#Floder af Blod | Explore Tumblr Posts and Blogs

oneiriad · 11 months

Text

So, as requested by kajsaschubeler a Danish ficlet featuring Susan (Narnia) and Dream (Sandman).

Susan drømmer at hun vågner i et fremmed soveværelse.

Hun ligger stille og lytter til et ur, der slår tunge timeslag et sted i det store, gamle hus.

Hun står op, da hun har talt de første tyve. Stikker fødderne i tøflerne, der står ved sengen, og tager pelskåben den sorte silkemorgenkåbe, der hænger i garderobeskabet på en krog på døren, på over natkjolen.

Den snedækkede skov Huset er en labyrint. Lange, mørke gange og trapper i de særeste kroge, som om en galning var arkitekten bag værket.

Hun følger den rungende lyd af noget, som hun ikke længere tror på er timeslag.

Bag hende hører hun ulvehyl skridt, og hun gemmer sig bag et træ en overfyldt stumtjener mens en række sortklædte skikkelser med fakler går forbi. Da den sidste passerer trækker hun morgenkåbens hætte op over hovedet og falder i takt bag dem.

De fører hende til en stencirkel ned i husets kælder.

Skabningerne De sortklædte skikkelser samles hujende og skrigende, vrikkende og dansende højtideligt messende omkring et stenbord en cirkel.

Der ligger en løve en mand på stenbordet i cirklen.

En afskyelig lille trold med en absurd stor saks En dreng, som virker vagt bekendt vover sig hen til den bundne løve mand. Tøver, men berøver så den fangne konge hans regalier.

Endelig træder heksen selv en gammel mand frem og hæver sin kniv rækker hånden frem...

Susan ser væk.

Hun ser ikke op igen før det nedrige rakkerpak kultisterne er væk, før det bare er hende og den mishandlede løve manden guden kongen i sit krystalglasbur.

Hun kender sin rolle her. Hun husker den tydeligt, ved nøjagtigt hvad der forventes af hende, hverken mere eller mindre. Alligevel ser hun blot på kongen i sit bur - hvid som sne, sort som ibenholt.

Hun løb tør for tårer for længe siden, et eller andet sted mellem Lucys radbrækkede krop og Peters sønderlemmede - og der er alligevel ikke nogle ravne mus hernede.

"Deres majestæt."

Hun nejer, før hun vender ryggen til.

***

Sagføreren kører hende til stationen næste morgen.

Den unge Hr. Burgess bærer hendes kuffert ud til bilen, fuld af undskyldninger for sin gamle fars fravær ved morgenmaden. Hun forsikrer ham om, at det skam ikke gør noget, selvom sandheden er, at det irriterer hende, at manden, der havde insisteret på at slæbe hende herud for en simpel ejendomshandels skyld, ikke engang gider udvise et minimum af gode manerer.

Da de kører ud af indkørslen spørger hun sagføreren, om det måske er muligt, at de kan lægge vejen forbi grunden "for at sige ordentligt farvel," og nej, det kan han ikke se noget problem i. De har jo tid nok før toget kommer.

Huset er selvfølgelig en ruin, det vidste hun godt, men det er noget andet at se det selv - at se murstenene på græsset og det bizarre syn af en flyvinge, der stadig stikker op.

Hun mindes kort et andet hjem, en anden ruin - så ryster hun på hovedet, kraftigt, som om en hveps var fløjet for tæt på, og vender ryggen til.

Det er alligevel ubrugeligt til hendes formål. Den nye ejer vil helt sikker rive huset ned, rydde op, måske grave ud til en kælder.

Hun går langs åen og fisker den lille stofpose op af tasken. Den skarpe formiddagssol gør det hvide stof næsten gennemsigtigt, næsten grønt.

Næsten rødt som Edmunds blod. Hun kan lugte det, lighusstanken, mærke nylonsstrømpen hun havde brugt som en improviseret handske mens hun gennemrodede hans lommer, så politibetjenten ikke ville kunne se nogle pletter på hende bagefter, og så hun ikke risikerede at komme til at røre ved...

Hun kunne smide den i åen.

Men åer flyder ud i floder og floder flyder ud i havet, og hun smed en af de gule ud fra færgen til Calais.

Hun vandrer langs åen, forbi træet hendes brødre plejede at hoppe i åen fra, og langs krattet, hvor de allesammen proppede sig med bær. Et pludseligt minde og hun maser sig ind og jo, det gamle brønddæksel er der stadig, gemt og glemt og med et knastehul.

Vil det være nok? Risikere hun ikke bare, at nogen finder den? Den nye ejer, måske, med hans okkulte prætentioner?

Skulle hun ha' beholdt grunden? Genopbygget huset (for hvilke penge?) og slået sig ned som eremit og portvagt? Var det derfor hun havde været indsat som professorens arving, længst nede i testamentet efter selv deres fætter?

"Frk. Pevensie? Hvis De ikke vil vente til fire-toget skal vi kører snart!"

Der går lidt før hun hører plasket. Så går hun ud af krattet igen, retter på sit tøj og børster et par blade af, før hun går tilbage til bilen.

Hele historien startede med en afdanken troldmand. Hvis det går helt galt, så er det vel passende nok at den slutter med en af samme slags.

Og med den tanke går Susan ud af eventyret en gang for alle.

#Sandman #My fanfiction #Narnia #kajsaschubeler

0 notes