er at foretrække at have et normalt og almindeligt barn, end et tidligt modent, berømt barn, der automatisk vil ende som et skadet. Det berømte barn mister sin uskyld og sin barndom som et magtesløst individ, der er sluppet fri i en voksenverden, en kampplads. Show business er et sted, hvor kun få overlever, et sted, børn på ingen måde hører hjemme, og derfor må bøde senere i livet, fordi det er unaturligt. På baggrund af de utvivlsomt forfærdelige historier om tidligere børnestjerner har vi tendens til at generalisere, og denne generalisering er blevet en stereotyp, der er alment accepteret som en sandhed.” Selvom vi har en tendens til at udstøde tidligere barnestjerner fra fællesskabet, så efterspørger vi dem ifølge O’Connor som medieforbrugere, fordi de repræsenterer det perfekte vidunderbarn, et symbol på håb og perfektion, som den menneskelige psyke altid har stræbt efter at manifestere. ”Vi har brug for dem, fordi de er noget, vi aldrig kan blive igen. Deres naturlige charme får os til at tro på ultimativ godhed i mennesket – i barndommens uskyld.” Og hvorfor udstøder vi dem så? O’Connor mener, at det er, ”fordi de vokser op og væk fra det billede af perfektion og frelse, de var ensbetydende med som børn. De svigter os, idet de bliver ligesom os, de bliver fejlbarlige, svage, selviske og amoralske, vi føler os snydt af deres normalitet.” Eller som Joal Ryan, forfatter til bogen Former Child Stars – The Story of America’s Least Wanted, forklarer: Vi fascineres af fortællinger om barnestjerner, det er gået galt for, fordi ”det er en måde at tage afstand fra dem og skille os af med dem.”

Da den medieskabte drøm gik itu

Vi har igennem underholdningsindustriens historie oplevet stjerner forfalde i hobetal på forsiden af verdens sladderblade, i livetransmitterede biljagter osv. Et af de mest voldsomme, der havde hele verden som publikum, var Britney Spears’ sammenbrud i 2007. Hele verden fulgte med, da hun klippede sig skaldet, angreb en fotograf, kollapsede og blev tvangsindlagt. “Jeg kan ikke lade være med at tænke – jeg er jo et intelligent menneske. Hvad havde jeg gang i?” har hun forklaret i et interview til MTV. ”Jeg har været igennem meget de seneste to-tre år, og der er meget, folk ikke ved. Nogle gange kan jeg ikke lade være med at føle mig ensom, for jeg åbner ikke porten særlig tit, hvis du forstår.”

Vinteren 2015 gik den medieskabte drøm også itu – ikke for en celebrity, men for to danske medier; der røg en flig af det perfekte univers. På en måned brød to 15-årige sammen: Først i magasinet Cover, der bragte et foto af modellen Lulu Leika, der fremstod så sygeligt tynd, at billedet på ganske kort tid vakte international viral forargelse på sociale medier som Facebook og Twitter. Hendes chef og indehaver af modelbureauet Scoop Model, Bente Lundquist, forklarede: “Lulu Leika har ikke anoreksi. Jeg kan godt se, at hun ser meget tynd ud på billedet, men det er altså en pige, der har været udsat for noget forfærdeligt og ikke har kunnet spise på grund af sorg.” Om redaktionen og de ansvarlige voksne under produktionen et øjeblik fornægtede virkeligheden – eller hvad årsagen var til, at en pige, der tydeligvis havde brug for alt andet end at være på arbejde, vides ikke. Og hvordan denne fornægtelse kunne nå igennem alle led og først blev påpeget, da den nåede verden udenfor, er en gåde.

Men børn går ikke ned med stress og slet ikke, hvis de er på arbejde. Det vidner fredag den 6. marts 2015 om, da den 15-årige X Factor-deltager Baraa brød sammen for åben skærm. ”Det var stærkt, tårevædende at se på. Stærkt tv, vil folkene bag X Factor sikkert sige – og klappe sig selv på skuldrene. (…). Tårevædende at overvære, da Baraa et øjeblik inde i omsyngningen knækkede over i gråd af bare nerver, inden den 15-årige dreng fik kæmpet sig tilbage på sporet i sin sang”92 skrev teaterdirektør Jon Stephensen i en kritik af DR’s behandling af sine medvirkende og fortsætter: ”Er det Danmarks Radios opgave at udsætte børn for det, vi så i fredags i X Factor, bare for at vi andre kan sidde og hyggetude, når børn bliver presset ud over enhver etisk grænse og stemt ud, med tårerne trillende ned ad kinderne. Er det Danmarks største medie- og public service-kanals mål i seertallets hellige navn at blæse på al moral og børns tarv?” Lulu Leika-episoden blev døbt ’Covergate’ og fik enorm mediebevågenhed både nationalt og internationalt. Politikere, organisationen Center for Selvskade og Spiseforstyrrelser og offentlige instanser som Københavns Kommune blandede sig. Men den 15-årige X Factor-deltager, der brød sammen live, gik mere eller mindre ubemærket hen. Men hvorfor? Har vi vænnet os til formatet, accepteret forfald, skulle Baraa alligevel stemmes ud i glemslens tåger?

Berømmelsens blinde vinkel

“Tidens higen efter berømmelse gør børn og forældre villige til at efterkomme ethvert krav fra musikkøbmænd, der kan gøre drømmen til virkelighed. Og branchen udnytter det,” skrev Tanja Parker Astrup og Jeanette Ringkøbing i artiklen “Børnestjerner udnyttes” i Politiken for 12 år siden. De problematiserede, at forældre ikke har en professionel indsigt og erfaring og derfor ikke formår at sætte sig ind i de forhold, der er forbundet med at sende deres børn i arbejde i underholdningsbranchen. Argumentet, at det er forældrenes ansvar, synes stadig at gælde. Selvom de fleste ikke har en jordisk chance for at forstå en branche, der på mange måder er lukket om sig selv. Siden er antallet af børn, der medvirker i tv- og filmproduktioner og børn, der leger med at filme sig selv og poste fotos og optagelser på de sociale medier og platforme som YouTube eksploderet. Alligevel er berømmelsens bagside stadig en blind vinkel, og det er stadig kun dem, der havner i den blinde vinkel, der erfarer konsekvenserne.

Det at blive eksponeret og pludselig blive et kendt ansigt kan ingen forberede sig på. Berømmelse er forbundet med et stort offer, der alt afhængigt af eksponeringens grad kan indebære ensomhed, psykiske problemer som afhængighed, mistillid, isolation og tab af anonymitet. Som en kendt, anonym filmstjerne fortalte mig: “Det er som at have social fobi, det er bare ikke en fobi, det er virkeligt, folk kigger hele tiden på dig.” Eller som en Hollywoodstjerne fortalte mig, om første gang han oplevede, hvad han kaldte at ”tiltrække en flok”: ”Forestil dig, at du har en yndlings restaurant, hvor du altid er kommet med dine venner eller din familie. Pludselig en dag, da jeg rejste mig efter et måltid på min stamrestaurant, rejste resten af restauranten sig også og gik efter mig.”

På min rejse rundt i verden for at tale med mennesker, der har oplevet ekstrem eksponering, opdagede jeg, at det ikke længere kun er superstjernerne, der oplever berømmelsens bagside. Jeg fandt, at ved at kigge på de ekstreme tilfælde, kan helt almindelige mennesker med et publikum på 300 ’venner’ i lommen lære noget om konsekvenserne ved vores adfærd. Som en tidligere ungdomsstjerne fortalte mig: ”Jeg havde en periode i mit liv, hvor jeg ikke kunne gå uden for en dør. Det varede over et halvt år. Jeg var skrækslagen for at gå på gaden. ”Han fortalte, at de værste situationer var de hverdagsprægede; at handle ind til aftensmaden eller gå i kiosken. Han kunne ikke holde ud, når folk kiggede på ham, fordi han kun følte, at han skuffede. Han kunne ikke leve op til den stjerne, folk så ham som. ”Jeg gemte mig og var lammet af skræk.”

Professor Donna Rockwell har forsket i berømmelsens psykologi – hvad der sker i den eksistentielle proces, det er at gå fra at være ukendt til at være et kendt ansigt. Rockwell forklarede mig i et interview: “En af de ting, der er vigtige for, at vi kan eksistere i en gruppe, er evnen til at danne forbindelser, relationer. Det er et dybtfølt menneskeligt behov.” Af og til fejres vi, træder ud af flokken og bliver den, alle kigger på og hylder. Det kan fx være fødselsdage og andre begivenheder, der har fejring af et individ som formål. Det er ganske naturligt og en vigtig del i mange kulturer, men det ville være noget helt andet, hvis vi blev fejret og hyldet af fællesskabet hver dag. “Når et individ bliver berømt, når alle kigger, når spotlight er vendt mod denne ene, så er det enormt svært at bevare evnen til at kunne danne naturlige relationer. Og det er en menneskelig reaktion at lukke ned og trække sig væk ganske enkelt for at beskytte sig selv. Som min forskning indikerer, så ender personen – uafhængigt af alder med at miste tillid til verden og til andre mennesker. Hvorfor er du min ven? Hvorfor kan du lide mig? Hvorfor vil du gerne lære mig at kende? Er det pga. den, jeg er, eller er det, hvad jeg er kendt for? I den forbindelse vil det ofte være tilfældet, at de udvikler agorafobi: angsten for at være på offentlige steder. Det opleves, som om man ikke kan føle sig sikker nogen steder. Som Harrison Ford engang sagde: At være berømt er som at gå rundt med et stinkdyr på hovedet. Det er meget beskrivende for den måde, et kendt individ oplever det at være kendt på.”

Rockwell har i sin forskning undersøgt adfærd og psykiske tilstande hos et menneske, der har oplevet at gå fra at være ukendt til at være kendt. De kendte, der medvirkede i undersøgelsen ”Being a Celebrity: A Phenomenology of Fame”95, beskriver det at være berømt som “bizart, surrealistisk, skræmmende, ensomt, skrækindjagende, intimiderende, pinligt, forvirrende og invaderende. En oplevelse af at blive frataget sin personlige frihed, at det skaber en distance til verden omkring dem, og konsekvensen er en konstant følelse af mistillid over for andre mennesker. Det er med Rockwells ord et hårdt terræn – og yderst destruktivt. Den kendte er fx nødsaget til at kreere en form for splittet personlighed: “De er tvunget til at skifte frem og tilbage mellem de to jeg’er i deres daglige liv, hvilket kan være udmattende, for hvem kan nogensinde være forberedt på den form for dynamik i et forhold til andre mennesker, og i det hele taget konstant at skulle agere med forbehold over for mennesker i de grupper og sammenhæng, du træder ind og ud af?”

En af de superstjerner, der medvirker i Rockwells forskning, beskriver kendthed som en stor oppustelig mur, der altid er til stede: ”Den er der altid, den er elefanten i rummet, elefanten, der altid er med til frokost, eller når du går tur i parken, den er der altid.” For nogle bliver det til afhængighed – identiteten bliver pakket ind i berømmelsen, og der opstår en slags had-kærlighedsdynamik: De ønsker at være berømte, men de hader også, hvad berømmelsen har gjort ved dem. De hader, at den har begrænset deres livskvalitet snarere end beriget den. Rockwell understreger nødvendigheden af at informere folk, inden de vælger at blive eksponeret. ”Men der er ingen bootcamp, der forklarer, hvor svært det er, og hvor umuligt det er selv for den mest jordnære person – at undgå, at berømmelsens kraft, der kan minde om et uheld forårsaget af en bil, der kører for hurtigt, at det ændrer dig på en eller anden måde.”

Et liv som kendt giver magt og adgang til grupper, der tidligere var urørlige. Det kan være VIP-fora, A-listevents, restauranter mv. Og denne feterede livsstil medfører en afhængighed af det kick, det giver at føle sig som udvalgt. En af de kendte, der medvirker i Rockwells forskning, fortæller: “Jeg har været afhængig af forskellige ting, og det mest afhængighedsskabende er berømmelse.” Berømmelse er ’Hollywood-valuta’, det er adgangen til magt og indflydelse, og som Rockwell påpeger, så er det afgørende, at man formår at anvende sin magt på en måde, der giver mening på et menneskeligt plan. Og det kan være en lang og psykisk opslidende proces at finde mening i at være kendt. For den enkelte betyder det at blive kendt et skifte i magtbalancen i relationer, personlige såvel som professionelle. Over tid ændrer berømmelsen fundamentalt forhold til venner, familie og forretningsforbindelser. Grunden er, at oplevelsen af at leve som en ’stjerne’ bryder med normen for menneskelig social adfærd. Og denne adskillelse og oplevelse af at være socialt amputeret fra andre skaber en følelsesmæssig distance og en tilstand af isolation.

0 notes

maelkevejen · 6 years

Text

Ja hvad blev der egentlig af de små, hellige stunder?

Det er måske egentlig meget godt, jeg blev mindet om det. Jeg havde helt glemt, at jeg så dem som små bobler af sund selvterapi, de der stunder, hvor jeg lavede aftensmad eller tog mig af vasketøjet. Jeg ser, at jeg var lidt bange for at give op på dem i sin tid for at lade et andet menneske tage plads i mit virkelige liv. Jeg så det meget som to verdener: der var mig udenfor, og det kunne godt være virkeligt og rigtigt, men så var der også den virkeligt ægte mig, når jeg var alene hjemme og klarede mig selv.

Det var noget, jeg havde kæmpet hårdt for. Det gav mig en helt særlig følelse af selvstændighed, en slags styrke i at kunne klare det selv. De grundlæggende ting altså. Godt nok var der rod i alt det andet, men jeg kunne købe ind, lave mad, vaske tøj og skifte dynebetræk alene. Passe Bertil. Det var dengang, lejligheden hed Sneglehuset, og der i realiteten kun var plads til Bertil og mig. Bertil og mig på mørke vinteraftener med min mormors ældgamle bordlampe tændt. Og globussen. Jeg vidste, at jeg var sikker, den del kunne ikke nedbrydes eller ødelægges af andre mennesker, for her var jeg bare mig selv, og ingen andre var egentligt inviterede. Jeg er ret sikker på, at jeg ikke turde.

Men det hele har ændret sig, og jeg tror ikke engang, at jeg opdagede det. Det var bare utroligt oplagt, at Mathias flyttede ind her, når han var færdig med sin bachelor i England. Jeg ved ikke, om det som sådan var en impulsiv beslutning eller ej, men det gik nogenlunde sådan: “du kunne jo også bare flytte ind hos mig” “det kan jeg da godt” “ja, men så siger vi da bare det” “ja, okay, det er fint”. Og hele tiden med en humoristisk undertone af blank ligegyldighed, lidt som da mine forældre besluttede at blive gift den følgende fredag. Men bare hvor det var for sjov. Og så gik tiden ligesom, og Mathias blev færdig med sit bachelorprojekt, og huset i Baunton blev pakket ned, og måske forsøgte jeg lidt at ignorere en lang række konkrete punkter, eller måske forstod jeg dem bare ikke. Jeg tror ikke, at jeg helt... forstod? Men hvordan skulle jeg også kunne det, jeg havde jo aldrig prøvet det før, det var som et fantastisk eventyr, noget kun seriøse og voksne mennesker gjorde: sådan at flytte sammen med sin kæreste!

Jeg ryddede lidt ud i mine bøger, og sorterede noget tøj, som røg til genbrug, så der var plads til Mathias. Jeg havde egentlig i årevis levet med flyttekasser, der bare aldrig var blevet pakket ud, men da Mathias’ ting ankom for alvor nogle uger efter han selv gjorde, så føltes det som om, lejligheden var ved at sprænges. Ting, jeg ikke selv havde besluttet mig for at eje var pludselig over det hele. Dumme ting, nogle gange, synes jeg. Ikke fordi jeg ikke selv har løjerlige ting liggende, men dengang var det bare mine ting. Langsomt blev der pakket ud. Både med hensyn til de fysiske ting fra flyttekasserne, men også alt det andet. Sneglehuset holdt op med at være sneglehuset.

Jeg tror ikke, det er noget, jeg indædt protesterer imod og kæmper med, men nogle ting blev forandret, uden jeg egentlig følte, at jeg fik valget. Mine private følelsesudbrud er stærkt reduceret. Jeg ved ikke helt, om det er fordi, jeg bare ikke længere får dem, eller om det er fordi jeg ubevidst ikke tillader dem at slå til. Jeg græder sjældent nu. Selvfølgelig kan jeg, og gør jeg det, hvis det virkelig gælder, men ikke længere de små og egentligt utroligt private klip, hvor jeg lader mig overmande af tristhed for mig selv. De findes bare ikke rigtigt længere.

Irritation over rod føles og fungerer også helt anderledes nu. Det har helt sikkert aldrig været rart, når jeg flippede ud over, at lejligheden rodede eller var beskidt, men før i tiden var der bare ikke andet at gøre end selv at gøre noget ved det. Det var mit rod og min snavs og mit ansvar. Nu er det pludselig ikke længere kun mit. Og irritation på og over et andet menneske end en selv føles på en eller anden måde mere giftigt. Jeg føler mig nogle gange mere giftig. Der er flere følelser indblandet, flere kampe, man må overveje, om man vil eller kan tage; vil jeg være en person, der ... er snerpet. Kontrollerende. Irriterende. Hysterisk? De kampe tog jeg ikke rigtigt før. Den eneste, jeg skulle tænke på, var mig selv.

Jeg føler mig også mere hjælpeløs. Jeg troede egentlig, at jeg måske altid bare havde været sådan, men jeg havde faktisk helt glemt om dengang, jeg tog mit liv i strakt arm og fucking gjorde tingene. Er jeg bare blevet doven og dvask? Jeg kan ikke længere finde ud af at lave mad alene. Eller jeg kan godt, men jeg får det aldrig rigtigt gjort på en ordentlig måde. Som da Mathias var i Gilleleje i en uge, og jeg herhjemme levede at stegte kartofler og peberfrugter alle dagene. Da han flyttede ind, insisterede jeg på at være den, der stod for vasketøjet. Det var min ting, det var et privat rum til mig. Nu glemmer jeg det tit. Får det ikke gjort.

Jeg ved egentlig ikke, hvor jeg vil hen med det her. Jeg ved jo godt, at man ikke kan få det hele på én gang, at tingene bare ændres med tiden, og at det ikke nødvendigvis er en dårlig ting. Jeg bebrejder hverken Mathias eller vores parforhold, for der sker jo også gode forandringer. Jeg er så glad for at have nogen, at komme hjem til, ikke at sove alene hver nat. Det meste af tiden nyder jeg at være fælles om tingene. Jeg fortryder ikke, at han er flyttet ind. Men jeg er bange for, at jeg på vejen har mistet forbindelsen til en del af mig selv, der hørte en anden tid til. Jeg tror ikke længere, jeg er Wonder Woman-Ida. Og det er jeg egentlig ret ked af, for jeg synes, at hun var mega sej. Nu føler jeg mig meget af tiden ikke længere spor sej, men jeg er i tvivl om, hvordan jeg kan ændre det uden at forcere det og blive frustreret. Jeg har ikke lyst til at være svag og fimset, men hvad hvis jeg er det? Jeg kan ikke rigtigt se, hvad jeg skal gøre ved det. Er det en permanent bagside af medaljen, eller...?

De hellige alenestunder er fordampet, og jeg kan ikke forstå, hvordan jeg ikke har opdaget det eller tænkt over det, for de var så vigtige? Jeg ved ikke, hvor jeg har lagt min styrke henne, eller om den også bare er forsvundet. Er Hvad hvis jeg er blevet til et hvirvelløst dyr? Gør jeg et eller andet forkert?

1 note · View note

minipelissari · 5 years

Text

Samlere V Forhandlere, kan vi ikke alle bare komme sammen?

Okay, nu er min forståelse for vores civilisations begyndelse måske ikke hundrede procent nøjagtige, men det er meningen, at hvis vi springer frem til 2016, er det i det væsentlige samme ting der foregår i dag. Uanset hvor langt vi er kommet som en art, er der altid konflikt, og der er altid nogen der ser ud til at komme videre på bekostning af en anden. Men hvem er i den rigtige, og hvem er den forkerte? Er der nogen, der gør dig syg, eller er det bare din opfattelse af situationen, fordi du ikke får din egen vej? Dette er vigtige spørgsmål, og når det kommer til emner for samlere og forhandlere i det retro spillemiljø, er der ikke noget let svar.

Ideen om retro spilindsamling er en simpel. Samleren ønsker gamle spil. Måske vil de bevare video gaming historie for fremtidige generationer. Måske kan de bare godt lide at spille gamle spil, der minder dem om yesteryear. Måske tror de bare, at retro spil ser cool ud på deres hylder. Uanset årsagerne til det, vil solfangeren bare indsamle.

Der er noget om indsamling, som de fleste af os kan forholde sig til. Når du er i skole, er der normalt noget, der er populært, at alle børnene er i. Da jeg var i grundskolen alle disse år siden var det Garbage Gang-handelskort. Mand, vi elskede garbage Gang. Vi var vanvittige for dem. Næsten alle i vores klasse, drenge og piger, samlede Garbage Gang, handlede Garbage Gang og spillede med Garbage Gang på vores frokostpause. Denne mentalitet stikker sammen med mange af os, mens vi vokser. Kun de fleste af os fortsætter ikke med at samle Garbage Gang ind i vores voksenalder (jeg solgte mit komplette sæt i 2010 og satte det i ro). Som voksne bliver vores huse fyldt med film, musik, bøger og en levetid på fotos og minder. Vi har hylder fyldt med bøger. Måske er det fotografier eller malerier eller møbler. Jeg har en ting til min rejsefotografi og hænger dem overalt, men jeg vil altid have en spilsamling også. Der er kun noget tilfredsstillende om at have en samling ting du kan lide.

Ideen om videresalg er igen en simpel. Som vores caveman-ven fra tidligere, vil nogen altid bemærke, at der er et hul i markedet. Værdi er i det væsentlige, uanset hvem der er villig til at betale for noget. Du tror måske ikke, at en håndfuld bær er tilstrækkelig kompensation for at gå ud og står over for en uldmammoet i kamp, men hvis nogen er villig til at bekæmpe denne mammut for dig, så er det, hvad bærene er værd. Princippet har ikke rigtig ændret sig gennem årene. Hvis nogen er villig til at betale top dollar for noget, så er det hvad det er værd.

Men på hvilket tidspunkt sælger noget på bliver moralsk tvivlsomt? Tja, hvad nu hvis vores hule venner med bærene ved, at hans ven bare elsker bær og ved, at han vil arbejde for dem? Er det retfærdigt? Hvad hvis hans ven sulter ihjel, og han sætter ham i en farlig stilling, fordi han ved, at han har brug for maden så slemt? Så er det lidt mere tvivlsomt, sikkert, og du kan forstå, hvorfor nogle måske finder denne taktik forværrende.

Indsamling mod videresalg er et argument, der er opstået inden for retrospilsamfundet i de seneste år netop på grund af dette moralske gråområde. Samlere ønsker at indsamle, fordi det er, hvad de kan lide at gøre. Uanset om de gør det for at spille spillet eller se på dem eller bevare dem, gør de det på grund af en kærlighed til at indsamle og ikke for deres egen personlige pengemæssige gevinst. Forhandlere har bemærket, at gamle spil er meget eftertragtede af disse samlere, og så søger de at erhverve spil, især sjældnere titler, så de sælger dem videre til kollektørerne for fortjeneste.

Det er nemt at se, hvorfor samlerne måske finder videresalg så foragtige. Videresalg effektivt styrker markedsværdien af spil, hvilket gør det vanskeligere for samlere at gøre, hvad de elsker at gøre. En forhandler kan gå til et garage salg og finde nogle gamle spil, som de ved, er værdige seriøse penge til de rigtige mennesker, men til de mennesker, der sælger dem, er de bare uønskede, at de sælger for pennies. Har du nogensinde set Toy Story 2? Det er hovedsageligt hvad kyllingens mand gør, når han spionerer Woody i garagesalget. Han ved, at cowboy legetøjet er værd at store penge, og så vil han prøve at narre Andys mor til at sælge ham for intet, så han kan maksimere sin fortjeneste. Kyllingemanden kan være et komedie-animeret skurk (udtalt af Wayne Knight, ikke mindre), men der er folk derude, der gør hver weekend for at prøve at tjene penge fra videospil-samlere, og det er det ikke noget, vi burde være irriteret over?

Der er noget, der forekommer iboende skyggefulde ved at købe spil, som du ved, er værd at mange penge fra en person, der ikke har den viden og sælger dem billigt og derefter udnytter denne situation til egen fordel. Men er forhandleren virkelig skyldig?

I mange tusind år har guld været en værdifuld vare her på Jorden. Grunden til at det er så værdifuldt er, at det er så sjældent. Som jeg lærte i en dokumentarisk hovedrolle professor Brian Cox for et par uger siden, dannes guld, når massive stjerner eksploderer, og det er så sjældne tilfælde, at hvis du skulle samle alt det guld, mennesket havde nogensinde fundet, ville det stadig kun være udfylde tre olympiske mellemstore svømmebassiner. I dag tillægger vi værdi til andre ting end skinnende, sjældne metaller, som vi graver ud af jorden.

Spil og guld er ikke så forskellige. Forhandlere er i det væsentlige moderne prospektører, leder ud og leder efter de dyrebare ting, som de så vil kunne sælge til den højeste budgiver (ret bogstaveligt i mange tilfælde, da disse spil i vid udstrækning kommer op på eBay). Forhandlere søger efter en sjælden eller værdifuld vare, og så sælger de den for at tjene penge. Samlere finder det ubehageligt, fordi de tror, at det dræber omkostningerne ved de spil, de ønsker at indsamle, og fordi de pågældende forhandlere ikke køber spilene til kærlighed til at samle, men for kærlighed til fortjeneste.

Men bør samlere virkelig begrænse forhandlere til at tjene penge? Vi tjener alle penge i vores liv. Og vi alle gør forskellige ting for at tjene penge. Gør penge ved at sælge gamle spil værre end at sige, at sælge dine gamle tøj? Formentlig, et sted derude, er der nogen der elsker at samle gamle tøj. Er de i øjeblikket på et internetforum et eller andet sted, stønner over folk, der ikke er ligeglade med at indsamle tøj, der går til velgørenhedsbutikker og rydder op på alle de gode tilbud?

Endnu vigtigere er det, at forhandleres handlinger faktisk påvirker samlerens evne til at indsamle? Værdi er, hvad nogen er villig til at betale for noget, men hvis de kan få det billigere andetsteds så vil de sandsynligvis gøre det. En forhandler kan ikke opkræve for meget for det spil, han har købt i et garage salg, fordi medmindre der kun er en kopi, vil en anden sælge det til en meget mere rimelig pris, og samleren kunne bare købe den fra dem. Sådan fungerer det frie marked. Køber og sælgere sammen bestemmer markedsværdien af en vare. Og så hvis samlere ikke betaler latterlige priser for de spil, som forhandlere tilbyder, så bliver disse forhandlere nødt til at sænke deres priser. Det ser ud til at være kortsynet at tro på, at der er onde forhandlere derude, der køber op alle lagre af gamle spil og gør alle de fattige kolleger remortgage deres huse bare så de har råd til en kopi af Stadium Events på NES eller Power Strike II på Sega Master System.

Sandheden, som det generelt er tilfældet i denne form for konflikt, er et sted i midten. Forhandlere er i det væsentlige at købe noget og derefter sælge det til en højere pris. Det er præcis det samme som hvad butikkerne over hele verden gør, herunder butikkerne, som samlere ofte vil gå på på jagt efter klassiske spil at afhente. Samlere opfanger ofte en håndfuld spil fra fora eller en Facebook-spilside, idet de ved at de allerede har fået de fleste af disse spil og kun køber bundtet til den ene titel, så sælger de dem på de duplikatkopier af de spil de har selv, ubevidst bliver forhandlere selv. Jeg har gjort det selv. Vi har alle …

Der er ikke noget ægte sort og hvidt svar her. Det er nemt at forstå, hvorfor nogle samlere måske hader ideen om, at forhandlere kommer ind for dem og finder et klassisk spil til en lejlighedskøb. Men der er intet, grundlæggende, galt med nogen, der sælger varer for at tjene nogle penge. Det er ikke anderledes, hvordan en butik arbejder. Køb lavt, sælge højt; det er det generelle princip, at enhver virksomhed over hele verden opererer under.

Måske er det på høje tid, at samlere og forhandlere lægger arme og gjorde deres bedste for at komme sammen. En god ven af mig, der er en ordentlig, die-hard samler, har været venlig med en af de nævnte forhandlere og får nu tilbudt første dibs på den mintie friske lager gutterne finder hver uge. Det virker som en god løsning for mig! Der er mere end nok klassiske videospil derude for alle, og hvis lejlighedsvis du skal betale flere penge, end du gerne vil betale for noget, så er det bare naturen at indsamle noget. Hvis du vil have noget så dårligt, så bør du være parat til at betale for det, og hvis du ikke er det, er du virkelig det, der er forpligtet til at indsamle, eller skaler du bare?

Hobbyer koster penge. Min bankbalance kan bekræfte det. I årenes løb har jeg brugt en formue på ting, jeg nyder, og jeg ville ikke engang turde gætte på, hvor mange penge jeg har brugt på videospil. Fornærmede jeg det? Nej. Gaming er min hobby, og jeg har samlet spil i over tyve år på grund af det. Som vi talte om tidligere, bestemmes værdien af hvor meget en person er villig til at betale for noget. Det gælder også for samlere. Hvor meget vil du betale for noget, du nyder at gøre?

0 notes

morconny · 6 years

Text

Ugen uden mange aftaler

- og så alligevel ...

Umiddelbart stod der ikke noget særligt i kalenderen i den forgangne uge. Men der kom alligevel til at ske lidt på forskellige fronter.

Søndag var der forsinket fejring af Mortensaften sammen med børnene og Frida. Det blev en god generalprøve på julemaden. Anden kom i en Römertopf 6 timer i ovn ved lav varme, dertil frisk rødkålssalat og kogt rødkål, stegte kartofler og en forbavsende god sovs, som ellers ikke er min spidskompetence. Til jul skal vi derudover også have gammeldags “vreden” hvidkål. Før maden nåede vi heldigvis også en lille tur på skolens legeplads med Frida, så vi fik frisk luft og god snak med de voksne.

Til skovfitness onsdag var vi hele 9 deltagere, heraf et par nye. Vi kan udnytte en sti i yderkanten af skoven, hvor der er relativt fast bund og - ikke mindst - lys. Jeanett laver så nogle “stationer” med øvelser, som vi skal igennem to gange, gerne med løb mellem hver station. Denne onsdag var den ene station hulahopringe og sjippetov. AV, hvor kan en hulahopring gøre ondt både på ben og hofter. Jeg har ikke helt knækket koden endnu og ser vist ret morsom ud med min særlige teknik.

Torsdags løbepas forløb i tørvejr. For første gang havde hele holdet (tre i alt denne gang) pandelamper med, så vi prøvede at løbe en tur inde i skoven. De andre kendte en rute med godt fast underlag, så det gik faktisk ok, selvom jeg ikke er helt tryg ved mørket. Men når bare vi har lys og er flere, så går det. Efter de godt 3 km lavede vi nogle tekniske øvelser, hvor vi havde særligt fokus på at bruge lårene og løfte benene. Det tager mange kræfter og virker i starten ret kunstigt, men med tiden kan kroppen måske vænne sig til en bedre løbestil.

I ugens løb blev der tid til de første juleforberedelser. Jeg fandt i skabet hele to tidligt indkøbte gaver, der er fuldstændig passende som adventsgaver til Frida, nemlig et par gode solide bøger og en DUPLO-kasse. Jeg har derudover strikket den førnævnte halsedisse, der skal gives sammen med et par lækre, varme vanter. Endelig er der fra en webshop en supplementspakke til Magformers på vej. Det gav mig lidt ro i julesindet - indtil videre.

Det var også ugen, hvor jeg fandt ud af, at jeg både har stemmeret til og er valgbar til Ældrerådet i kommunen. ÆLDRErådet! Det føler jeg mig ikke kvalificeret til!

Jeg måtte lige slå op på det store internet for at finde ud af, hvad det er for en størrelse. Det er et folkevalgt råd, der skal høres i forhold, der har med ældre at gøre … men de nævnte forhold har da også en del med andre aldersgrupper at gøre. Jeg har endnu ikke fundet ud af, om der er et tilsvarende ungeråd. Det er lidt som om, at man mener, at kommunalbestyrelsen kun er for dem i den erhvervsaktive alder.

Ugen blev afsluttet med indløsning af den næstsidste fødselsdagsgave, som var fra Pinsebevægelsen (vi bevæger os i pinsen). Ud over de fysiske gaver tilbage i september fik jeg også at vide, at jeg skulle sætte den 18. november af. Det viste sig, at vi skulle ud på en 11 km vandretur med middag bagefter. Turen gik fra Christianshavns Torv metro ud langs havnefronten til Slusen, over Sjællandsbroen og videre ud gennem noget af den gamle Sydhavn, bl.a. Sydhavnstippen, som er et naturområde på opfyldt grund. Vi nåede i tusmørket til Åmarken st., hvorfra vi kørte hjem til Holte. Vejret var flot tørvejr, og tusmørket gav et ganske særligt skær, fx til Avedøreværket:

Jeg er vild med det område, vi gik i, og det er ikke ofte, jeg kommer der, så det var alletiders ekstragave.

#glæde #fødselsdagsgave #venner #vandring #SødeFrida #familie #skovfitness

0 notes

madebypernille · 1 year

Text

Bog anmeldelse: Krigeren - bag borgens mure

Bog anmeldelse: Krigeren – bag borgens mure

Bog anmeldelse af Krigeren – bag borgens mure Krigeren – bag borgens mure er anden bog i serien om krigeren Odd. Serien er en dansk fantasy serie af Josefine Ottesen. Krigeren – bag borgens mure “Plyndringstogter og bersærkergang hører krigerlivet til, og Odd står ikke tilbage for nogen i kamp. Samtidig fører livet i kongens hird ham imidlertid tættere på den uberegnelige kongesøn, Ansur, end han…

View On WordPress

#bag borgens mure #bog anmeldelse #bog blog #bogblog #bøger for voksne #bøger om #dansk fantasy #josefine ottesen #Krigeren #krigeren serie #magt #mere dansk fantasy #odd #viking #vikinger #voksen bøger

0 notes

thomaskampmann · 7 years

Text

Tidsskriftet Novum bad mig skrive en artikel om tankerne bag min roman “Mimesis”. Her er hvad jeg skrev:

På forsiden af min roman Mimesis ses en mand, der holder et spejl op foran sit ansigt. Måske indbyder han dig til at spejle dig i hans spejl. Han kunne meget vel være et billede på min indfaldsvinkel til Science Fiction genren: Man kan bruge genren til at spejle sig selv og sin tid, ved at forstørre noget der måske allerede er til stede. Hvad vil der ske, hvis den nuværende udvikling fortsætter, hvis vi ikke griber ind og ændrer kursen? Litteraturen kan ikke (skal ikke) give svarene. Den er et tankeeksperiment, der kan gøre os mere opmærksomme på tendenser i vores egen tid og kultur. Ikke alle tendenser naturligvis, en bog kan ikke handle om alt, den bliver nødt til at vælge et tema.

I Mimesis valgte jeg at fokusere på det virtuelles øgede indgreb på vores hverdag. Det var der mange grunde til. Jeg ser mine børn lege i virtuelle verdener (dukkehuse, iskiosker og alt muligt andet, man kan lege interaktivt med), og jeg ser unge og ældre -‐‑ og mig selv midt imellem -‐‑ i stigende grad at lade det digitale blive en integreret del af vores hverdag. Jeg har altid haft det sådan, at jeg finder det uhøfligt, hvis nogen taler til mig, mens jeg ser en film. Det er lige som at afbryde en samtale. Hvis jeg skal høre, hvad der bliver sagt og give en respons er det nødvendigt for mig at stoppe filmen og efterfølgende spole lidt tilbage.

Det er selvfølgelig i orden, hvis vedkommende har noget vigtigt at sige. Men nogle mennesker mener, at det ikke er sådan rigtigt at forstyrre, hvis man bare ser en film, eller læser en bog. Okay. Det forstår jeg måske godt. Du er jo ikke sammen med et levende menneske. Men du kan ikke komme uden om, at bogen eller filmen er virkeligheden for beskueren i det øjeblik. Og hvad så med digitale samtaler over fx messenger via facebook? De foregår ofte in real time, og vi er på en måde sammen med en anden person. Måske kommunikerer vi ligefrem mere sammen med den person, end de personer vi faktisk deler rum med?

Hvordan skal vi forholde os til det? Hvordan skal vi forholde os til alle de muligheder og farer der ligger i fremtidens virtuelle verdener? (Jeg ved det ikke. Jeg ser det heldigvis kun som forfatterens opgave at stille spørgsmålene; ellers havde jeg opgivet på forhånd J)

For at komme tilbage til romanen Mimesis, så handler den ikke om virtuelle samtaler over facebook eller interaktive dukkehuse. Science Fiction genrens spejl er jo netop at forøge (forvrænge) den nuværende virkelighed, ikke ved at forsøge at opstille en realistisk fremtid, men ved at lege med muligheder for fremtiden. Hvad vil der ske, når den virtuelle verden i endnu højere grad begynder at true virkeligheden med sit krav om opmærksomhed? Når det måske engang bliver nytteløst at insistere på en tydelig grænse mellem virkelig og virtuel?

Til den leg opfandt jeg virtual reality spillet Mimesis (Mimesis er græsk og betyder efterligning, og det bruges ofte om det i kunsten, der efterligner virkeligheden). Spillet Mimesis efterligner virkeligheden ned til mindste detalje, så tæt at selv døden er virkelig. Ikke sådan at forstå, at man kan dø rigtigt af at spille spillet, men sådan, at man kan dø i spillet, med de konsekvenser at man aldrig kan få lov til at spille spillet igen. Hvad sker der, hvis der kommer sådan et spil? Hvordan vil spillerne forholde sig til virkelighed over for spil? Hvordan vil de ”døde” spillere reagere?

Det var sådanne spørgsmål, jeg stillede mig selv, da jeg bestemte mig for at skrive Mimesis. Og uden at røbe for meget, kan jeg sige, at spil og virkelighed smelter sammen, og at det til tider er svært for romanens hovedperson (Markus) at være sikker på, om det han befinder sig i er et spil eller virkelighed.

Bogen foregår i år 2045 efter 3. Verdenskrig. Markus har altid troet, at hans far døde i krigen, men efter en af hans fars gamle soldaterkammerater har kontaktet ham med en historie, bliver han overbevist om, at hans far meget vel kan være i live og befinde sig i Berlin. Den unge mand tager derfor af sted til Berlin, hvor han vikles ind i en historie, der involverer ham i spillet Mimesis og konfronterer ham med spildesignerne.

Mimesis er nok en bog, hvor temaet kom før historien, forstået på den måde, at temaerne binder fortællingens små sidehistorier sammen. Men da jeg skulle skrive bogen, var jeg jo godt klar over, at der ikke er nogen, der gider at læse noget, der ikke først og fremmest er en god historie. Derfor søgte jeg hjælp hos en af den europæiske litteraturs største historiefortællere, selveste Homer (ja ja, jeg ved godt, at han sikkert aldrig har levet og nok bare er et navn, men lad os nu for nemheds skyld antage, at der engang levede en digter ved navn Homer). Historien om Markus der leder efter en far, der er forsvundet under en krig, spejler den græske myte om Telemachos, der ledte efter sin far, Odysseus, der forsvandt under den trojanske krig i Homers antikke værk Odysseen.

I Mimesis kommer 3. Verdenskrig derfor (lidt løst) til at bygge på myten om den trojanske krig, som Odysseus jo kæmpede i. Jeg blev dog nødt til at opfinde en måde hvorved den vestlige verden kunne gå ud af krigen med en knusende sejr. Med alle de udfordringer den vestlige verden har i dag, var det den eneste måde, hvorved jeg kunne se det vestlige velfærdssamfund og teknologien skulle kunne udvikle sig frit henover de næste 30 år (og det så jeg som nødvendigt, hvis jeg ville behandle en mulig fremtidig virtuel teknologi i den vestlige kultur). Jeg havde hele tiden for øje, at bogen skulle kunne læses med fuldt udbytte af en der aldrig har hørt om Homer. Og det mener jeg stadig, at den kan, af unge såvel som voksne (bibliotekernes officielle lektørudtalelse siger, at den henvender sig til både unge og voksne), og der er faktisk kun meget få (vist kun en) af de anmeldere, der har omtalt bogen, der har omtalt dens referencer til Homer, selvom de fleste alligevel har fanget hensigterne bag bogen. Jeg vil derfor beskrive Mimesis som en bog om en mulig fremtid, der bygger på en mytisk fortid. Den arbejder med begrebet efterligning på mange planer. En efterligning kan for eksempel være et virtual reality spil, en efterligning af en antik myte eller et forvrænget spejlbillede.

Derudover spejler bogen naturligvis mig, og hvad der tilfældigvis var i mit hoved henover det år, hvor jeg skrev den (slutningen af 2015 til slutningen af 2016). Der var større terroraktioner i blandt andet Paris og Bruxelles, og bogens 3. verdenskrig blev derfor forklaret med udgangspunkt i de aktuelle begivenheder (hvis den havde været skrevet efter Brexit og Trump, er det ikke umuligt, at den ville have set anderledes ud). David Bowie døde undervejs, og pludselig kom han ind i bogen, fordi han i en periode konstant var i mine tanker (Jeg vil derfor også nævne ham som en af bogens store inspirationskilder. Typiske Bowieske temaer: illusion og virkelighed, identitet og fremmedgørelse og søgen efter værdier i en kaotisk og tilsyneladende meningsløs verden er temaer der alle kan genfindes i Mimesis.)

Sådan tror det er, når man skriver bøger. Det er vigtigt at ikke have et konkret forbillede, der ligner det, man gerne vil lave, men det er på den anden side umuligt ikke at have forbilleder. Derfor søgte jeg mine forbilleder i noget, der var umiddelbart fjernt fra en moderne Science Fiction roman (en antik digter og en moderne rockmusiker), og jeg føler derfor, at jeg står tilbage med et værk der er originalt.

Om det også er godt, det kan jeg ikke bedømme. Jeg tænker, at det i hvert fald er en verden, du kan gå på opdagelse i, og at alle nok ikke vil finde det samme. Det har været rigtig sjovt at se, hvordan alle anmeldere har valgt at fokusere på forskellige aspekter af bogen, og har haft meget forskellige opfattelser. Jeg tænker, at det er noget der adskiller en bog fra en film. Du kan ikke helt styre, hvad læseren vil se og finde. I sidste ende er det også det der for mig er det mest spændende ved at bruge netop litteraturen som spejl. Spejlingen

finder kun sted inde i læserens hoved, og der er derfor ikke nogen forudgående virkelighed, der spejles.

Det er faktisk også sådan man normalt bruger begrebet Mimesis inden for kunstteorien. Når man siger, at litteraturen efterligner virkeligheden, er det ikke fordi den skal være realistisk og ligne virkeligheden 1:1. Mimesis skaber blot et univers, der uden at være det opfører sig som virkelighed og prøver at bedrage læseren med sin illusion. Heldigvis er det (under de rette omstændigheder!) sjovt at blive bedraget.

0 notes

krummeskrummelurer · 7 years

Photo

Super skønt arrangement med @politikensforlag og A. J. Kazinski / Anna Ekberg i dag, om deres nye bog Kærlighed for Voksne. En hyggelig snak om bogen, venskaber, dagligdag og kærlighed. (Og lidt om Instagram og telefoner der pludselig dukker op 😉) 📚📚📚📚📚📚📚📚📚📚📚📚📚 #annaekberg #ajkazinski #kærlighedforvoksne #politikensforlag #Bøger #bog #læser #book #books #læsehjørne #læsehest #bogblogger #blog #blogger #read #reading #bookstagram #bookoftoday #BookOfTheDay #KrummeskrummelurerDk #DKBlogs #æøå #bloggerdk #Instaread #instabookstagram #bogsnak #Instabook #igread #bookshelf #bookstagrammer

0 notes

aeseloere · 4 years

Text

Den lille zoolog fortæller, af Rie Skovgaard

Læs sammen

Forfatter og illustrator Rie Skovgaard vil med sin nye serie Den lille zoolog fremme læselysten og øve læsetræning hos børn. I serien, der indtil nu tæller fire bøger, møder man Den lille Zoolog, der tager på opdagelse i naturen. I hver bog møder han nye dyr, som han nysgerrigt undersøger. Bøgerne er en blanding af fiktion og fakta, som helt sikkert vil tiltrække mange børn.

Serien er særlig på den måde, at der er afsnit, som barnet selv skal læse. Disse afsnit er markeret med farver, som igen repræsenterer et lix-tal. Andre afsnit skal den voksne læse højt. Ideen er god, men det kræver lidt øvelse at finde ud af. Bøgerne vil helt sikkert give anledning til at snakke sammen, om det man læser. Både børn og voksne vil lære nye ting om de mange dyr.

Den fjerde bog serien Den lille zoolog fortæller er lidt anderledes fra de andre. Hvis man har læst de første tre bøger inden, har man allerede god viden om de dyr, der bliver præsenteret i denne bog. Her er mere tekst, som forældre skal læse højt. I den tekst er der ord i forskellige farver, som barnet kan læse. På den måde bliver det til fælles læsning.

Den lille zoolog er en ambitiøs serie, der vil mange ting. Det fungerer overraskende godt, og vil helt sikkert styrke både læselyst og læsetræning hos nogle børn i indskolingen. Jeg er vild med ideen om, at de kræver at børn og voksne læser sammen.

Tak for gratis anmeldereksemplarer fra Forlaget Aksel.

Den lille Zoolog, skrevet og illustreret af Rie Skovgaard. Grafisk design af Katrina Juul. Forlaget Aksel, 2019.

#denlillezoolog #læslet #giraf #hval #insekter #insekt #fakta #illustreret #læselyst #læssammen #delafserie #rieskovgaard #forlagetaksel #æseløredk

0 notes

healthmaria · 7 years

Text

Fra fireårs alderen husker jeg, at jeg synes det var sjovt og latterligt, at min far ledte efter os i køkkenskuffer og bag døre, når vi lå under spisebordet eller i et hulrum under køkkenbordet og klukkede af grin. At gemme os og blive fundet var vidunderligt. Det kunne også være vi stod og bevægede os bag et gardin.

Fra samme tid ser jeg mig selv og min tvillingebror med en køkkestol på ryggen og vi var snegle. Lidt for store til at kravle, men dejligt at kravle alligevel.

At klæde os ud var også et hit. Det bestod altid af voksentøj og tæpper.

Vi klæder os ud med Karin sommeren 1953 2 1/2 år

Karin fra Bispebjerg er med i sommerhuset sommeren 1953

Vi klæder os ud og går på varme fliser sommeren 1954 sammen med naboens barnebarn Ole

Fra tiden inden vi byggede helårshuset i Herlev i 1954

På ferie i Lynæs ca 1958. Far kan ikke gå mere med os

At gynge på min fars ben, mens hans stod og holdt i en dørkarm eller lignende. Det blev sværere og sværere jo tungere vi blev. Han havde en af os på hvert ben. Den leg blev skiftet med, at jeg helt stivt kastede mig bagover i den tro, at han greb mig.

Det bedste med min mor var at, hun læste historier eller fortalte fra sin egen barndom. Den var mere livlig end vores og med mange flere veninder og familiemedlemmer omkring sig end vi havde.

Fra venstre to kammerater fra Marthavej og søstrene Ruth og Eva ca. 1925

Vores engelske venner fra min mors rejse til England i 1946 sendte altid små gaver til fødselsdag og bogen om de slemme mus gjorde et kæmpe indtryk, idet musene var så uartige at de slog gibsmaden i stykker i dukkehuset i frustraktion over, at de ikke kunne spise den.

Min første bog fra vores engelske venner Beatrix Potters “Two Bad Mice”

“Nils Holgersens forunderlige rejse” og Dickens “Oliver Twist” var to bøger, som gjorde et uudsletteligt indtryk, fordi de var både spændende, sørgelige. Det at hun læste højt gav mig en intens lyst til at lære at læse, selvom jeg var noget længe om det. Det meste af første klasse var vi meget tit syge og derfor ikke til stede i undervisningen. Men det førte da til at jeg slugte bøger fra børnebiblioteket fra den tid, jeg kunne læse. Prøvede at komme igang med Oliver Twist inden jeg rigtig kunne læse og var en hel eftermiddag om at læse første side, inden jeg gav op indtil jeg blev ældre.

Mine favoritter var Laura Ingalls bøgerne fra U.S.A.s nybyggerliv og Astrid Lindgrens “Bullerby børnene”. De sidste levede i et romantisk univers helt uden at de voksne nævnes, mens Laura bøgerne handler om både børn og voksne og meget om at udholde de strabadser, der kom i deres daglig liv. Deres relationer var præget af meget stor gensidig respekt, hvilket jeg beundrede.

Min favorit “Det lille hus i den store skov”

Vi havde en krybekælder, hvor mine forældre opbevarede alt, det vi ikke behøvede at have oppe i huset eller andre steder, som liggestole, byggematerialer, gamle tæpper og ikke mindst de mange kasser med æbler fra haven. De, der holdt sig hele vinteren og ud på foråret, var Belle de Boskop. De blev bedre og bedre med tiden og gjorde at det duftede helt særligt derinde. Min mor satte også foråd af kartofler, grøntsager og appelsiner ind, så de bedre holdt. Det var en krybekælder og man kunne ikke gå oprejst derinde. Jeg fandt på i ti-årsaldren at gå ind og til højre og helt i bunden, hvor jeg lavede en hule med en veninde. Vi må have sat tæpper op omkring nogle kasser. Hvad vi lavede husker jeg ikke, men måske har vi læst bøger eller gamle Anders And blade.

Ved siden af vores hus til begge sider lå et lille sommerhus. Vores havde også været en udstykning med et lille sommerhus inden vores hus blev bygget. Da sommerhuset til venstre for os blev solgt, så jeg, at det blev det kørt væk på en vogn. Der skulle bygges hus til nye ejere. Dem med sommerhuset havde en stor stak Anders And blade i en stor metaltønde, som vi måtte få. Der var bare den hage ved det, at vores ældre fætre var på besøg og de tog for sig. Min bror sidder med et tyndt blad uden forside. Den måtte han få! Vi var kun omkring 3 1/2 år så vi kunne ikke hamle op med deres hurtighed. Jeg husker, hvor intenst jeg syntes den uretfærdighed var. Måske endte det med, at vi fik lidt flere. Jeg syntes jo bestemt, at alle bladene var vores, da det var os, der boede der. Ingen voksne hjalp os det mindste.

De “slemme fætre” inden episoden med Anders And bladene

Til de tidlige minder var at lave en “Boldebane”, som vi sagde. Vi gravede tuneller i sand eller grus med hænderne og lod små bolde løbe ned. Vi kørte på elendige trehjulede cykler, der var tusse gamle, men vi vidste ikke, at de var gamle og stive og aflagte fra børn inde på Bispebjerg, hvor vi kom fra.

Ca sådan så den ud

Vi havde også én rulleskøjte på et ben. vi delte for det var nok for svært at bruge to også meget aflagte. Måske duede den ene bare ikke? Lykken var at få rigtige rulleskøjter, som de nu var dengang med røde læderstropper om anklerne og over fodryggen.

Dorthe Lohmanns retro rulleskøjter

Senere blev det dejligt at mestre at hinke og både min bror og jeg kunne lide det.

Vi fik meget sjældent slik, men jeg husker at have haft nogle vingummibamser i ni eller ti årsalderen. De kom op at sidde i kirsebærtræerne. Hvorfor ved jeg ikke, men legen gik på, at jeg og en veninde havde to Rosenbuddukker, som var med ved den lejlighed. Det var en dejlig sommerdag. Samme veninde og jeg lavede også parfume af rosenblade. Hun overbeviste mig om, at det kunne vi gøre. En masse rosenblade blev lagt i vand i en balje og gemt nogle dage. Jeg var lidt skeptisk og det blev heller ikke så lækkert som rigtig parfume.

Rosenbud dukker fra min samling

Jeg beundrede, at min far malede så smukt. Det han malede fik tre gange og blev pudset med sandpapir i mellem lagene af maling. Jeg ville også male, men turde ikke spørge. En cigaræske skulle være grøn. Jeg kunne dog ikke vente på, at den skulle have så grundig en behandlig, så den blev også helt ru med ujævn maling. Meget skuffende resultat. Om penslerne blev rensede melder historien intet om.

Min bror gjorde et stort arbejde i at fjerne al svovl på en masse tændstikker og så lave en lille flyver ud af dem. Han limede dem sammen og savede forsigtigt vinger og ror i facon. tilsidst blev den larkeret. Han klippede også Tin Tins “Enhjørningens Hemmelighed”tegneserie ud af Politikken og klsitrede dem op i et stort aflangt kladdehæfte.

Jeg har tidligere fortalt, hvordan jeg elskede at tegne, klippe og farvelægge. Aldrig var det i farvebøger.

Jeg elskede glansbilleder og naturligvis allermest babyer.

Glansbilleder fra mit gamle hæfte

En farlig leg var at “dryppe stearin”. Jeg fatter ikke, at vi fik lov til det. Men vi hældte varm, flydende stearin på et billede i et Anders And blad og da det var stivnet, kunne det tages af og et skønt billede var at se på undersiden af stearinen.

Vi kom meget hos Hr og fru Eskær i sommerhuset til den anden side. De havde en voksen datter, der kom om søndagen. Engang sagde hun, at vi kunne lede efter firkløvere og straks fandt hun nogle. Det viste sig at hun havde sat en tændstik ved firkløverene, så de var til at finde med det samme. Det var lidt snyd. Der inde lærte jeg at skyde til måls med et luftgevær. Har aldrig praktiseret det siden. Vi lærte at spille kort der og lægge kabaler. Ud over at brodere og strikke fik jeg senere lært at sy efter mønster, da fru Eskær var tidligere dameskrædderinde, som det hed dengang.

Hos Eskær skyder vi til måls. Her en pige fra Horsens fra deres familie

Vores far lavede stylter til os og vi kunne gå i to højder på dem. Til sidst gik vi “rundt om Agerledet” dvs. op ad vejen og bagom og tilbage af parallelvejen. Det gjaldt om ikke at glide i nedfaldne blade.

Torben på stylter 1962

Torben leger med sin Tekno brandbil seks år

Min seks års fødselsdag 13.januar 1957 med min bedste gave

Jeg spiller klaver 1962

Torben med Bannick en forårsdag 1962

På Kronborg med familien i 1962 efter vi havde fået bil

Hjemmelavede fastelavnsdragter i 1962 og fastelavnsris

Lidt forskellige billeder fra barndommen

Glimt af lege fra barndommen Fra fireårs alderen husker jeg, at jeg synes det var sjovt og latterligt, at min far ledte efter os i køkkenskuffer og bag døre, når vi lå under spisebordet eller i et hulrum under køkkenbordet og klukkede af grin.

#Barn i halvtredserne #Barn i tredserne #Barndom #lege #Minder

0 notes