danielmouradjensen

[danielmouradjensen]

FORSKNINGEN AF 1001 NAT

Følgende artikel omhandler forskningen af 1001 nat, og hvilke problemer de forskellige akademikere har haft med at behandle og oversætte 1001 nat. Det yderst interessante med behandlingen af 1001 nat er ikke blot de mange historier, der omhandler alt fra tiggere og gadehandlere til konger og hoffolk (en demografisk beskrivelse). Men også geografisk er historierne interessante, da de tager udgangspunkt i flere lande såsom Egypten og Irak. Den anerkendte orientalist, Edward Lane, kunne ud fra sin behandling og oversættelse af 1001, bruge sine omfattende fodnoter til at fortælle sine læsere om den islamiske kultur. Dette resulterede i bogen “Arabian society in the Middle Ages, studies from The thousand and one nights”.

En anden engelsk orientalist, Richard Francis Burton, brugte blandt andet 1001 nat til at chokere og provokere det victorianske borgerskab i England. Han var træt af englændernes syn på sex, og han ønskede med udbredelsen af historierne i 1001 nat at ændre dette syn. 1001 nat var ikke blot eksotisk for de europæiske læsere men sandelig også erotisk i sine beskrivelser af konkubiner, sorte tjenere og harem. Men der lå mere i at arbejde med 1001 nat på grund af det erotiske indhold, der var penge at tjene, prestige at opnå og beundring fra henrykte læsere. Da nogle af de berømte historier for første gang udkom på et europæisk sprog, valgte franskmanden, Antoine Galland, at censurere indholdet, så det ikke ville støde de franske læsere. At oversætte 1001 nat til et europæisk sprog var ikke bare svært men gav også en lang række heftige diskussioner blandt orientalister og filologer. Mange af dem, der oversatte samlingen, var ofte sjuskede eller var for kreative i deres oversættelse fra arabisk til deres modersmål.

Den danske orientalist, Johannes Østrup, brugte mange kræfter på at finde frem til oprindelsen af ophavsmanden eller ophavsmændene af 1001 nat. Og ligeledes var han interesseret i at finde frem til tidspunktet for skabelsen af dette fascinerende værk. Men spørgsmålet er om det så var lige til? Hvorfor er der flere besvarelser til et spørgsmål? Og hvilke videnskabelige argumenter og metoder blev benyttet i at komme nærmere på en forståelse af 1001 nat?

De omtalte orientalister og filologer Antoine Galland (1646 – 1715) var en yderst anerkendt fransk orientalist og den første, som oversatte en række historier fra 1001 nat fra arabisk til fransk. Det første bind udkom i 1704, og det var startskuddet til en blomstrende jagt på originale manuskripter af 1001 nat på arabisk. Men også indædte rivaliseringer blandt de mange mennesker som havde en videnskabelig interesse i 1001 nat. Galland beherskede op til flere sprog, heriblandt arabisk og persisk, og var derfor en kyndig assistent for Barthélemy d’Herbelot (1625 – 1695), der arbejdede på et ganske særligt projekt. Bibliothéque orientale var det første forsøg på at lave en encyklopædi over islam og blev færdiggjort af Galland i 1697. Dette værk er ifølge Robert Irwin (britisk historiker) et af de første tegn på orientalismens begyndelse.

Edward William Lane (1801 – 1876) var søn af en præst og en betydningsfuld engelsk orientalist, som havde skrevet en række vigtige publikationer om islam og sproget arabisk. Hans oversættelse af 1001 nat fra arabisk til engelsk udkom i flere dele fra 1838 – 1841. Men det er især hans teologiske baggrund, der er vigtig at fæstne sig ved, når man skal diskutere om hans behandling af 1001 nat. Desuden var han en af de orientalister, som faktisk tog til et arabisktalende land, i stedet for at sidde skjult bag en masse støvede bøger på det lokale universitet.

John Payne (1842 – 1906) var en engelsk lingvist og poet, der havde et særdeles godt talent med at oversætte poesi fra en lang række sprog til engelsk. Dette var en af grundene til at hans udgave af 1001 nat adskilte sig fra de andre oversættelser. Hans oversættelse var et litterært værk og ikke et antropologisk indgangsvinkel til, hvordan man levede i Orienten.

Den noget specielle kaptajn Richard Francis Burton (1821 – 1890) var en engelsk orientalist, debattør, lingvist og eventyrer (kært barn har mange navne). I starten hjalp han John Payne med hans oversættelse men begyndte selv at oversætte 1001 nat, da han så at der var penge og prestige i værket. Ligeledes så han et ganske særligt formål med de fortællinger, som havde et erotisk indhold, hvilket han mente de engelske læsere havde en ret til at få kendskab til. Men i modsætning til Payne havde han det med at perversere, det der originalt var skrevet.

Johannes Østrup (1867 – 1938) var en kendt dansk orientalist, som blandt andet var respekteret for sine ideer omkring studiet af 1001 nat. Og som mange af sine kollegaer var han velkendt med latin og græsk, og senere med det semitiske sprog. Østrup har stået bag en masse publikationer omhandlende islam, arabisk litteratur (oversættelser) og rejsebeskrivelser fra Mellemøsten. Ligeledes har han været kendt for at oversætte næsten hele 1001 nat, som udkom i 6 bind i 1927 – 1928 . Men i forbindelse med denne lange artikel, må det nok siges at være hans disputats fra 1891, Studier over Tusind og en Nat, som er mest interessant. Grunden til dette at hans redegørelser for hvordan man kan anskue oprindelsen og betydningen af 1001 nat. Den blev senere oversat til russisk (1905) og tysk (1925).

Forskning og de benyttede videnskaber Forskning er et ret så benyttet ord/begreb, som vil blive brugt en del gange i hele denne artikel, hvilket er derfor der kort vil blive skrevet et par linjer om det. Hvornår er man forsker? Det er man, når man undersøger et område for at kunne opnå ny eller mere viden. I princippet kan en forsker være en hvilken som helst person, som f.eks. ønsker at undersøge hvorfor orientalister havde så forfærdeligt travlt med at kritisere hinanden. Dog vil resultatet have større validitet og seriøsitet hvis den samme person har en relevant uddannelse samt en videnskabelig baggrund. At forske handler kort sagt om at opsøge og bearbejde de indsamlede data.

De forskere, som arbejdede med 1001 nat havde kendskab til en eller flere af følgende videnskaber: historie, filologi, lingvistik, teologi, semiotik, numismatik og palæografi.

En interesse for 1001 nat i det 18. århundrede Som nævnt tidligere var den franske oversættelse af 1001 nat det første europæiske sprog, der gjorde det muligt for det europæiske publikum at følge med i eventyrerne om “Sindbad Søfareren”. Men det der har interesseret akademikerne gennem århundrede, er hvordan Galland har fået kendskab til de historier, han valgte at tilføje til sin oversættelse. Det er validiteten af fortællingerne, der blandt andet er kernen i studiet af 1001 nat. Hvad man ved indtil videre er at Galland fik tilsendt et sjældent manuskript (3 – 4 bind) fra Syrien, som menes at stamme fra det 14. eller 15. århundrede. Men sandsynligheden for at han også benyttede andre manuskripter, hvoraf nogle ikke eksisterer længere, er der ikke tvivl om. Yderligere fik Galland hjælp af en syrisk maronit ved navn Hanna Diab, der ud fra sin hukommelse kunne genfortælle, på arabisk, 14 historier fra 1001 nat. Hvilket besværliggør spørgsmålet om fortællingernes ægthed, da der er tale om en mundtlig overlevering frem for en skriftlig. Der var endda kritiske røster, som mente at nogle af de historier, som var med i Galland’s oversættelse var opdigtede af ham selv, f.eks. “Aladdin” og “Ali Baba og de fyrretyve røvere”. Grunden til dette var af man ikke har kunnet finde historierne i eksisterende arabiske manuskripter før tilblivelsen af Galland’s oversættelse. Ergo var der visse personer som mente, at fortællingerne senere hen måtte være oversat fra fransk til arabisk og ikke omvendt.

Det arabiske manuskript som Galland benyttede som grundlag for sin oversættelse er med tiden blevet døbt Galland-manuskriptet. Og det menes at være det ældste manuskript på arabisk som indeholder en lang række af nætterne fra 1001 nat. Efter Galland’s oversættelse var interessen for at finde lignende manuskripter enorm. Ikke blot på grund af en videnskabelig og litterær nysgerrighed men sandelig også for pengenes skyld.

Oversættelse og forskningen af 1001 nat i det 19. århundrede Dette er klart den mest interessante periode, når man ønsker at danne sig et overblik over hvilke tanker og argumenter omkring 1001 nat de forskellige akademikere fremførte i deres publikationer. Vi vil derfor starte med at se på hvad der tog for sig i England og derefter bevæge os over til Johannes Østrup i Danmark.

Hvis engelske læsere ikke havde kendskab til arabisk, var de nødsaget til at købe Galland’s oversættelse af 1001 nat, som var oversat fra fransk til engelsk. Det var først i 1838 – 1841, at der var mulighed for at få en direkte oversættelse fra arabisk til engelsk. Det var Edward Lane der stod bag denne oversættelse, der med sit hav af fodnoter resulterede i en antropologisk skildring af det arabiske samfund i middelalderen. Da Lane valgte at oversætte 1001 nat, påpegede han at fodnoterne var der for at belære den almene læser om de fremmedartede skikke og vaner i Orienten. Et eksempel kunne være når læseren støtte på begrebet, slavinder, ville denne få en udførlig beskrivelse af de gældende regler der var for en muslim at have en slavinde eller flere i sin husholdning. Eller hvilke slaver, som blev betegnet som mere værdifulde end andre. F.eks. var de fleste slaver fra de afrikanske lande (de farvede slaver), dog var der også slaver fra Georgien og Circassia (de hvide slaver), som kun tjente de vigtigste og rigeste familier .

Hvor de almene læsere ville forundres over en ånd, som var fanget i en flaske, var Lane mere interesseret i flaskens virkelig betydning og oprindelse.

Det interessante med Lane var hans teologiske tilgang og metodiske arbejde til behandlingen og oversættelsen af de arabiske kilder. Dette kom ofte til udtryk i de engelske ord og vendinger, han benyttede i hans version af 1001 nat.

For Edward Lane var 1001 nat altså mere end blot underholdning, da de adskillige fortællinger kunne studeres i et forskningsøjemed. Dette gjaldt også for Richard F. Burton, som også så en anden mulighed med 1001 nat.

Fra 1885 – 1886 udgiver Burton hele 10 bind af 1001 nat, og han vælger efterfølgende fra 1886 – 1888 at udgive et supplement på yderligere 6 bind. Dette gør hans oversættelse til datidens største engelske udgave af 1001 nat. Hvad kunne være årsagen til dette? En af forklaringerne var at han nægtede at censurere fortællingerne for erotisk indhold, og fordi han ligesom Lane havde tilføjet uhyggeligt mange fodnoter omhandlende den islamiske kultur. Og ligesom mange andre, der arbejdede med 1001 nat, havde Burton fået hjælp af datidens orientalister til sin omfattende oversættelse.

Burton’s oversættelse udkom på et tidspunkt, hvor det konservative engelske samfund var ramt af et virvar af erotisk litteratur, sexskandaler og organisationer, hvis mål var at bekæmpe det amoralske. Hans oversættelse kunne tolkes som et symbolsk “våben” mod det samfund, som han selv tilhørte. Burton ønskede at vise hvordan Vesten på mange måder kunne lære noget af den kultur som blev beskrevet i 1001 nat.

Yderligere mente Burton at eftersom det britiske imperium udgjorde det største islamiske imperium i verdenen ville 1001 nat være en værdifuld hjælp til at forstå Orienten.

Følgende citat giver et ganske godt billede af, hvordan Englands tre vigtigste oversættere af 1001 nat blev betragtet på baggrund af deres akademiske arbejde:

“With Britain’s growing interest and influence in the Muslim world, several English scholars translated the Nights anew in the nineteenth century, seeking to set the tales soundly in the context of Islamic culture and society. Edward Lane’s edition (1839-41) was noteworthy for its extensive annotations about Islamic culture, John Payne’s (1882-84) for its lyrical translation from the Arabic. What set Burton’s effort apart was not merely its massive scale (it included seventy-eight more stories than Payne, the next longest translation) but its determination to include material that previous translators had considered offensive to Western readers and to explain its ethnographic significance in extensive, not amended or censored by removing potentially offensive material footnotes”.

Problemet med Burton var, at han fokuserede for meget på seksualiteten og havde en tendens til at blande det sammen med racisme. F.eks. var han af den overbevisning at sorte mænd var klart overlegne end hvide mænd når det kom til at dyrke sex. Og at persiske mænd havde en naturlig tendens til pædofili. Burton befandt sig i et århundrede hvor racismen blev betragtet som pseudovidenskabeligt. Derfor kan man med rette sætte spørgsmålstegn ved det videnskabelige i hele hans behandling af 1001 nat. Burton’s oversættelse og kritik af Lane delte da også orientalisterne i to lejre. I en kritik rettet mod især Burton blev der skrevet at Galland’s oversættelse hørte hjemme i børneværelset, at Lane’s oversættelse hørte hjemme på biblioteket, at Payne’s oversættelse hørte hjemme i studiekammeret og at Burton’s oversættelse hørte hjemme i kloakkerne.

Johannes Østrup og hans behandling af “Et tusind og en nat” Johannes Østrup har også oversat 1001 nat, men hvad der er vigtigere i denne sammenhæng er at han har forsket i, hvem der kunne stå bag dette orientalske værk. Var det en enkel person, eller var der flere personer indblandet?  Var man nu sikker på om værket i det hele taget var af arabisk oprindelse?

Det er faktisk også muligt med følgende citat fra Johannes Østrup, at besvare hvorfor det 19. århundrede var en ret så interessant periode i studiet af 1001 nat: “Det er egentlig først i dette århundrede, at man har forsøgt at give svar på dette spørgsmål (se ovennævnte spørgsmål). Dette forhold står i den nøjeste forbindelse med det opsving i de orientalske studier, som netop dateres omtrent fra århundredets begyndelse”.

Oprindelse En af de mange heftige diskussioner, som har opstået i forbindelse med forskningen af 1001 nat har været værkets oprindelse. Nogle var i den overbevisning om at de vigtigste fortællinger, som udgjorde kernen i værket var græske. Albrecht Weber (tysk historiker og professor i indisk sprog og kultur) var en af de forskere, som derimod mente at værkets rødder kunne spores tilbage til ældre indiske fortællinger. Disse indiske eventyr-historier var senere hen hentet fra Persien - og senere igen endt i de arabiske lande. Webers bagvedliggende metodiske arbejde for hans påstand lå i at analysere fortællingerne i 1001 nat for at sammenligne dem med indiske fortællinger.

Det persiske værk, Hezar afsane (hvilket betyder Tusind Fantasirige Historier), har ligeledes givet forskerne en del at tænke over. Fordi det er som Østrup fremførte i sin disputats, at der var forskere som enten var imod eller for denne teori. Der var endda forslag om at selve rammen i 1001 nat var taget direkte fra Hezar afsane, hvilket forklarede de mange persiske navne. Edward Lane mente derimod, at det persiske værk blot var en eller form for inspiration til kompositionen i 1001 nat, og at der altså ikke var tale om en oversættelse af det persiske værk.

Hvad der er yderst interessant med Hezar afsane, er at det er i dette værk at den berømte konge Shariyar og hans historiefortæller Shahrazad nævnes. Og den tilknyttende historie om hvordan hun hver aften, efter at have haft samleje med kongen, reddede sit liv ved at fortælle en historie som hver gang bevist blev afbrudt ved daggry. Kongen havde nemlig en vane med at slå sin elskerinde ihjel efter, at han havde taget hendes mødom, og klog som hun var, fandt hun en måde at udgå at blive dræbt som de andre kvinder. Historierne fortsatte i 1000 nætter, indtil hun endte med at få et barn med ham, og efterfølgende fortalte om hendes geniale plan til kongen. Ægtheden af denne historie i Hezar afsane kan bevidnes af Al Mas’udi (895-956) en arabisk historiker, hvis bemærkninger yderligere kan støttes af optegnelser fra en boghandler ved navn Al Nadim (d. ca. 990).

Østrup var af den overbevisning, at man var nødt til at forske i de enkelte fortællinger, frem for hele værket, for at kunne komme nærmere en videnskabelig løsning. Derfor ønskes der en nærmere gennemgang af hans undersøgelse af fortællingerne om Sindbad, den dristige søfarer.

Her gjorde Østrup blandt andet gældende at det var sømandshistorierne, der gjorde udsagnet om at fortællingerne var af arabisk oprindelse mistænksomt. Han påpegede at araberne var mere kendte for at rejse indenlands frem for ude på havene. Han fokuserede derfor på den ringe maritime udvikling hos araberne, som en af grundene til at afvise en ren arabisk oprindelse. Ikke desto mindre var hans konklusion, at fortællingerne om Sindbad måtte stamme fra arabisk jord i middelalderen. Men at indholdet af fortællingerne indeholdte elementer fra andre landes myter, eventyr og sagn. Yderligere påpegede han, at eventyrerne om Sindbad måtte være nogle af de fortællinger, som senere blev tilføjet den ældre originale kerne i 1001 nat. Dette skyldtes det manglende erotiske indhold, som man ellers ville kunne finde i netop nævnte kerne.

Ved at analysere historiernes indhold var Østrup og hans kollegaer i stand til at skelne mellem originale og ikke-originale bidrag til 1001 nat. Et eksempel på dette var den store ridderroman om Umar ibn Numan og hans sønner, der med både form og indhold udskilte sig tydeligt fra de andre fortællinger i 1001 nat. Yderligere har Østrup’s undersøgelse af ridderromanen, fundet det ejendommeligt at der fokuseres mere på den islamiske patriotisme end noget andet. Ifølge Hermann Zotenberg (fransk orientalist) kunne grunden til denne tilføjelse skyldes manglende historier, altså et spørgsmål om fyld. Titlen på værket antyder jo, at der er 1001 nætter (historier) i alt.

Der var også forskel på hvordan persere, indere og arabere så på betydningen af ånder, spøgelser og dæmoner. De to første nationaliteter benyttede flittigt brugen af det overnaturlige i deres fortællinger, hvor araberne var meget mere tilbageholdende. Det var først med og efter profeten Mohammad at bevidstheden om det overnaturlige fik større betydning. Ligeledes var der en forskel på de egyptiske og ikke-egyptiske fortællinger. F.eks. kunne man finde en historie i to versioner, hvor afslutningen i den egyptiske udgave præges af noget overnaturligt, men hvor afslutningen i den syriske har holdt sig fra det overnaturlige (Østrup tager udgangspunkt i fortællingen om smeden Basim). Dog begrunder Østrup dette med følgende citat: “… at den mere skeptiske og rolige syriske karakter ikke ynder denne indblanding af overnaturlige væsner”. Hvilket desværre må siges at være mere af personligt karakter/observering end videnskabeligt. Der findes desværre heller ikke fodnoter, der understøtter eller uddyber denne påstand.

De historier i 1001 nat som ikke blev betegnet egyptiske menes at stamme fra Bagdad, hvor fællestrækkene var eksotiske beskrivelser af gadelivet, markederne og den luksus og pragt man kunne finde i byerne. I næsten alle de fortællinger, hvor kaliffen Harun al-Rashid (763 – 809) optrådte, anså Østrup dette som et væsentligt bevis på deres oprindelse.

Østrup valgte at fastslå at Bagdad måtte være hjemsted for den første gruppe af historier, som blev tilføjet den originale kerne. Østrup kritiserede derfor Edward Lane for at få detaljer til at se større ud end de reelt var og dermed konkludere at alt var egyptisk. At der i denne sammenhæng kan opstå uenigheder blandt forskerne på dette punkt, afhænger af hvordan man vælger at tolke omtalen af visse historiske personer, navne, genstande (omtalte flaske nævnt tidligere), bygninger eller institutioner.

Tid Også under dette punkt var der også en indædt strid i, hvornår man kunne tillade sig at komme med et konstruktivt bud på, hvor gammel 1001 nat egentlig var.

Østrup skrev i sin disputats at, ifølge Michael Jan De Goeje (hollandsk orientalist) var sproget for plat og obskøn til at kunne tilhøre de højtuddannede under kalifatet i Bagdad. Goeje mente at 1001 nat kunne dateres til den anden halvdel af det 15. århundrede, hvilket også var et forslag som Edward Lane delte. Albrecht Weber mente, ifølge Østrup, at hele afslutningen blev færdiggjort inden den ottomanske invasion.

Ifølge Østrup eksisterede der et spillerum på cirka 4 århundrede for dateringen af hele værket. Men for de forskellige historier/nætter i 1001 nat har der eksisteret et spillerum fra det 8. århundrede til det 17. århundrede. Og i dette spillerum har forskellige forskere kommet med hver deres bud på en datering af 1001 nat. Men hvis man ikke ved hvad 1001 nat er, og hvad dette værk består af, kan man ifølge Østrup ikke komme nærmere en bevarelse af dateringen for 1001 nat. På baggrund af afsnittet om oprindelsen af 1001 nat konkluderede Østrup, at værket har gennemgået en udvikling, der har strakt sig fra begyndelsen af det 9. århundrede til det 14. århundrede.

Richard Burton mente også, at man var nødsaget til at datere værket i en længere periode, som i dette tilfælde strakte sig fra det 10. århundrede til det 16. århundrede. Grunden til denne konklusion skyldtes b.la. Burton’s overbevisning om persisk indflydelse og de mange forskellige tilføjelser af fortællinger, som kom senere i 1001 nat.

At Edward Lane, og andre, kom frem til en anden mere præcis datering af 1001 nat hænger sammen med, at man mente at der stod højst to forfattere bag værket og at værket stammede fra et sted, Egypten. Dette må siges at gøre det betydeligt lettere at komme frem til sådan en konklusion, når den stillede hypotese er, at der kun var en eller to forfattere og af egyptisk oprindelse.

Forskningen af 1001 nat i det 20. århundrede Forskningen af 1001 nat blev absolut ikke afsluttet i det 19. århundrede men blev derimod overtaget af nye mennesker med nye ideer. Og særligt interessant er Nabia Abbott ’s undersøgelse af et fragment fra et manuskript af 1001 nat, som kan dateres tilbage til det 9. århundrede.

Fragmentet var en del af 6 papirdokumenter, som blev indkøbt af det orientalske fakultet under the University of Chicago i året 1947. Det banebrydende med dette fund var, som Abbott påpegede, at fragmentet indeholdte både titlen på værket samt en side med tekst fra 1001 nat. Gennem oversættelse, palæografi (læsning, tydning og tolkning af gamle manuskripter) og historisk kendskab til brugen af papir i den tidlige islamiske periode, har man været i stand til at kunne producere en række videnskabelige resultater. Disse resultater vil blive brugt senere i denne artikel til at sammenligne med nogle af de resultater, som blev beskrevet i det forrige afsnit.

I sin artikel “A Ninth-Century Fragment of the Thousand Nights: New Light on the Early History of the Arabian Nights” gik Abbott metodisk tilværks med at dele sit forskningsarbejde op i flere stadier. Først var der beskrivelsen af selve genstanden, som bestod af 2 lysebrune sammenfoldede papirdokumenter, hvor det meste af den nederste halvdel manglede. Derefter var der en beskrivelse af indholdet, som blandt andet omfattede titlen, ألف ليلة (tusind nætter), spredte sætninger, en skitse af en mand og en gentagen dato. Sammen med fragmentet af 1000 nætter var der en skitse af et brev. Brevet handlede om en tyrker, der transporterede og bragte (militær) midler til en anden mand som havde været i Antioch. På papiret var der flere gange skrevet en dato, 266 (hijra) eller 879 (e. kr.).

Der hvor palæografien kommer ind i billedet er forskningen af de arabiske skrifttegns form og betydning. Måden hvorpå bogstaverne er skrevet på, giver forskeren en mulighed for at kunne estimere hvilken periode fragmentet oprindeligt stammer fra. Resultaterne fra palæografien stemte overens med den opgivne dato.

På baggrund af dette fragment, som altså kan dateres til det 9. århundrede, samt fra andre relevante kilder omkring oprindelsen af 1001 nat, var Abbott’s konklusion (der mere eller mindre anses som valid den dag i dag) følgende:

a) Der forelå en arabisk oversættelse af Hezar afsane i det 8. århundrede.

b) En islamisk arabisk version af Hezar afsane blev udgivet i det samme århundrede men under navnet 1000 nætter.

c) I det 9. århundrede eksisterede der en udgave af værket bestående af arabiske og persiske fortællinger.

d) Fra det 12. århundrede voksede værket sig større, og det var formentlig i denne periode værket skiftede navn til det vi kender i dag.

e) I perioden 1512 – 20 blev de sidste fortællinger tilføjet det orientalske værk.

Med udgangspunkt i de ovennævnte punkter er der stor sandsynlighed for at sætte spørgsmålstegn ved Edward Lane’s påstand om 1001 nat’s oprindelse. Yderligere virker det som om, at den foreliggende forskning peger voldsomt i retningen af, at det ikke er muligt at komme med et præcist årstal på hvornår værket opstod.

Muhsin Mahdi (1926 – 2007), som var en anerkendt arabist og islamforsker, forskede i de kilder som Antoine Galland benyttede til sin oversættelse af 1001 nat. Mahdi undrede sig over hvorfor Galland ikke var mere præcis med at angive, hvor originale hans kilder eller manuskripter i virkeligheden var.

Galland var jo mere end blot en oversætter, han var en forsker som havde en forpligtelse over for sine franske læsere. At redegøre for hvilke fortællinger som oprigtigt tilhørte værket. Galland ønskede mere end noget andet at finde et originalt manuskript, der kunne leve op til titlen på værket. Da dette ikke var muligt, måtte Galland selv tilføje de ekstra nætter til sin oversættelse, selvom han havde givet udtryk for at have det fuldstændige originale manuskript af 1001 nat i sin besiddelse. Validiteten af værkets originalitet blev yderligere forringet, da grådige og pengegriske udgivere/redaktører fandt ud af at efterspørgslen efter flere historier var enorm og der derfor var penge at tjene.

De opdigtede fortællinger, som ikke havde noget med originalen at gøre blev udgivet under falske forudsætninger. Galland, som senere forskning kom frem til, havde valgt at være mere kreativ i sin oversættelse af 1001 nat, end han ville have gjort med andre værker. Galland var kreativ på den måde at han censurerede fortællingerne, hvis de var for frække eller skar sætninger og afsnit væk, hvis de var for kedelige.

Mahdi konkluderede i sin artikel “The Sources of Galland’s Nuits” at man skulle passe på ikke at gøre noget større/mere glorværdigt end det egentlig var. At uden udførlig dokumentation eller kritik vil validiteten bringes i fare.

Altså har denne kreativitet forringet den originale udgave af 1001 nat og medført til en række historiske, videnskabelige og litterære misforståelser. Derfor vil man kunne formode at de originale arabiske manuskripter forskningsmæssigt klart er mere troværdige.

Heinz Grotzfeld, professor i semitisk filologi og islamiske studier, prøvede at benytte numismatik (den videnskabelige læren om mønter) i 1001 nat. I forbindelse med at fastslå hvor gammelt Galland-manuskriptet egentligt var.

I Galland-manuskriptet nævnes der i en historie om en ung mand fra Mosul, der rejser sammen med sin onkel til Damaskus, en mønt (ashrafī). Grotzfeld beskrev det at finde mønten i historien var ligesom, når en arkæolog fandt en mønt ved en arkæologisk udgravning. Ordet (ashrafī) blev benyttet af araberne selv i det 15. århundrede og begyndelsen af det 16. århundrede (bekræftet af historiske kilder).

Ved at sammenligne værdien af denne mønt med værdien af dinaren under Al – Ashraf Barsbay (mamlukisk sultan) regeringsperiode (1422 – 1437), kunne Grotzfeld konkludere at Galland-manuskriptet ikke kunne dateres tidligere end 1450 (e. kr.). Argumentationen var blandt andet at mønten, som var opkaldt og udstedt af sultanen, først kunne antages at blive kendt og accepteret efter 5 - 10 år efter dens introduktion. Derfor antog Grotzfeld at Galland-manuskriptet først kunne blive kopieret efter den anden halvdel af det 15. århundrede.

Lad os afslutte I begyndelsen af artiklen kom jeg ganske kort ind på mange af de orientalister, som havde en væsentlig rolle i forskningen af 1001 nat. Jeg har blandt andet behandlet oversættelsen og det akademiske arbejde som Antoine Galland udførte i begyndelsen af det 18. århundrede. Og som datidens orientalister og almene læsere hyldede som et stort originalt litterært værk fra Orienten. Det store spørgsmål i forbindelse med Galland’s oversættelse er dog hvor originalt det egentligt er? For som jeg skrev i afsnittet, Forskningen i det 20. århundrede, har andre forsket i dette tvivlsomme spørgsmål, og fundet frem til at Galland har været mere tro mod sit publikum og redaktører end til det originale værk. Det var ved brug af artiklen fra Muhsin Mahdi, at jeg beskrev Galland for at være alt for kreativ ved at fjerne sætninger og afsnit samt at digte videre på de originale fortællinger.

Ønsker man at søge efter kilder vedrørende den akademiske behandling af 1001 nat i det 19. århundrede er det især orientalisterne Edvard William Lane og Richard Francis Burton samt filologen John Payne som fylder mest. Hvilket muligvis kunne skyldes noget af det Burton udtrykte vedrørende det britiske imperiums muslimske undersåtter. Dengang var Egypten og Indien en del af det britiske imperium. De tre nævnte personligheder havde hver deres måde at tolke og oversætte de forskellige fortællinger i 1001 nat. Med sin teologiske baggrund blev Lane’s version af 1001 nat betragtet som en tør (sprogligt), men ikke desto mindre blev hans oversættelse anerkendt som troværdigt. Og blev også betragtet som et “vindue” fra hvor den engelske læser havde mulighed for at lære om de forskellige skikke og normer i de arabiske lande. Det var dog mest den egyptiske kultur, der dominerede i Lane’s oversættelse og de omfattende fodnoter i den.

John Payne, som jeg bevidst ikke har fokuseret så meget på, var den oversætter som formåede at kunne inddrage den arabiske poesi, som de andre havde sprunget over. Og der hvor Galland og Lane havde censureret det erotiske indhold i mange af fortællingerne, havde Payne inddraget det i sin egen oversættelse. Under sin sit akademiske arbejde havde Payne blandt andet fået hjælp af den excentriske Richard Burton, der så flere muligheder i at komme med sin egen oversættelse. For ham var der penge og prestige i at udgive en oversættelse, samt en chance for at eksponere det erotiske indhold i det konservative britiske samfund. Selvom hans oversættelse var den absolutte største, fokuserede han alt for meget på seksualiteten, som blev krydret med racisme, at der var mange som ikke kunne tage oversættelsen seriøst.

Johannes Østrup har været en betydelig hjælp til at give et bud på fra hvor og fra hvilken tid 1001 stammer fra. Jeg vil derfor tage mig den frihed at opstille følgende punkter, der vil gennemgå en kronologisk rækkefølge på baggrund af Østrup, Burton, Nabia Abbott og mange flere:

Der forelå en arabisk oversættelse af dele eller hele Hezar afsane i det 8. århundrede eller det 9. århundrede. Abbott mente der var en islamisk arabisk version af Hezar afsane blev udgivet i det 8. århundrede, men under navnet 1000 nætter. I det 9. århundrede eksisterede der en udgave af værket bestående af arabiske og persiske fortællinger. Fra det 12. århundrede voksede værket sig større, og det var formentlig i denne periode værket skiftede navn til det vi kender i dag. I det 16. århundrede blev de sidste fortællinger tilføjet det orientalske værk (og der kan stadig diskuteres om det er i starten eller i midten). Østrup mente dog at værket blev afsluttet i det 14. århundrede. Det der var kendetegnende for forskningen i 1001 nat var brugen af en lang række af kendte videnskaber såsom historie, filologi, numismatik og palæografi. De forskere, som har valgt at arbejde med 1001 nat har gjort det af forskellige årsager men om det har været af litterære, historiske eller kulturelle årsager, har det endelige mål være at oplyse.

Den generelle forskning af 1001 nat bærer også præg af at være mere subjektiv end objektiv, hvilket er efter min overbevisning, en af de vigtigere faktorer for de uoverensstemmelser der har været blandt forskerne omkring forskningen og oversættelsen af 1001 nat. For i sidste ende har den enkelte forsker fundet inspiration i sin egen baggrund.

LITTERATURLISTE

Bøger:

Af begær efter viden – orientalisterne og deres fjender

Udgivet: Kbh. Vandkunsten

Udgivelsesår: 2007

Forfatter: Robert Irwin

Sprog: Dansk

Arabian society in the Middle Ages, studies from ‘The thousand and one nights’

Udgivet: London: Curzon

Udgivelsesår: 1987

Forfatter: Lane, Edward William

Sprog: Engelsk

Studier over Tusind og en Nat

Udgivet: Kbh. Gyldendal

Udgivelsesår: 1891

Forfatter: Johannes Østrup

Sprog: Dansk

The Arabian Nights Reader

Udgivet: Detroit, Mich. Wayne State University Press

Udgivelsesår: 2006

Forfatter: Ulrich Marzolph

Sprog: Engelsk

1001 nat en indføring

Udgivet: Kbh. Vandkunsten

Udgivelsesår: 2005

Forfatter: Robert Irwin

Sprog: Dansk

Hjemmesider:

http://www.lancs.ac.uk/jais/volume/docs/vol1/1_050-64_GROTZ06.PDF

http://www.jstor.org/stable/4301923

http://www.jstor.org/pss/175975

http://www.kb.dk/da/nb/samling/os/naeroest/oestrup.html

http://www.saudiaramcoworld.com/issue/200802/the.indefatigable.mr.lane.htm

http://www.bartleby.com/16/1001.html

http://www.amazon.com/Aisha-Beloved-Mohammed-Nabia-Abbott/dp/0863560075

#danielmouradjensen

[danielmouradjensen]

[danielmouradjensen]

Here are some steps to help you create a new business model that is better suited to the current market and technology landscape:

Define your value proposition: What problem are you solving and how are you different from your competitors?

Identify your customer segments: Who are you selling to and what are their needs and pain points?

Determine your channels: How will you reach and interact with your customers? This could include online or offline marketing and sales channels, as well as social media and influencer partnerships.

Evaluate your customer relationships: How will you establish and maintain relationships with your customers? This could include personal interaction, automated systems, or a combination of both.

Analyze your revenue streams: How will you generate revenue? This could include traditional sales, subscriptions, advertising, or other models.

Assess your key activities: What are the key activities that support your value proposition and drive revenue?

Analyze your key resources: What resources will you need to execute on your key activities, such as personnel, technology, and funding?

Evaluate your key partners: Who will you work with to support your business model, such as suppliers, distributors, or technology partners?

Consider your cost structure: What are your fixed and variable costs, and how will you minimize costs while maintaining quality?

Validate your model: Test and refine your business model through experimentation and data analysis to ensure that it is viable and sustainable.

By following these steps, you can create a business model that is tailored to the current market and technology landscape, and that has the potential to deliver long-term success.

#business #business model #startups

[danielmouradjensen]

Dansk svensk gårdhund

- egne billeder

Kendetegn

Loyal (ikke altid når der er mad), nysgerrig, sjov, intelligent, venlig overfor andre mennesker, snu, fjollet, hurtig, adræt …

Fakta

Vidste du at en dansk svensk gårdhund kan blive op til cirka 15-16 år. Dette er en hunderace som kan spores helt tilbage til vikingetiden.…

[danielmouradjensen]

LIDT TEKST

Libanon er kendt for mange ting – på godt og ondt. Libanon har stadig mange unikke ruiner og templer, som blev opført af romerne og fønikerne. Det er landet, hvor vi finder Cedrus libani, som nævnes flere steder i Bibelen og forskellige litterære tekster. Det er et land, hvor man har Middelhavet på den ene side og Mount Lebanon (bjergkæde) på den anden side. Tager man op i bjergene, så kan man opleve historiske landsbyer, nyde vild natur og stå på ski.

Fra 1975 til 1990 blev de libanesiske byer og gader omdannet til regulære kamppladser for udenlandske og libanesiske bevæbnede styrker. Boligblokke i Beirut, og andre byer, blev med tiden til konfessionalistiske ghettoer, hvor religiøs identitet var vigtigere end en samlet national identitet. Med en fælles accept af Taif-aftalen, og dermed slutningen på den 15 år lange borgerkrig, kunne en genopbygning af landet begynde med stor økonomisk hjælp fra den tidligere premierminister Rafiq Hariri og (Saudi Arabien).

FAKTA

Befolkningstallet: Ca. 5,261,372 (kilde: CIA)

Valutaer: libanesisk lira og den amerikanske dollar.

I Libanon er det officielle sprog arabisk (libanesisk dialekt), dog er fransk af historiske og kulturelle årsager ligeledes et vigtigt sprog for mange libanesere. Engelsk er særligt blandt de unge meget populært. Grundet den armenske minoritet tales der også armensk.

Der er 18 anerkendte religiøse minoriteter/sekteriske grupperinger.

Andre vigtige byer ud over Beirut: Tripoli, Baalbek, Sidon (Saida), Byblos.

Libanon har været en tidligere fransk koloni (fransk mandat).

Libanon er et vinproducerende land og det mest populære brand, i landet, er Château Ksara.

BEIRUT

En hovedstad som både er supermoderne og i forfald. En hovedstad som rummer masser af forskellige mennesker og kulturer. En historisk storby som Frankrig selvfølgelig har påvirket i flere årtier – blandt andet gennem arkitekturen.

Trods adskillige kriser (listen er lang) er der stadig mulighed for at gå på restaurant, nyde kaffe i én af de mange caféer eller tage på bar/natklub.

#danielmouradjensen

[danielmouradjensen]

VR

VR – KORT FORTALT!

Virtual Reality er ikke en ny teknologi, men i dag er teknologien blevet væsentligt forbedret og meget billigere end det var i f.eks. 80erne.

Med VR opnår brugeren “immersion” som skaber en lang række muligheder for dem som ønsker at bruge teknologien.

VR, i fremtiden, vil helt sikkert skabe mange nye virksomheder, hvis efterspørgslen/interessen stadig er der, og ikke er blevet erstattet er en anden form for teknologi.

HVAD KAN VR BRUGES TIL?

Flere virksomheder og organisationer har valgt at bruge VR-briller til at træne/uddanne deres medarbejdere, hvilket har medført en stigning i virksomheder som tilbyder at filme 360grader videoer eller programmere VR-applikationer. En underviser kan bruge VR til at motivere sine elever eller hjælpe svage elever, som ikke får det samme ud af at læse bøger som andre vil. En kirurg vil kunne udføre operationer ved at bruge VR og robotteknologi. Medicinstuderende vil kunne øve deres evner med VR-briller uden der vil opstå ubehagelige konsekvenser, hvis nu de skulle begå fatale fejl.

Demente vil kunne opleve behagelige minder, gennem 360grader videoer, og mennesker med angst og fobier vil have mulighed for at kunne bearbejde, det de frygter. VR skal dog ikke ses som en erstatning men som supplement i undervisningen, træningen eller terapien.

FAKTA

VR er næsten for alle – visse personer vil dog ikke bryde sig om det eller bliver dårlige af at bruge VR-briller.

VR-brillerne findes i forskellige prisklasser.

VR skaber nye rum/arbejdspladser.

VR giver mulighed for at slette fysiske grænser, og gøre ting man normalt ikke kan, eller er meget besværligt/dyrt, i den virkelige verden.

[danielmouradjensen]

#Amager #Copenhagen #Denmark

#Youtube

[danielmouradjensen]

My startup - Daniel's Middle East

It all began a long time ago. Growing up, in Denmark, with a father from Lebanon, I was told about the culture in Lebanon, but never really learned the language or experienced the Lebanese culture firsthand. As the years passed, one day, I learned about a unique education in which the student would learn Arabic as a business language, economics, and intercultural communication.

This was in 2005 and trust me the years were tough, dealing with both a new difficult language and at the same time trying to understand the demand and supply curves from different perspectives. But the fun part was, without doubt, spending a year in Amman, studying at the University of Jordan, learning the language, the culture, and meeting amazing people from different parts of the country.

By getting to know Jordan and, of course, Lebanon much better, I decided to learn more about the Middle East but this time with a focus on the social and economical aspects of the region. So I took a master's degree at the University of Copenhagen and was taught by some of the leading experts in Middle Eastern studies.

“When I graduated, I was a bit confused - what to do now and what is it exactly that I can do?”

I have heard the last part often, especially from my family and friends. In the beginning, I said I could do anything that had something to do with the Middle East. That did not help. Then I began to narrow it down to what I was good at and wanted to do in the future. I wanted to help Danish companies understand how to do business in the Middle East and see new opportunities in the Arab countries.

So in 2013, I decided to establish my own consulting company, Daniel’s Middle East, with the purpose to support Danish companies by analyzing specific markets in the region - that would be relevant to them. But the thing is, I can do much more than that. One of the major problems with doing business in the Middle East is, among many others, the cultural barriers. This is where I see myself as an important asset, as someone who knows the ways of doing business in the Middle East and just as importantly, how it is done in Denmark.

Every day I use countless hours following the news, especially on different social media platforms, to get the latest business updates in the Middle East. I also use a lot of my time looking for new or established Danish companies, that would benefit from the many different industries in the region and then sell my ideas.

Through my work, I have also been aware of the great opportunities many Danish companies would gain by teaming up with new Arab companies. Some of the Arab companies or entrepreneurs that I admire the most are the ones, who have seen the future in social media (advertising) and e-business. They know what they are doing and they know their target groups in the region.

In short what I do today is selling knowledge, which everybody can do, but not all have my unique background. It is hard work, and being an entrepreneur is not without sweat, tears, and frustration. But what you gain in the end, even if your company is not going to survive in a competitive market, is something very valuable - experience.

[danielmouradjensen]

Analyse af Azazeel

Problemformulering

Da jeg første gang læste om denne ganske særlige historiske roman, Azazeel (عَـزَازيــل), var i en artikel fra tidsskriftet, Passage 62. Men dette var mere om forundringen over at forfatteren havde vundet, Den Internationale Pris for Arabisk Fiktion[1], i 2009. Samt hvorfor den blev betegnet som kontroversiel i de litterære kredse i Mellemøsten.

Derfor gik jeg rundt – der hjemme, på arbejdet og på CNI - i et stykke tid og funderede over hvad det helt præcist var, jeg ville med denne opgave. Hvorfor egentlig bruge tid på en bog, som er blevet beskyldt for at ligge op af samme genre som Dan Browns spændingsroman, Da Vinci Mysteriet? Hvad er unikt med denne roman, og hvad kan læserne få ud af denne (er det bare ren underholdning)?  

Jeg besluttede, at jeg ville fokusere på udviklingen i handlingen, og hvordan fiktion og historiske fakta blandes sammen.

Så derfor er jeg kommet frem til følgende spørgsmål:

”Hvordan udvikles hovedpersonen, persongalleriet, geografien, stemningen og plottet i Azazeel?

Der gøres brug af relevant litteratur for at kunne besvare den ovennævnte formulering tilfredsstillende. Yderligere har jeg valgt at benytte en simpel model til at se på udviklingen af de nævnte faktorer. Modellen hedder "Udviklingsmodellen" og går kort fortalt ud på f.eks. at se hvordan hovedpersonen modnes eller det modsatte fra start til slut. Denne analysemodel (se bilag) vil dog bare ligge i baggrunden af selve analysen, og vil ikke blive benyttet slavisk.

Men inden jeg så småt begynder at foretage en analyse af Azazeel, vil jeg ganske kort skrive lidt om genren og forfatterens baggrund, da dette ikke er uden væsentlig betydning.

Genren

Den historiske roman er ikke noget nyt i arabisk litteratur, f.eks. benyttede Jirji Zaydan (1861-1914) denne genre til at oplyse, og ikke mindst at underholde, om den arabiske historie og litterære verden[2]. Men hvad kendetegner egentlig denne litterære genre? Helt basalt set er det en blanding af historiske begivenheder og/eller personer samt fiktion. Hos The Historical Novel Society er der tale om en historisk roman, hvis begivenhederne har fundet sted mindst 50 år før forfatteren har gået i gang med at skrive romanen. Samt at forfatteren ikke har været tilstedeværende under begivenhederne, og derved være nødsaget til at foretage research[3]. Disse krav er gældende for Azazeel.

Forfatteren

Dr. Youssef Zeidan er af egyptisk oprindelse, og har gennem en lang række af år skrevet over 50 bøger og et væld af artikler (hvor af størstedelen er om sufisme). Desuden arbejder han fortsat med at fortage er katalogisering af over 18.000 forskellige manuskripter, som i øjeblikket befinder sig på lang række manuskript-biblioteker rundt omkring i Egypten[4]. At arbejde og systematisere ældre manuskripter, må siges at være en vigtig del af hans hverdag. I hans roman, Azazeel, er det også vigtigt at gøre opmærksom på, at han flere gange redegør for de fremmedord (som syrisk og græsk), der benyttes for at gøre fortællingen mere autentisk. Så en vis forståelse for andre tidligere historiske sprog i regionen, må kunne antages at være til stede.

En begyndelse vælges

Aleppo - حلب

Læseren starter et så utraditionelt sted som en arkæologisk udgravning[5], hvor man af forfatteren bliver gjort opmærksom på, at de gamle ruiner udgør et areal på 3 kilometer (nordvest fra den antikke by Aleppo). Ligeledes bliver læseren præsenteret for nogle yderst sjældne bind af pergamenter, fundet i en trækiste, skrevet på syrisk af den kristne munk Hypa. På dette tidspunkt er året 1997.

Jerusalem - أورشليم  

Året er nu 431 e.Kr., og læseren føres til en anden historisk og religiøs vigtig by.

Det er munken Hypa, som læseren, igennem det ene flashback efter det andet, følger på godt og ondt gennem en turbulent periode i religionens og fanatismens tegn. Og som på opfordring af djævlen (nok mere en personificering[6] af hans samvittighed), sidder på sit kammer, og nedskriver sine erindringer fra sin barndom og op til dette tidspunkt. I forbindelse med om det er djævlen eller en ond dæmon, som Azazeel kan oversættes til, har jeg valgt at det er selve djævlen der piner munken. Grunden til dette er at navnet Azazeel nævnes i historien om Adam og Eva, som den der lokker Adam til at spise af visdommens træ[7].  

Det er en pilgrimsrejse, der fører hovedpersonen til Jerusalem, og det er i denne by at han begynder at danne et venskab til den ærværdige biskop, Nestorius. Den meget ældre Nestorius er særlig interesseret i Hypa, fordi han er anderledes, intelligent og nysgerrig af natur. Læseren befinder sig nemlig i en tid, hvor adskillige menneskers tanker er blevet udråbt som kætterske, fordi de er i modstrid med andres overbevisning og verdensbillede. Hypa har en skat, en ganske særlig samling af manuskripter, som han gemmer under sin seng. Et af disse manuskripter er en mere end hundrede år gammel kopi af den græske (egyptiske) filosof, Plotinus. En anden er værket, Thalia, skrevet af teologen, Arius. Og Thomas evangeliet er ligeledes en del af munkens værdifulde skat. Dette er ikke fiktive værker, men et vidnesbyrd af interessante og provokerende (for nogle) filosofiske og religiøse tanker[8]. Youssef Zeidan har som det blev nævnt i afsnittet om forfatteren, beskæftiget sig en del med sufisme, som også gennem historien har været anset som provokende og blasfemiske. At give denne teologiske nysgerrighed hos Hypa, er med til at gøre ham mere spændende at følge, da hans personlighed får en mere nuanceret dybde.

Det er også gennem samtaler mellem at Nestorius og Hypa, at læseren begynder at lære mere om hvem denne munk egentlig er. Man får det ikke hele foræret, og må væbne sig med tålmodighed. Indtil videre vil læseren erfare at Hypa er mere end blot en munk, for han har nemlig studeret filosofi, logik (har en forkærlighed for Pythagoras) og medicin. Og behersker aramæisk, koptisk, arabisk og græsk, men hvor det førstnævnte sprog er det foretrukne, da det blev talt af Jesus. Youssef Zeidan inddrager igen elementer fra den virkelige historie (4 betydelige sprog i regionen), og illustrerer et vigtigt træk i historiske romaner[9]. En dag lægger Nestorius mærke til tårer i Hypa’s øjne, da denne fortæller om den egyptiske Gud, Khnum (der stod bag skabelsen af Nilen, og derfor også for skabelsen af mennesket).

Aswan – أسوان og Elephfantine - جزيرة الفنتين‎

Hypa fortæller Nestorius – og dermed læseren der følger med som en flue på væggen - at han kommer fra en lille landsby syd fra byen, Aswan. Og at hans far der var fisker en dag tog ham med til øen Elephfantine (syd for Aswan), for at aflevere fisk til templet, som var placeret tæt på vandet og klippefremspring, for Khnum[10]. Og hvor præsterne levede en isoleret tilstedeværelse, da deres religion måtte vige for kristendommens fremmarch. Hypa var på dette tidspunkt blot 9 år. Men bag disse klipper gemte der sig en gruppe kristne, som åbenbart ikke var glade for at faderen omgik disse vantro mennesker. Bag deres klæder bar de knive, som blev brugt på blodig vis. Dette må siges at være et afgørende øjeblik i drengens fortsatte opvækst og personlige udvikling. Men er kristendommen ikke et afgørende element i hovedpersonens liv? Hvordan kan man tilgive andre for sådan en gerning? Hypa kan da heller ikke se meningen i at bede, da Nestorius spørg om dette, for det vil jo ikke bringe hans far tilbage. Altså er hovedpersonen, et menneske som ikke er fuldstændig blind i sin tro, fordi han har set ting i sit liv som kræver svar. Han oplever personer, og begivenheder han ikke forstår det guddommelige i.

At slå et andet menneske ihjel i Guds navn er ikke noget nyt i den moderne arabiske litteratur, og ville kunne findes inden for alle religioner. Zeidan benytter dog i denne sammenhæng en gruppe kristne fanatikere til at illustrere dette.    

 Alexandria - إسكندرية

Hvorfor rejser Hypa til denne by? Dette gør han af den ganske simple grund, at det er i denne antikke hovedstad at et menneske kan få opfyldt alt hvad hjertet begærer. For Hypa er det af religiøse grunde, men samtidig også et ønske om at kunne studere medicin.

I sin beskrivelse af sine utallige indtryk igennem de mange landskaber, som fører hovedpersonen til Alexandria, møder han både kristne og hedninge på sin vej. Alexandria er en formidabel by med sine utrolige mange gader, huse og folkeslag. Og hvor kristendommen blomstrer, og truer de hedenske religioner (såsom tilbedelsen af de græske eller egyptiske Guder og Gudinder).

Det er i denne by at Hypa møder den attraktive og yndefulde, men også mystiske, græske kvinde, Octavia. De to personer mødes ved havet, efter at Hypa nær var ved at drukne.

Youssef Zeidan benytter sig af poesi, som så mange andre moderne arabiske forfattere, hvilket f.eks. kommer til udtryk i en scene fra det første møde mellem Hypa og Octavia. De befinder sig i en klippehule, hvor Octavia begynder at tage mad frem for at ligge dem på dugen. Og Hypa udtrykker følgende:

"بيض مسلوق, أرغفة الدقيق الأبيض, الجبن الأبيض, جبن آخر أشد بياضا, ماء أو نبيذ في قنينة خزفية بيضاء .. كل شئ على المنديل الأبيض الكبير, كان أبيض. ثوبها الشفيف أيضا, كان أبيض. نهدها المطل, أبيض. بشرتها, كلها, بيضاء .. و كانت دهشتي بيضاء."[11]

"Kogte (hvide) æg, hvidt hvedebrød, hvid ost, en anden mere hvid ost, vand eller vin i en hvid lertøjsflaske… Al ting på det store dug var hvidt. Også hendes gennemsigtige tøj var hvidt. Hendes bryst var hvidt, og således også hendes hud, alt ved hende var hvidt… og min forbløffelse var hvid (oprigtig)."[12]

Hun er den første kvinde han, i en alder af 23 – 24 år[13], har haft et forhold til. Hun er selv 5 år ældre end ham. Og det interessante i dette forhold er at han, en kristen munk, er sammen med en hedensk kvinde. Faktisk er det sådan, at jo mere man læser, jo mere finder læseren ud af at de to er hinandens modsætninger. Hun er en ældre enke og tjenestepige (hun er i tjeneste hos et menneske, hvor Hypa tjener Gud), men bor sammen med en sardinsk handelsmand. Som næsten aldrig er hjemme, men som interessant nok har samme lidenskab som Hypa, bøger og viden. Hun dyrker Guden, Poseidon, ærefrygtigt og som hun mener, har ført Hypa til hende. Hun er lys i huden, og han er mørk.

Han udvikler altså et forhold til denne kvinde, selvom han godt ved det ikke er helt acceptabelt, og har derfor sine tvivl og betænkeligheder. Men det er et forhold som udvikler sig til et erotisk eventyr, hvor Hypa derfor fremstilles som en hver anden mand med seksuelle lyster og svagheder, og ikke en "kristen helgen" eller den fejlfrie superhelt. I flere dage opholder han sig i handelsmandens luksus villa, hvor Hypa skiftevis tilfredsstiller sine kødelige lyster samt hans begær efter viden i husets bibliotek. I sin beskrivelse af Octavia, bruges endnu en gang metaforer til at give læseren et indblik i Hypa’s fascination for denne kvinde:

[14]"تحتي و فوقي, مثل قطة برية تفترس و تفترس... تمور كانت"’

"Hun var under mig, hun var over mig som en vildkat der sønderflængede og fortærede (sit bytte)"[15]. Denne kvinde, føler jeg, tiltrækker Hypa fordi hun er hans første kvinde han er sammen med og fordi hun introducerer noget nyt i hans liv, som han ikke kan få gennem sin tro eller sine elskede bøger. Men Hypa nærer ikke dybere romantiske følelser for Octavia, at der er tale om den eneste ene.

Men lykken varer ikke evigt. En dag fortæller den gode, men også naive, Octavia hvordan hendes kærlige ægtemand blev slået ihjel af fanatiske kristne munke. Og det er i denne sammenhæng at Hypa afslører for Octavia at han selv er en kristen munk[16]. Dette fører til at Octavia går fra at være besat af Hypa til at smide ham ud på gaden i afsky. Han vender derfor tilbage til hvor hele det erotiske eventyr begyndte, nemlig grotten ved havet, for at trække sig tilbage til ensomheden og fortvivlelsen. Og hvor han endnu en gang pines af sin egen fantasi ved at høre stemmer.

Men grunden til at Hypa kom Alexandria var ønsket om at blive læge, at lære mere end han vidste i forvejen. I de dage han befinder sig i villaen sammen med Octavia, præsenteres læseren igen for en virkelig historisk person, filosoffen Hypatia[17]. En kvindeskikkelse der kommer til at blive endnu en betydningsfuld person i munkens liv, der vil ændre op og ned på hans verden. Octavia har da også kun positive ting at sige om denne elskede hedenske matematiker og filosof.

Hypa ender med at tage sig sammen, og beslutter sig for at studere hos Hypatia, en kvinde han finder yderst attraktiv, men i modsætning til Octavia, er det ligeså meget hendes intelligens som hendes udseende der er tiltalende. For der er ikke i tvivl om hvilken person hun er, om man læser det i denne roman eller historiske beretninger. Her har vi at gøre med en kvinde der befinder sig i en mandsdominerende verden (ikke bare det at undervise men også den rolle som kvinden spillede i Alexandria), men som alligevel formår at opnå stor respekt hos sine studerende, hedninge såvel som kristne. Kender man ikke historien om Hypatia, er det gennem Hypa der som øjenvidne beretter hvad fanatismens grimme ansigt kan gøre. For Hypa har jo valgt (tvunget af djævlen) at nedskrive om alt hvad han har oplevet og de personer han har mødt. Og en anden betydningsfuld skikkelse som dukker flere gange op i munkens liv, dog ikke kun fysisk, er patriarken Kyrillos af Alexandria. En person som Hypa, der ser patriarken for første gang på pladsen til den store kirke (som Hypa har valgt at opholde sig i), beskriver som den komplette modsætning til Jesus[18]. Som f.eks. at Jesus bar en krone af torne men at Kyrillos derimod bar en krone af guld. At patriarken bærer overdådige klæder hvilken Jesus ikke gjorde, inden han blev korsfæstet. Og det er samme person som "fortryller" eller ved brug af storartet retorik får en kristen mob, som Hypa bliver en del af (en flue på væggen), til at fange og myrde Hypatia (d. 415). Hypa’s beskrivelse af hvordan hun bliver mishandlet og senere brændt levende, passer i overensstemmelse med hvad der virkelig hændte i Alexandria i året 415.

Men hvad gør Hypa, der jo var dybt betaget af denne kvinde? Han gør ingenting. Ligesom han ikke gjorde noget da hans far blev slået ihjel af kristne fanatikere, og som han stadig bebrejder sig selv på trods af sin alder på det tidspunkt. Men ikke nok med det, så ender det også med at Octavia bliver slået ihjel, da hun prøver at redde Hypatia. Det er på grund af denne passivitet og dårlig samvittighed (Hypatia tigger ham faktisk om hjælp), at Hypa forlader Alexandria[19].

Efter hvad der hændte i Alexandria – en by der trods sin skønhed er fyld af religiøs fanatisme og korruption – er der sket noget i munken. Og det er på dette tidspunkt i romanen at læseren får at vide hvor, det ikke-egyptiske navn, Hypa stammer fra. Hovedpersonen vælger at tage de fire første bogstaver fra navnet Hypatia[20]. Han er blevet genfødt, han er ikke længere den samme unge mand som han var inden opholdet i Alexandria. En ny identitet skabes med et nyt emotionelt og symbolsk navn. Men ligeså vigtigt opstår der nye og tankevækkende teologiske spørgsmål i munkens indre. Men selv efter 10 år kan munken høre hendes pinefulde skrig, som symbolske tegn på at alt ikke er som det burde være.

Inden han beslutter sig for at rejse til Jerusalem, rejser Hypa gennem flere mindre egyptiske byer hvor hans færdigheder som læge kommer ham til gode. Og det er i selskab med en karavane af beduiner at munken ankommer til Palæstina, for at opsøge og få større kendskab til oprindelsen af hans religion.

Tilbage til Jerusalem og Nestorius

Afsnittet, Alexandria, er et flashback i Hypa’s erindringer og læseren befinder sig derfor atter i Jerusalem, nærmere bestemt Genopstandelseskirken. Og det er til Nestorius at Hypa fortæller om hvordan Hypatia blev slæbt gennem Alexandrias gader for derefter at blive brændt. Dette gør han fordi han ved at han kan stole på Nestorius, og ved hvor langt han kan gå, ligesom da han viste ham sine bøger. Til dette svarer Nestorius b. la at de kristne munke der havde begået ugerningen (også andre lignende), gør noget som strider imod det essentielle i alle religioner, og derfor ikke er hvad de udgiver sig for at være.

Forholdet mellem Hypa og Nestorius bygger ikke blot på stimulerende samtaler om teologi, videnskab og logik, men ligeså meget på gensidig respekt og kærlighed. Og Hypa, der godt er klar over Nestorius’s position som biskop, holder sig heller ikke tilbage med drillerier, såsom når han siger: "Min herre, jeg siger til dig at jeg ønsker at leve i fred og så foreslår du ægteskab!"[21]

Men Nestorius er nødsaget til at drage til en anden af kristendommens hellige byer, Antioch, hvilket Hypa ikke er meget for da han bliver spurgt om han vil ledsage Nestorius. Til gengæld accepterer Hypa tilbuddet om at bosætte sig i Aleppo, som jo også er den by hvori pergamenterne med hans erindringer blev fundet.

Aleppo - hvorfor kan vi ikke bare tilbede Gud

Da Hypa første gang ankommer til denne fantastiske by, i det nordlige Syrien, er det første han bemærker at der ikke er en mur omring byen, hvilket han finder besynderligt da det jo er farlige tider han befinder sig i. Og at dens indbyggere består af arabere, assyrere og grækere[22]. Men den endelig destination for Hypa er klosteret der ligger mindre end en halvdags rejse fra byen.

Hypa befinder sig nu i et andet land, en anden kultur, hvilket f.eks. kommer til udtryk i hans forundring over hvordan de i Aleppo begraver deres døde. En skik der er anderledes end i hans eget hjemland, Egypten. De døde sænkes ned i jorden, og på kistens låg tegnes der et kors. Det interessante med denne observation er at det sætter tanker i gang hos Hypa. Som f.eks. hvor kommer ormene fra? Eksisterer de på grund af de døde, eller var de der før. Og det siges at martyrer og helgener ikke bliver spist af ormene, men hvordan ved ormene hvilke kroppe de må fortære eller ikke fortære? Hypa går endda videre til at stille sig selv spørgsmål omkring eksistensen af de hedenske Guder og Gudinder. Nu hvor kristendommen er kommet til Østen, hvor er disse ældgamle Guder som har været tilbedt i tusindvis af år. Svaret, som han giver sig selv, er at de lever i de troende, men uddør når troen ikke er der længere eller at de troende ikke lever længere. Som det skete da den egyptiske Gud, Khnum, holdt op med at eksistere.

Hypa føler ikke at han er stærk i troen som apostlen Peter var over for Jesus, og beskriver sin tro forurenet med dyb tvivl. Hvilket igen skal ses i lyset af, at han stadig ikke kan glemme Hypatia fordi samvittigheden stadig er for tung. Han fornægtede Hypatia, ligesom Jesus blev fornægtet af Peter. Og ikke nok med at han fornægtede Hypatia, så fornægtede han også at have tilbragt tre dage med Octavia over for sig selv og Gud.

Klosteret, hvor det meste af romanens anden del udspiller sig, er bygget på resterne af et hedensk tempel og ligger på toppen af en høj bakke, bevogtet af romerske soldater. Tæt på klosteret ligger der en gæstehytte, hvor en ganske særlig person med sin tante ender med at opholde sig i, men som vil blive diskuteret senere. Og i klosterets gård befinder der sig en mystisk bygning (døbt "Fæstningen" blandt beboerne) med kun en enkel indgang. Bygningen skulle ifølge adskillige rygter blive brugt til opbevaring, af de nagler som blev brugt til at korsfægte Jesus[23]. En mystisk bygning som har Hypa’s store interesse og væmmelse, men som han aldrig får set indefra. Altså noget (psykisk) forstyrrende i hans behagelige tilstedeværelse i klosteret. Klosterets overhoved afviser under en samtale med Hypa rygterne omkring "Fæstningen"[24], og det at Hypa skulle have hørt stemmer indefra selve bygningen. Forklaringen måtte være at de stemmer Hypa havde hørt måtte komme fra ham selv og ikke bygningen. Hypa måtte have kommet til den konklusion at der var stemmer på grund af lyde skabt fra insekter og rotter. Men hvem har egentlig ret? For læseren ved jo allerede godt at Hypa en gang før har hørt stemmer, nemlig i grotten i Alexandria. Og så er der jo også det faktum at den kære munk flere gang i romanen har diskussioner med djævlen. En dominerende figur som guider Hypa på rette vej, når han kommer ud på sidespor i nedskrivningen af sine erindringer. Det bliver da heller ikke sidste gang at klosterets overhoved kommer med en alternativ forklaring på de hændelser Hypa oplever.

En af grundene til at Hypa befinder sig godt i klosteret, er at han får mulighed får at passe klosterets bibliotek. Men endnu vigtigere er muligheden for at studere de mange bøger og pergamenter, han får i sin besiddelse. Hypa er mere interesseret i at studere og suge viden til sig end at være social med de andre munke. Nestorius’s læremester, Theodore, sender en dag en masse bøger af både hedensk og kristen indhold til klosteret i Aleppo. En mand Hypa lærte at kende under sit ophold i Jerusalem. Theodore er ligesom mange af romanens centrale personer, nogen der aktivt eller passivt har spillet en væsentlig rolle i den ortodokse kirkes historie.    

Som med Nestorius har klosterets overhoved stor respekt overfor over for Hypa, hvilket uden tvivl skyldes denne munks store passion for lægevidenskab, filosofi og teologi. Også digtning og sang er en del af Hypa’s kunnen. Men også fordi han er en god ven af Nestorius, der er særdeles velkendt i de religiøse kredse, og som kommer på besøg til klosteret i endnu et forsøg på at få Hypa til Aleppo.

Det er en vigtig pointe endnu en gang at gøre opmærksom på at Nestor, Theodore og klosterets overhoved faktisk er fascineret, frem for afvisende, af hedenske videnskabsmænd, filosoffer og retorikere. Som f.eks. kommer til udtryk hos klosterets overhoved, da han efter at have hørt Hypa recitere nogle af sine egne digte, fortælle at han holder meget af Marcus Tullius Cicero (berømt romersk jurist og retoriker). Og at han endda har en længere del af dennes legendariske tale. Men hvor Hypa ivrigt påpeger at denne mand var hedning og ikke kristen. Men til dette svarer klosterets overhoved at det gælder om at få styr på sine følelser, da der foregår en følelsesmæssig kamp i den troendes indre[25] (min analyse af hvad der egentlig bliver sagt til Hypa). Der er en permanent indre uro, der som en storm tager til men efterfølgende falder til ro. Og det er sådan nogle situationer i Azazeel der ydereligere styrker skurke-rollen spillet af Kyrillos. Ærkebiskoppen i Alexandria fremstilles som firkantet og alt andet end tolerant. De tanker og ideer som ikke udspringer fra den kristne ideologi (vel og mærke hans udgave af kristendommen), kan ifølge ham ikke betegnes som moralsk acceptabelt.

Året er 428 og læseren gøres opmærksom på at Nestorius flytter til Konstantinopel (i dag Istanbul), for officielt at være med til at gøre byen til den kristne tros hovedstad. Det er det samme år han blev udråbt til ærkebiskop af Konstantinopel.

Inden jeg vil præsentere Hypa’s helt store kærlighed som han finder i den unge Marta, er der yderligere to vigtige personer der er relevante at nævne. Shamās der på arabisk betyder diakon, hvilket han også er, bliver Hypa’s elev, assistent og ven. Hypa får til opgave at hjælpe denne 15årige diakon med at få en større forståelse for medicin og biblioteksarbejde. En anden er munken der bliver kaldt Farisæeren (på grund af sin ortodokse tankegang og livsstil) af de andre beboere, som ender med at blive en af Hypa’s få venner. Som med mange af romanens andre personer gøres læseren også opmærksom på dennes sprogfærdigheder, som en vigtig del af identitetsskabelsen. F.eks. fortæller han til Hypa en dag, at han behersker både nord og sydarabisk, som han havde lært fordi hans far var handelsmand[26].

Men det interessante i dette venskab er dog Farisæerens åbenlyse foragt for kvinder. Dette kommer til udtryk under en samtale med Hypa:

"انظر الى هذا الدير, و الى كل الأديرة و الكنائس. لماذا يسودها السلام؟ ... لأنها خالية من النساء, و ما يسببنه من ويلات و خيانات.[27]"

"Se på dette kloster og alle andre klostre og kirker. Hvorfor hersker der fred? Fordi der er tomt for kvinder og de forårsager derfor ikke pisk (straf) og forræderi"[28]. Han bruger også eksemplet med Adam og Eva, hvor Eva denne gang nævnes fordi hun repræsenterer det forræderiske modstykke til manden. Grunden til at jeg ønskede at bringe disse eksempler og andre frem, er at redegøre for hvorfor Youssef Zeidan har givet til kende[29] at romanen er et angreb på fanatisme, overfortolkning af religiøse tekster, blandt mange islamister.

Omkring året 430 bringes læseren til kernen i romanen, da Hypa er nødsaget til at drage til Nestorius, som befinder sig i Antioch, for at hjælpe med at oversætte nogle særlige breve fra Kyrillos. I disse breve anklager han Nestorius for kætteri, da hans antagelser om den hellige moder, Jomfru Maria, strider imod hans egne og andres religiøse overbevisninger. Er man som læser ikke klar over hvad Nestorianisme er, er det gennem Hypa at dette begreb bliver gjort klart. Nestorius og hans tilhængere var overbevidste om at Jomfru Maria ikke fødte en Gud men et menneske. At det var vigtigt at skelne mellem det guddommelige og det menneskelige i Jesus. Hypa får senere hen til opgave at forsvare Nestorius overfor Kyrillos i Alexandria, hvilket Hypa ikke er meget for. Men ender aldrig med at få det gjort, da klosterets overhoved ikke ser nogen grund for det, hvilket er Hypa’s begrundelse. Og ifølge historiske kilder bliver Nestorius udråbt til kætter i året 431[30]. Hypa svigter derfor en mand der ikke bare er en god ven men også en faderfigur. Og det er som om historien gentager sig igen, men hvor Hypa denne gang er en voksen mand.

I et særligt afsnit i romanen gøres læseren yderligere opmærksom på Hypa’s psykiske tilstand, da han under sin hjemrejse til klosteret i Aleppo møder en ganske særlig ung mand. Nærmere bestemt er det i udkanten af en lille landsby ved navn Sarmada. Den unge hyrde er behjælpelig overfor den trætte Hypa, men har også noget ubehageligt at bekende overfor Hypa. Han bekender bland andet at han har haft kønslig omgang med sin mor og søster flere gange. Hypa ender med at stikke af fra denne unge mand som han, og hans æsel, kan fornemme nok i virkeligheden ikke er et menneske. Men som ifølge ham måtte være djævlen selv der havde materialiseret sig selv til dette foruroligende menneske. Men da Hypa bekender dette til klosterets overhoved, er den mere logiske forklaring at det nok var en ung mand der ønskede at lave grin med Hypa. Om det virkelig var djævlen (i hans opfattelse) eller en rigtig person, er op til læseren selv at vurdere.

I Alexandria mødte Hypa, som nævnt, to forskellige kvinder, Octavia som vakte den seksuelle nysgerrighed og lyst hos ham. Og Hypatia der vakte en anden form for lyst, at opnå ny og mere viden om filosofi og matematik. Under Hypa’s lange ophold i klosteret, fortæller han om en ganske særlig ung kvinde, hvis navn var Marta og som på aramæisk betyder "frøken". Et navn hvor der, desværre, hører en barsk historie til.  

Marta og hendes tante flytter til klosteret hvor de bosætter sig i en mindre hytte uden for murene. Den 20årige Marta kommer tættere og tættere ind på livet af Hypa fordi han ud over sit biblioteksarbejde bliver gjort til sanglærer (kristne salmer) for en gruppe børn og unge. Og det viser sig at Marta har en engels røst, men ikke en engels uskyldighed. Hun udvikler følelser for sin lærer, selvom Hypa er en af Guds tjenere og 20 år ældre end hende. Det samme er gældende for Hypa, der har svært ved at holde sine følelser under kontrol. Hypa er overbevist om at dette er kærlighed og ikke kødelig lyst som det var med Octavia. Dette forhold mellem en mand og kvinde, er igen ment som et eksempel på det naturlige, eller biologiske, der gør os til mennesker. Hun er i hans øjne en yderst attraktiv kvinde, og en kvinde som kan få hvem som helst men som alligevel vælger ham. Men selvom han har stærke følelser for denne betydelige yngre kvinde, udtrykker han f.eks. med disse ord:

"كنت أقول في نفسي, ان جمالها ظالم لمن يعرفه, ظالم لأنه أعمق من أن يحتمل و أبعد عن أن ينال.[31]"

"Jeg sagde til mig selv at hendes skønhed er uretfærdig, for den som har kendskab til den. Uretfærdig fordi den er dybere end man kan holde ud, og for fjern til at kunne opnå den"[32]. På dette tidspunkt er han ikke helt klar over hendes oprigtige følelser for ham, og så er der jo også hans egen rolle som munk.

Som nævnt tidligere er der en tilhørende historie til hendes navngivning som er interessant, i det at det er et kontroversielt område som behandles. Men ikke desto mindre noget som har eksisteret længe i en lang række af traditioner i Mellemøsten[33]. Marta fortæller til Hypa at hun som 9årig blev gift med en ældre mand som var 41 år ældre end hende. Og at det var ham som havde taget hendes mødom. Men Marta formår at flygte fra den tyranniserende og voldelig ægtemand til Aleppo hvor hendes tante boede. Og det var samtidig i den by hun begyndte at lære at synge.  

Det spæde forhold mellem Marta og Hypa udvikler sig til et trekantsdrama, da Hypa hører rygter[34] at lederen for en karavane, som Hypa havde kureret mod forgiftning ønsker at gifte sig med Marta. Hypa’s reaktion er en indre brand i ham som ikke kan slukkes, hvilket kan tolkes som munkens tiltagende jalousi eller muligvis en dyb skuffelse for ikke at have reageret hurtigere. Men senere i dramaet afkræfter Marta rygterne som usande. Og der er en form for balance igen i deres hemmelige forhold indtil et nyt trekantsdrama tager form. Denne gang er det en af de romerske vagter, som ønsker at gifte sig med Marta. Denne gang er der ikke tale om rygter, og Marta truer med at tage mod vagtens tilbud hvis ikke Hypa vil gifte sig med hende. Hun ønsker at drage til Aleppo, væk fra klosteret, for at kunne synge for de borgere som vil betale for at høre hendes sublime stemme. Problemet for Hypa er følgende, som læseren erfarer, at klosteret er blevet hans hjem, og hvis han skulle vælge at gifte sig med Marta ville det indebære at finde et nyt sted at bosætte sig. Men hvor skulle det være? Marta ønsker f.eks. at drage til Hypa’s hjemland hvis de skulle blive gift. Men Hypa ser ikke dette som en mulighed da Egypten blot er et navn, og ikke længere et sted han ville kendes ved. For mange dårlige minder holder ham fra at vende tilbage. Samtidig har han levet et liv som munk det meste af sit liv, og skulle til at vie sit liv til en kvinde er en al for stor mundfuld for ham. Han nævner, dagen efter de har haft samleje, desuden følgende til Marta:

"نعم يا مارتا محظور, ففي انجيل متي الرسول, مكتوب: من يتزوج مطلقة, فهو يزني.[35]"

"Ja, kære Marta, forbudt (ægteskab) som det står skrevet i Mattæus evangeliet: den som gifter sig begår hor[36]". Hvilket ikke helt giver mening, for både læseren og Marta, eftersom han har haft sex før ægteskab og ikke har kunnet udholde tanken om, at Marta skulle være sammen med en anden mand. Derfor mener jeg, at Hypa bruger evangeliet for at beskytte sig selv og er derfor ikke anderledes end andre der misbruger eller tolker biblen til egen fordel.

Igen stilles Hypa overfor to nye valg, endnu en chance for at hjælpe Nestor eller at være sammen med Marta. Men ingen af delene kommer på tale da Hypa’s verden, denne gang fuldstændig, krakelerer. Hypa befinder sig i en ustabel psykisk tilstand hvor de samme personer, som læseren har stødt på i romanen, dukker op og forsvinder igen. I sit indre starter der en intens dialog mellem djævlen, i skikkelse af den unge mand fra Sarmada, og Hypa. Munken har svært ved at skelne mellem hvad der er virkeligt og ikke. Nogle gange besøges han af sin elev, Shamās, mens Hypa udmattet ligger i sin seng. Senere gøres læseren dog opmærksom på at Hypa i virkeligheden har fået feber og at Shamās som tro og god har behandlet sin lærermester i de tyve dage Hypa var syg.

Et eksempel på Hypa’s utallige teologiske dialoger med djævlen omkring Hypa’s vaklende tro, er da djævlen spørger om følgende[37]:

-          Skabte Gud mennesket eller omvendt?

-          Hvad mener du?

-          Kære Hypa, mennesket har i århundrede skabt Gud i hans eget lune, så Gud konstant er yndefuld og med ham i hans umulige drømme og skæbne.

-          Stop denne snakken, da du kender din plads(fra Gud), derfor nævn ham ikke.

-          Jeg nævnes så længe han nævnes, kære Hypa!

Dette passer meget godt med hvad Hypa har oplevet i gennem sin rejse fra sin hjemby til klosteret i Aleppo, og de overvejelser han selv har haft. De bliver blot uddybet og opsummeret i hans nuværende tilstand. Yderligere drager han den konklusion at mennesket er en del af djævlen og omvendt. At der altid vil være ondskab så længe der er godhed.

Hypa ender med at miste Marta da hun følte sig tvunget til at forlade klosteret for altid, og Nestor blev dømt som kætter af Kyrillos, der også selv blev udråbt til kætter af Nestor og hans tilhængere. Men trods kaosset formår Hypa alligevel at finde ro i sin sjæl ved at anerkende menneskets og sin religions sande natur.

Konklusion

Hvordan har Hypa udviklet sig fra da han flygtede fra sin landsby til Aleppo? Jeg har blandt andet kommet ind på, hvordan forskellige personer på hver deres måde har påvirket hovedpersonen. Der var Octavia der med sin sensuelle skønhed satte spørgsmålstegn omkring hans egen personlighed, identitet og religiøsitet. Der var Hypatia der ikke bare lærte ham ny viden (filosofi og matematik), men også hvor langt mennesker vil gå i Guds navn. En kvinde der var så inspirerende for ham, på godt og ondt, at han valgte at kalde sig selv de fire første bogstaver af hendes navn. Hvad munken hed før han tog dette navn får læseren ikke oplyst. Disse to kvinder var årsagen til at et nyt kapitel i Hypa’s liv blev startet. Man må sige at han er blevet moden på den måde, at han er begyndt at anskue sin religion med andre øjne. Det gik op for ham at han havde seksuelle lyster som en hver anden mand, selv om han havde valgt at vie sit liv til Gud. Igennem sit liv stiller Hypa sig selv en række vigtige teologiske spørgsmål omkring sin egen tro på Gud. At Gud og djævlen er som yin og yang, at man ikke kan have den anden uden også at få den modsatte med. Men ligeså meget betydningen af hvordan man skal tilbede Gud. De kristne overhoveder havde mere travlt med at udråbe hinanden til kættere end at kikke på hvad religionen i virkeligheden handler om. Nemlig kærlighed til at tro på noget som er vigtigere end en selv. Som med Shamās der passede og plejede Hypa, da denne var syg af feber. Eller som med Nestorius og Theodore der adskillige gange gav eller sendte manuskripter af hedenske og kristne ophavsmænd, fordi de vidste at Hypa ville blive lykkelig over at have dem i sin besiddelse. Marta gav ham en chance for at leve et liv sammen med hende, en chance han dog alligevel ikke var klar til.  

Djævlens rolle, i romanen, var at guide Hypa’s nedskrivning af sine erindringer i den rette retning. Et testamente til de utallige konflikter som opstod undervejs i hans rejse fra sit barndomsland (Egypten) til sit nye hjemland (Syrien). Men også at få Hypa til at anerkende at der var noget, som ikke helt stemte harmonisk med hans kristne tro som den så ud i begyndelsen.

Og med hensyn til den geografiske udvikling, startede læseren i Aleppo hvor romanen begyndte og sluttede. Fra dette punkt drages læseren tilbage til Aswan, Alexandria, Jerusalem, Antioch og Sarmada gennem en række flashbacks.

Dette er ikke en historiebog men en historisk roman, hvis vigtigste opgave er at underholde. Men også at fortælle om de historiske personer og begivenheder som tog sted i regionen. Og hvordan forskellige religiøse fortolkninger kan føre til katastrofer for mange mennesker. I bund og grund handler det som Farisæeren sagde til Hypa: "Hvorfor kan vi ikke bare tilbede Gud?".

   [1] http://en.wikipedia.org/wiki/International_Prize_for_Arabic_Fiction

[2] S. 187 – Cambridge History of Modern Arabic Literature

[3] http://www.historicalnovelsociety.org/definition.htm

[4] http://www.ziedan.com/English/index_o.asp

[5] S. 9, Azazeel

[6] S. 162, Om litteraturanalyse

[7] S. 28, Azazeel

[8] Gnosticism  

[9] http://www.culturahistorica.es/mata_indurain/historical_novel.pdf

[10] S. 41, Azazeel

[11]  S. 81, Azazeel

[12] Dette er min egen oversættelse.

[13] S. 89, Azazeel

[14] S. 101, Azazeel

[15] Min egen oversættelse – har selv tilføjet, sit bytte, da jeg syntes det passede godt ind i oversættelsen.

[16] S. 123, Azazeel

[17] http://da.wikipedia.org/wiki/Hypatia_af_Alexandria

[18] S. 147, Azazeel

[19] S. 162, Azazeel

[20] Når man en gang i fremtiden begynder at oversætte Azazeel, vil det nok være en god ide at være opmærksom på dette punkt.

[21] S. 187, Azazeel

[22] S. 189, Azazeel

[23]  S. 200, Azazeel

[24] S. 216, Azazeel

[25] S. 204, Azazeel

[26] S. 219, Azazeel

[27] S. 220, Azazeel

[28] Min oversættelse egen oversættelse.

[29] http://www.youtube.com/watch?v=Awl7j7rnF6A

[30] http://www.britannica.com/EBchecked/topic/409867/Nestorius

[31] S. 293, Azazeel

[32] Min egen oversættelse.

[33] http://en.wikipedia.org/wiki/Child_marriage#Middle_East

[34] S. 298, Azazeel

[35] S. 336, Azazeel

[36] Min egen oversættelse.

[37] S. 348, Azazeel

#danielmouradjensen

[danielmouradjensen]

Canterbury Tales - in a historical/social context

In this essay the reader will be enlighten with an extremely short introduction to Canterbury Tales and the skillful poet behind this unique master piece, written in Middle English. Due to the size and focus of the paper, the Pardoner’s Tale, the Parson’s Tale and the wife of Bath’s Tale, including the prologues, will be selected among the 24 stories in Canterbury Tales. It will therefore be these three tales, which will be placed in a historical and social context. The main question in the essay is, “Which historical events are worth mentioning when discussing, the three specific tales, in Canterbury Tales?”

In Canterbury Tales (1387 - 1400.), the readers are introduced with a variety of personalities, like the Pardoner, the Parson, the Clerk, the Knight and the Wife of Bath. These mentioned characters are all pilgrims heading towards Canterbury. The tales are not written in Latin or French, which were languages preferred at that time but in Middle English. The Canterbury Tales were meant for a specific group of people and not the whole population in England1. Reading aloud was regarded as a social event in the time Chaucer.

It is also presumed that Geoffrey Chaucer did not write to achieve the benefits of fame. Canterbury Tales were of course handwritten on various manuscripts because it was much later, more specific, in the year 14762, that William Caxton introduced the first printing press in England. When the tales, which are quite amusing, were written, it was in a time or period of war, sickness and despair. It is from within the tales that the reader learns more about the society in the late Middle Ages. It is worth mentioning, that Chaucer had an advantage among his peers, in that he was a member of the court of King Richard II of England (1367-1400).

Furthermore, it is quite important to take notice that Chaucer the Poet uses a light satirical tone when introducing the many characters, in the different tales. Geoffrey Chaucer, as the genius he was, created a persona who is himself, in order to be part of the tales. In Canterbury Tales, the author and the narrator merge - another unique feature in the tales.

The Pardoner’s tale, the Parson’s tales and the Wife of Bath

As promised, the three tales will be placed in a historical (social) context: the role of the Church in England, the Great Western Schism, the Lollards, and the Hundred Year’s War as well as the Black Death. The Peasants’ Revolt, in 1381, will unfortunately not be discussed in this essay. This historical event would be interesting in connection with especially the Knight’s Tale.

The Pardoner’s tale

But, sirs, one thing that slipped my memory when I spoke my tale: I've relics, pardons in My pouch, in England none could finer be, The pope's own hand entrusted them to me. If anyone devoutly has resolved To make a gift and by me be absolved, Come forth at once and meekly on your knees Receive my pardon. Or, if you so please, Take for yourself a pardon as you go--One fresh and new at every town--just so You offer to me, all the while we ride, Some pence and nobles that are bonafide. (l. 919 – 930, Canterbury Tales, “the Pardoner’s Tale”)3

Is the Pardoner a charlatan or a true holy man? Geoffrey Chaucer describes this character as a man more interested in selling relics and enjoy life’s pleasures than helping others of the goodness of his heart. As an example from “The Pardoner's Portrait”: “He'd make more money in one day alone Than would the parson two months come and gone. So he made apes, with all the tricks he'd do, Of parson and of congregation too.” (l. 703 – 706, Canterbury Tales, “General Prologue”)4. However, in line 708 Chaucer writes: “In church he was a fine ecclesiastic”. The theme in the Pardoner´s tale is that the root to all evil is money. And money is what the pardoner likes. A greedy man who speaks about greed. Again, it becomes evident that Chaucer does not find the Pardoner worthy of his position as a man of the Church. Because of irony, the reader has to read between the lines.

In the late Middle Ages many historical events occurred, among them was the Western Schism (1378-1417), which resulted in a slit of the Roman Catholic Church. During a very long period, rivalries for the papacy led to a deep political crisis within the Church. Even after the truce with France, in 1389, England continued, very firmly, to support Rome, not Avignon, and would not offer any real solutions to end the Schism5. In the tales, it is also from Rome where the church authority derives from.

It is here, it is very interesting to talk about the role or status of the Church in England, during the lifetime of Chaucer. Was the Church in England strong or weak? At the time of Chaucer, the church was weak due to the Western Schism, mentioned above, the Black Death (1346–1353) and greedy/selfish churchmen6.

In England, the Black Death, which almost killed half of the population and the Hundred Years' War (1337-1453), led to an increase of self-serving churchmen – like the Pardoner in Canterbury Tales. The people of England were in pain and needed help and guidance, which meant a great opportunity for greedy and self-absorbed men of the church to exploit it. To further elaborate on the Hundred Years' War, which Geoffrey Chaucer himself participated in, even more death and suffering befell the people of England. France was also hurting and bleeding. The long war did not only bring serious social and economic changes in the English and French societies but also affected the writing of Geoffrey Chaucer.

The Black Death had a huge impact on the English society as a whole, not only were people dying but the way they died was horrific. There is a line/phrase saying: “there were hardly enough living to care for the sick and bury the dead”7. The plague affected the economy, politics and religion. It also had an impact on culture and arts. What is quite interesting is that the plague as well as the Hundred Years' War actually empowered the people.

Geoffrey Chaucer knew because of his place in the higher classes, the realities of the church and the abuses of the clergy. This gave Chaucer the opportunity to use humorous irony in the tales. Making fun of the mischiefs of the clergy was not something new at that time8. In addition to this, Chaucer was acquainted with John Wyclif, theologian and reformer, which contributed to a harsher stand towards the clergy in England.

No institution in fourteenth-century England was so often the object of satire as the Church. The great organization, with its wealth, its power, and its conservative traditions, might have been expected to offer a safeguard against social decay; but the Church itself was a fruitful breeding-ground for the very things, which were disorganizing feudal society. (A Chaucer handbook, p. 35)9

Going in depth with the Pardoner’s Tale, Death has a vital role, and might be viewed as the plague, which, stated above, ravaged England. Death, or the personification of Death, was something that Chaucer’s audience could identify with. The Pardoner’s Tale is the only tale set during the Black Plague.

The Parson’s Tale

There was a good man of religion, too, A PARSON of a certain township who Was poor, but rich in holy thought and work. He also was a learned man, a clerk; The Christian gospel he would truly preach, Devoutly his parishioners to teach. Benign he was, in diligence a wonder, And patient in adversity, as under Such he'd proven many times. And loath He was to get his tithes by threatening oath; For he would rather give, without a doubt, To all the poor parishioners about From his own substance and the offerings. (l. 477 – 489, Canterbury Tales, “General Prologue”)10

In the Parson’s Tale, the reader is now introduced to a different character than the Pardoner. It is the last and longest tale in Canterbury Tales. The funny thing is that, the tale is not even a tale:

It is a penitential manual,  a  curious  choice  because  nearly  all such  vehicles  of religious  in­struction were prepared  by the clergy or by mystics.  It is largely derivative, using  material common  to  so  many  treatises  that  only  a few  of the  actual sources can be established with some certainty. (Sermon and Penitential in The Parson’s Tale and their Effect on Style, p. 125)11

The Parson tells the others that he does not want to amuse them and therefore he chooses instead a sermon. From the Prologue: “You won't get any fable told by me; For Saint Paul, as he writes to Timothy, Reproves those who abandon truthfulness for fable-telling and such wretchedness.” (l. 31 - 34, Canterbury Tales, “The Parson's Tale PROLOGUE”)12

He could definitely be viewed as a more positive face of the church, according to Chaucer, than the persona, which the Pardoner represented. It is also worth noticing that, from the descriptions in the Prologue, the Parson, the Knight and the Ploughman represent the three traditional spheres of medieval society13.

It could also be worth placing “the Parson’s Tale” in context with the Lollards. As mentioned before, Chaucer was in contact with John Wyclif, who was convinced that the Bible and God had the highest authority and that the clergy should not own property. He also translated the Bible into Middle English14, which made it a lot easier for those who did not understand Latin. The Lollards followed John Wyclif and in the beginning, his supporters were from Oxford University and the royal court but the “movement” became increasingly popular outside “the inner circle”. The Lollards were critical towards the Church, which of course made them quite unpopular with the established clergy. The monastic leaders were not keen to follow or abide the views of John Wyclif and his followers. During the Black Death, Wyclif saw many flaws and weaknesses in the Church. It was believed that Rome was the enemy, and that the devote Christian only needed the local pastor and congregation15. The Lollards also saw sacraments as fake, which meant the reformers wanted to change the core in the Catholic Church. Wyclif died naturally even though the Church wanted him executed for heresy.  

There could also be links between Parson’s tale and the ideas of the Lollards. According to Frances McCormack,16 there could be some similarities with the vocabulary in the tale and that of the Lollards. As also stated in the beginning that Chaucer did not write to a large group of people, he had a specific audience (like the royal court) and among these members were those who, in one way or another, supported the ideas of the Lollards.

The Wife of Bath’s Tale

She was a worthy woman all her life: At church door with five men she'd been a wife,             Not counting all the company of her youth.(No need to treat that now, but it's the truth.) She'd journeyed to Jerusalem three times; Strange rivers she had crossed in foreign climes; She'd been to Rome and also to Boulogne, To Galicia for Saint James and to Cologne, And she knew much of wandering by the way. She had the lover's gap teeth, I must say. With ease upon an ambling horse she sat, Well wimpled, while upon her head her hat Was broad as any buckler to be found. (l. 459– 471, Canterbury Tales, “General Prologue”)17

Another very interesting character and pilgrim in Canterbury Tales is the Wife of Bath who sounds more like a modern woman and a feminist from the late 20th century than a woman from the late Middle Ages. This eccentric character, actually named Alison (line 804, The Wife of Bath's Tale PROLOGUE), is not afraid to speak her mind about former husbands, marriage and her sex-life. She does not sound like what a typical pilgrim should be and act. As an example, in the following quote, the reader learns what men’s “instruments” are actually used for:

That learned men I not provoke to oath, I mean to say that they were made for both--That is, both for relief and for our ease To procreate, so God we not displease. Why else should men into their ledgers set That every man yield to his wife her debt? And how can he pay this emolument Unless he use his simple instrument? That's why upon all creatures these are set, To urinate and also to beget. (l. 125 - 134, Canterbury Tales, “The Wife of Bath's Tale PROLOGUE”)18

She is one of the few women among the pilgrims, but she is not afraid to speak her mind and rebel against the patriarchal powers19. The Pardoner tries to interrupt her by flatter, but it does not work and she continuous:

The Pardoner spoke up immediately. "Now dame, by God and by Saint John," said he, "As a noble preacher on the case you'll pass. I almost wed a wife, but then, alas, Why buy it with my flesh, a price so dear? I'd rather not get married, not this year." "Abide," she said, "my tale is not begun! No, you'll be drinking from another tun, Before I'm through, that tastes much worse than ale. (l. 163 - 171, Canterbury Tales, “The Wife of Bath's Tale)20

In “Feminist Readings in Middle English Literature”, a very important point is made: “Recognition of the cultural meanings that are spoken through female voices can be a starting place for the exploration of forms of power and power relations in the Middle Ages.”21 The Wife of Bath (still looking for husband number six), is also a woman who has been on several pilgrimages. Furthermore, she is a woman who travels alone. In her tale, the readers learn about the knight, who rapes a fair maiden and as a punishment/challenge must answer what it is women what most of all. The queen who offers the knight a second chance is none other than Guinevere, the wife of King Arthur. What is important to point out, is that stories of King Arthur were quite popular at the time of Chaucer. Alison speaks of magic and magical creatures, which at that time, the established Church viewed as pagan beliefs. The tale begins with:

In the old days of King Arthur, today Still praised by Britons in a special way, This land was filled with fairies all about. The elf-queen with her jolly little rout In many a green field often danced. (l. 857 - 861, Canterbury Tales, “The Wife of Bath's Tale)22

When exploring the Wife of Bath’s tale in a historical context, it is also interesting to look at the Beguines in the mid and late Middle Ages. The Beguines were women who devoted their lives to God. In a time where there were more women than men, this specific life of a Beguine provided a safe haven for women without husbands.

The conclusion of the essay

When the Geoffrey Chaucer created the 24 spectacular tales, which were not only amusing and ironic/satirical, it was in a period of war, illness and despair. It is from within the tales and prologues that the reader has the opportunity to study the English society in the late Middle Ages. It is also worth mentioning, that Chaucer had an advantage among his countrymen, in that he was a member of the court of King Richard II of England (1367-1400).

A crucial religious and historical event took place in the western Christian world, which without doubt affected the religious thoughts and views of many people, in the different layers of the societies, in the late Middle Ages. The Western Schism (1378-1417) resulted in a slit of the Roman Catholic Church. During a very long period, rivalries for the papacy and/or authority led to a deep political crisis within the Church.

At the time of Chaucer, the church was weak due to the Western Schism, mentioned earlier, the Black Death (1346–1353) and corrupted churchmen.

In England, the Black Plague, which almost exterminated half of the population and the Hundred Years' War (1337-1453), led to an increase of self-serving churchmen – like the greedy Pardoner in Canterbury Tales. The people of England were in pain and were in seek of help and guidance, which meant a great opportunity for greedy and self-absorbed men of the church to exploit it. As mentioned in the essay, the Black Death had a huge impact on the English society as a whole, not only were the population dying but the way they died was unbelievable. There is a line/phrase, to further illustrating the Black Plague, saying: “there were hardly enough living to care for the sick and bury the dead”. The Black Death affected the economy, politics and religion. It also changed the culture and arts (including, the writing of Chaucer).

Placing “the Parson’s Tale” in context with the Lollards, makes som sense. As mentioned before, Chaucer was in contact with John Wyclif, who was convinced that it was only God and the Bible, which had the real authority. That the clergy should not possess property, which they indeed did. The Lollards were critical towards the Church, which of course made them quite unpopular with the clergy. The monastic leaders were not keen to follow or abide the radical views of John Wyclif and his supporters. During the Black Death, Wyclif saw many flaws and weaknesses in the established Church. Geoffrey Chaucer knew, due to his status and as member of the royal court, the realities of the church and the abuses of the clergymen. This gave Chaucer the opportunity to use humorous irony in the tales. Chaucer had an idea on how the clergy should act and was frustrated with how they actually acted, as an example the Parson vs. the Pardoner.

It is also worth recalling that, from the descriptions in the Prologue, the Parson, the Knight and the Ploughman represent the three traditional spheres of medieval society. Another very interesting female character and pilgrim in Canterbury Tales is the Wife of Bath. She sounds more like a modern woman and a feminist from the late 20th century than a woman from the late Middle Ages. She might even represent some women in this specific period.

Bibliography

Blades,William. The Life and Typography of William Caxton, England's First Printer - With Evidence of his Typographical Connection with Colard Mansion, the Printer at Bruges. Cambridge University Press, 2014.

Byrne, Joseph. Encyclopedia of the Black Death. ABC-CLIO, 2012.

Creighton, James Joseph. Chaucer's Presentation of the Church in the Canterbury Tales. Master’s theses, Loyola University Chicago, 1957

Evans, Ruth and Leslie Johnson. Feminist Readings in Middle English Literature: The Wife of Bath and All Her Sect. Routledge, 2005.

French, Robert Dudley. A Chaucer handbook. New York, 1947.

Manly, John Matthews. Some New Light on Chaucer. Henry Holt, 1926.

McCormack, Frances Mary. Author of Chaucer and the Culture of Dissent: The Lollard Context and Subtext of the Parson's Tale Four. Courts Press, 2007.

Palmer, J. J. N.. England and the Great Western Schism, 1388-1399”, The English Historical Review Vol. 83, No. 328 .Jul., 1968.

Rowland, Beryl. Sermon and Penitential in The Parson’s Tale and their Effect on Style. Florilegium 9, 1987.

Black Death: The lasting impact by Professor Tom James, last accessed Monday, October 24, 2016, http://www.bbc.co.uk/history/british/middle_ages/black_impact_01.shtml

General Prologue, last accessed Sunday, October 23, 2016, english.fsu.edu/canterbury/general.html

John Wycliffe and The Lollards, last accessed Sunday, October 23, 2016, http://sites.fas.harvard.edu/~chaucer/special/varia/lollards/lollards.html

The Pardoner's Tale, last accessed Friday, October 21, 2016, http://english.fsu.edu/canterbury/pardoner.html

The Parson's Tale PROLOGUE, last accessed Sunday, October 23, 2016, english.fsu.edu/canterbury/parsonpro.html

The Wife of Bath's Tale, last accessed Sunday, October 23, 2016, http://english.fsu.edu/canterbury/wife.html

The Wife of Bath's Tale PROLOGUE, last accessed Sunday, October 23, 2016, http://english.fsu.edu/canterbury/wifepro.html

1 John Matthews Manly, Some New Light on Chaucer (Henry Holt, 1926), 76.

2 William Blades, The Life and Typography of William Caxton, England's First Printer - With Evidence of his Typographical Connection with Colard Mansion, the Printer at Bruges (Cambridge University Press, 2014), 62-63.

3 The Pardoner's Tale, last accessed Friday, October 21, 2016, http://english.fsu.edu/canterbury/pardoner.html

4 General Prologue, last accessed Sunday, October 23, 2016, english.fsu.edu/canterbury/general.html

5 J. J. N. Palmer, ”England and the Great Western Schism, 1388-1399”, The English Historical Review Vol. 83, No. 328 (Jul., 1968): 516

6 James Joseph Creighton, “Chaucer's Presentation of the Church in the Canterbury Tales”, (Master’s theses, Loyola University Chicago, 1957): 13

7 Black Death: The lasting impact by Professor Tom James, last accessed Monday, October 24, 2016, http://www.bbc.co.uk/history/british/middle_ages/black_impact_01.shtml

8 James Joseph Creighton, “Chaucer's Presentation of the Church in the Canterbury Tales”, 11

9 Robert Dudley French, A Chaucer handbook (New York, 1947)

10 General Prologue, last accessed Sunday, Monday 24, 2016, english.fsu.edu/canterbury/general.html

11 Beryl Rowland, “Sermon and Penitential in The Parson’s Tale and their Effect on Style”, Florilegium 9 (1987): 125

12 The Parson's Tale PROLOGUE, last accessed Sunday, October 23, 2016, english.fsu.edu/canterbury/parsonpro.html

13 Black Death: The lasting impact by Professor Tom James, last accessed Monday, October 24, 2016, http://www.bbc.co.uk/history/british/middle_ages/black_impact_01.shtml

14 John Wycliffe and The Lollards, last accessed Sunday, October 23, 2016, http://sites.fas.harvard.edu/~chaucer/special/varia/lollards/lollards.html

15 Joseph Byrne, Encyclopedia of the Black Death (ABC-CLIO, 2012), 214

16 Frances Mary McCormack, Author of Chaucer and the Culture of Dissent: The Lollard Context and Subtext of the Parson's Tale (Four Courts Press, 2007)

17 General Prologue, last accessed Sunday, Monday 24, 2016, english.fsu.edu/canterbury/general.html

18 The Wife of Bath's Tale PROLOGUE, last accessed Sunday, October 23, 2016, http://english.fsu.edu/canterbury/wifepro.html

19 Ruth Evans and Leslie Johnson, Feminist Readings in Middle English Literature : The Wife of Bath and All Her Sect (Routledge, 2005), 1.

20 The Wife of Bath's Tale, last accessed Sunday, October 23, 2016, http://english.fsu.edu/canterbury/wife.html

21 Ruth Evans and Leslie Johnson, Feminist Readings, 2.

22 The Wife of Bath's Tale, last accessed Sunday, October 23, 2016, http://english.fsu.edu/canterbury/wife.html

#geoffrey chaucer #history #litterature

[danielmouradjensen]

CIVIL SOCIETY I LIBANON

Libanon – et kompliceret land Fra 1975 til 1990 blev de libanesiske byer og gader omdannet til regulære kamppladser for udenlandske og libanesiske bevæbnede styrker. Boligblokke i Beirut, og andre byer, blev med tiden til konfessionalistiske ghettoer, hvor religiøs identitet var vigtigere end en samlet national identitet. Med en fælles accept af Taif-aftalen, og dermed slutningen på den 15 år lange borgerkrig, kunne en genopbygning af landet begynde med stor økonomisk hjælp fra den tidligere premiereminister Rafiq Hariri og (Saudi Arabien).

Det var derfor med stor sorg for mange libanesere, at Hariri sammen med adskillige andre blev sprunget i luften af hvad der kunne tyde på var ordrer fra Syrien – og muligvis med hjælp fra en vigtig allierede, Hezbollah. Denne tragiske begivenhed fandt sted den 14. februar 2005 og fik stor årvågenhed fra den internationale presse, da den kunne gå hen og blive endnu en tikkende bombe både inden og uden for Libanons grænser. Mordet på den tidligere premiereminister var det sidste provokerende skub mange libanesere ikke kunne acceptere længere. Dette var også startskuddet for en opstandelse (den libanesiske intifada) mod Syrien, som mange mente havde spillet en alt for dominerende rolle i Libanon[1], og blev senere kendt under det fængende navn, Cedertræsrevolutionen. Den 28. februar samlede der sig over titusinder af libanesere på Martyr Pladsen i Beiruts centrum, som var blevet forvandlet til en teltby for demonstranterne. Det var her NGO’erne blandt andet sørgede for mad og drikke samt skabte dialog blandt de forskellige politiske organisationer som var mødt op. Men ikke alle var imod Syriens tilstedeværelse hvilket Hezbollah gjorde opmærksom på, ved at holde en kæmpe moddemonstration den 8. marts på Riad al-Solh Pladsen (omkring hundrede meter fra Martyr Pladsen). Men det var dog den 14. marts som blev husket som den dag hvor en begivenhed samlede flest libanesere et sted nogensinde. Dagen var også en reaktion på den 8. marts som Shia muslimerne stod bag, og blev derfor også et sekterisk opgør.

Det civile samfund (civil society) Konceptet om “det civile samfund” slog først rigtig igennem efter murens fald (1989), da man kunne observere hvordan de offentlige rum for alvor blev udnyttet i Østeuropa. Staten skulle ikke dominere det hele mere. Men brugen af “det civile samfund” kan spores helt tilbage til det det 17. århundrede og endda endnu længere tilbage, hvis man vil medregne de tanker og filosofier der ligger til grund for dette begreb. Nogle forskere benytter sig af etymologi ved at studere de nu engelske ord “civil” og “society”. Og konceptet har igennem århundrede blevet diskuteret og analyseret af en lang række prominente akademikere og forskere.

Antoine Gramsci (fra hans Prison Notebooks) var overbevist om at “det civile samfund” ville skubbe staten i baggrunden og at “det politiske samfund” ville forsvinde. Karl Marx mente at staten (det strukturelle fænomen) helt ville forsvinde. Friedrich Hegel definerede “det civile samfund” som et rum/sfære hvor individer sammen kunne uddanne sig via den hårde kamp for en højere universel bevidsthed.

Ifølge Charles Taylor, er definitionen af “det civile samfund” et autonomt netværk, uafhængig af staten, der samler individer omkring fælles mål som kan påvirke den politiske dagsorden. Eller med andre ord, at samfundet som helhed kan fungere uden statens indblanding. Fra et kulturelt perspektiv ser den libanesiske historiker Wajih Kautharani “det civile samfund” som et udtryk for moderne sekularisme, der begrebsmæssigt er afhængig af de vestlige samfunds historiske udviklinger.

En liberal forståelse af “det civile samfund” kan skabe forvirring og misforståelser i forbindelse med dens brug i en mellemøstlig kontekst. Idealerne er ikke helt kompatible med de eksisterende idealer (f.eks. de religiøse) i regionen. Som med så mange andre ting er en lang række akademikere og forskere uenige om der overhovedet kan eksistere et civilt samfund i Mellemøsten. Dog kunne konceptet findes i en række muslimske lande omkring slutningen af det 19. århundrede. I starten af 1980’erne kunne staten ikke løse de sociale og økonomiske problemer, hvilket medførte stor kritik fra arabiske intellektuelle vedrørende dens legitimitet i de arabiske lande. Der var derfor politiske og intellektuelle grupper i en række arabiske lande der bevægede sig mod brugen af “det civile samfund”. Da “det civile samfund” er et vestligt analytisk term, er man nødt til at inkludere begreber og tanker som bygger på den eksisterende viden i regionen. Hvis man er af den opfattelse, at begrebet er universel, er det jo en anden sag.

På baggrund af de ovenstående filosofiske og sociologiske definitioner tænker jeg ofte på ordsproget “Kært barn har mange navn” når begrebet “det civile samfund” dukker op i bøger, artikler og samtaler. Også i forbindelse med en arabisk oversættelse er der mange muligheder at vælge imellem. F.eks. kan der her gives tre bud: al-mujtama’ al-madani, al-mujtama’ al-ahli eller al-mujtama’ al-umma (hvor den sidste benyttes i en islamisk kontekst). Hvordan man oversætter begrebet kan have en væsentlig betydning for tolkningen af hvad der egentlig menes med “det civile samfund” i arabisk litteratur.

For bedre at kunne tolke (fra et hermeneutisk perspektiv), og analysere, det libanesiske civil samfund har professor Michael D. Dawahare blandt andet valgt at fokusere på det præ-islamiske term, “asabiya”. Ifølge historikeren Ibn Khaldoun er “asabiya” et udtryk for gruppe samhørighed[2], og er desuden et term der ikke sådan bare kan oversættes direkte. For de grupper hvor “asabiya” er stærkest er muligheden for at dominere andre størst. Altså vil man kunne finde “asabiya” i de anerkendte 18 religiøse sekter som de fleste libanesere er en del af. “Asabiya” er ligeledes et udtryk for autoritet som kan styrke beslutningstagningen i den enkelte gruppe. Og det er ikke bare et overordnet offentligt rum, hvor mænd og kvinder anses som sociale væsner, vi har med at gøre, men adskillige, netop på baggrund af det ovenstående.

Da Libanon fortsat er en multikonfessionel stat, er man simpelthen nødt til at inddrage lokal viden. Det er derfor jeg ser det vigtige i, at benytte samme indgangsvinkel som Michael D. Dawahare for at kunne tolke brugen af “det civile samfund” i Libanon.

Den libanesiske universitets professor Fadia Kiwan mindes, før borgerkrigen, at studenter og fagforenings organisationer (som var en del af “det civile samfund” i Libanon) begyndte at få større betydning end de traditionelle sociale bånd. Men det var under borgerkrigen at “det civile samfund” begyndte at skrumpe da libaneserne begyndte at give de traditionelle bånd større betydning. Det er disse bånd der underminere det rum hvor individer, uanset religiøst tilhørsforhold, kan samles om de fælles mål, som kan være til gavn for andre i samfundet. Men Cedertræsrevolutionen og Kefaya bevægelsen i Egypten er eksempler på at dette rum eksistere, og kan styrkes med hjælp fra FN og EU.

De libanesiske NGO’er Brugen af NGO’er er ligeledes et begreb der benyttes i flæng uden der egentlig er tænkt over den dybere betydning og indflydelse. NGO’er opererer i “det civile samfund” da de ikke er statsligstøttede organisationer.

Ganske kort fortalt kan en NGO defineres således: – de har en formel organisationsstruktur – de er selvfølgelig uafhængige af staten (deraf navnet – Non Governmental Organization) – de er derfor selvstyrende enheder – de finansielle midler skal kun bruges til at holde organisationen kørende for at kunne opnå de ønskede mål. – har frivillige medlemmer – ekspert i mobilisering (som regel)

Libanon har en lang række nationale NGO’er, som befinder sig på gaderne, gennem forskellige kampagner/koncerter når budskabet skal spredes eller når der skal hverves nye medlemmer. Også de nye medier benyttes til at fremme NGO’ernes budskab. Det er de færreste NGO’er som ikke er nævnt eller har en hjemmeside på internettet. Et godt eksempel på en libanesisk NGO er JAD[3] som kæmper mod brugen af stoffer blandt unge libanesere, som er gået hen og blevet et stort samfundsproblem. I samarbejde med FN har organisationen sat sig for at advare mod euforiserende stoffer og hjælpe tidligere misbrugere. Andre NGO’er hjælper de svage i samfundet med at starte deres egne virksomheder, arbejder med at forebygge vold mod kvinder og børn eller kæmper for at bevare den skrøbelige natur i Libanon[4]. Andre ønsker at arbejde hen i mod en sekulær stat, hvor det faktisk er muligt at blive gift borgerligt, hvilket det ikke er i dag.

Under krigen i 2006 mellem Hezbollah og Israel spillede både de internationale og nationale NGO’er en meget væsentlig rolle som staten ikke kunne udfylde. Det var næsten hele Libanon der blev ramt af israelske angreb fra luftet, og gjorde tusinder af libanesere hjemløse. De vigtigste opgaver for NGO’erne var derfor at sikre midlertidige hjem til disse mennesker samt sørge for mad, vand og medicin.

En kort konklusion Jeg har kort redegjort og diskuteret for hvordan “det civile samfund” kan defineres ud fra vestlige ideologier, hvilket også har været kritikken rettet mod brugen af dette begreb i en mellemøstlig kontekst. For at kunne fortælle noget om Libanons civile samfund, er man simpelthen nødt til at forstå den relative store indflydelse de enkelte religiøse grupper udøver samt styrken af deres “asabiya”. I dette tilfælde har jeg inddraget hermeneutikken til at tolke “det civile samfund” i Libanon som eksisterer i sin egen særlige udgave.

De mange forskellige libanesiske NGO’er har forskellige mål men har det tilfælles, at de er uafhængige af staten og at de med deres arbejde kan have indflydelse på den politiske scene via deres arbejde på gaderne, og deres synlighed på internettet. De udfylder den rolle som staten ikke kan eller vil varetage.

Kilde: Civil society and Lebanon, toward a hermeneutic theory of the public sphere in comparative studies – Michael D. Dawahare

[1] Militær tilstedeværelse fra 1976 – 2005 og havde en uhyggelig stor indflydelse på Libanons politiske liv.

[2] Men kan også betyde mange andre ting. I denne sammenhæng er det gruppe samhørighed der fokuseres på.

[3] http://www.jeunesseantidrogue.org/

[4] https://www.facebook.com/cedars4care/

[danielmouradjensen]

NEW MEDIA IN THE MIDDLE EAST (REVISED)

Introduction It is important to understand that new media and a newer version of new media have given many researchers and academics new areas to explore and study, and there are many pragmatic reasons for that. This article contains a greater understanding of the evolution of the media and the various types that can be found under the term “new new media”.

Evolution of media New media is often referred to as “digital media”, meaning that all input data are transformed into numbers[1], which can be manipulated into complex mathematical formulas. The input data from “old” media, like a videotape, a book or a gramophone record, are converted into another physical form, a process called “analog”. From “analog” to “digital,” the input process shifted from production in sciences like physics, chemistry, and engineering to the area of symbolic mathematics[2]. In other words, the specific new medium, like an e-book, is without a physical form and is much easier to manipulate and produce.

Can new media be traced back in history? According to Howard Rheingold, an expert in media, virtual reality and communications devices like fax, mobile and satellite phones can be traced back to cave paintings around 30 000 years ago[3]. This process whereby history is used to give an explanation of new media is called teleology. Another example could be that the abacus, also known as the counting frame, was the seed for the computer we know today. Other theorists of new media have formulated that in order for a medium to be considered “new”, it has to break free from the past (postmodernism)[4]. Postmodernism is deemed a break from modernity and a move from an era dominated by economic forces to cultural determinism[5]. In this context, new media are regarded as a gateway for different thoughts and new formations of social groups that have become more important than “old ideas” from the modern era[6] like the nation-state. On the Internet, an individual can be whoever he or she wants to be and have access to almost anybody.

In relation to new media in the Middle East, it is necessary to mention the great symbolic significance satellite television has had and continues to have in the region. The symbolic value refers to the freedom to choose more and better channels (consumerism) and, with a known censorship in mind, freedom of speech (the right to hear the truth)[7]. The last part should be seen in regards to Arabic news channels that are not controlled by governments, like BBC Arabic and Al Jazeera.

The Internet, as a platform, is not only used to gain information, like reading an article on Wikipedia but also getting in contact with other people from the same or different culture, religion and social status. It is a powerful tool to tell others the truth of what is actually going on in a specific country or community. During the war between Hezbollah and Israel in the summer of 2006 many used blogging to communicate with the outside world. When that war began, I was stuck in Beirut for a few days so I used Facebook to keep my friends and family in Denmark updated. In Iran, Twitter (microblogging) and Facebook were used to inform about the violent situation that occurred during the student riots after the Iranian presidential election in 2009. The 21st century has become an age of networks influencing ordinary people, companies, and governments[8].

New new media has been introduced by Professor Paul Levinson, an expert, and teacher in this field, as a term that goes a step further with what we know about new media. Although the Internet is still the platform that the user interacts from, social media like blogging, Twitter (2006), Facebook (2004), MySpace (2003), YouTube (2005) and newer dating sites can all be categorized as new new media. The online encyclopedia, Wikipedia (2001), where the user also becomes the producer[9], also falls into the same category.

What Paul Levinson finds remarkable with new new media is that most of these above-mentioned names were founded in a relatively short span of time over less than a decade, but are used today by millions of individuals and various organizations every minute across the globe. In new new media, the users are not merely consumers but producers as well. For instance, those who do not find the article about Lebanon accurate on Wikipedia can always change the content or add some new information. Another example is YouTube where the user can watch a movie clip and/or produce another, a process usually referred to as interactive media.

Blogging The word blogging refers to the use of a technical web application that enables the blogger to post a message, story and/or views instantly on the Internet. Furthermore, blogging is easy, free and only requires a computer and Internet access[10]. The subjects are endless but concerning the Middle East, social life, politics, human rights and religion are usually the main topics[11]. Many discussions on blogging in the Arab countries have focused on the new opportunities for freedom of speech. But those who decide to be too critical on political and/or religious matters still have to be aware of the consequences it will have in the near future. Once a blog has been read it cannot be unread. In addition, even though it has become more difficult for Arab authorities to keep track on the use of new new media, censorship is still being applied.

In a study about “Mapping the Arabic Blogosphere”, Bruce Etling and John Palfrey discovered, among other things, that the blogs were either written in Arabic, English, French or a mix of the languages[12]. The Lebanese and Jordanians tend to prefer blogging in English while it is Arabic and French in Morocco and Tunis. They also noted that Arab Internet users had developed their own transcription system by Latinizing the Arabic letters and substituted special Arabic letters with numbers. Many keyboards and laptops do not have Arabic letters, and some online applications and software do not make it easy to use Arabic letters. The study also revealed that many Arab bloggers used their real names instead of blogging anonymously, although this depends on which part of the region they come from. Female bloggers, however, preferred being anonymous or using a different name[13] which is not so surprising in the social context of the Arab world. Female bloggers can maybe be seen as more exposed to social stigmas than male bloggers because of concern for their reputation and status. In fact, a blog is like a personal diary, often without a lock, that can be read by strangers with good or bad intentions.

Blogs are usually public, and this puts the blogger at risk of serious consequences if he/she lives in a country ruled by an oppressive government that exerts censorship. For instance, in 2011 a 19-year-old high school student was arrested and sentenced 5 years in jail by the Syrian authorities for blogging about a new future in Syria[14].

Twitter Twitter is a homepage and a blogging platform where it is possible to post a message that does not exceed a maximum of 140 characters. Twitters (the name of the microblog) can spread quickly in seconds and be commented endlessly. As with all social media, they are accessible from mobile phones and various electronic pads. Some of the major Lebanese newspapers are using Twitter like Al-Nahar, the Daily Star, and Al Mustaqbal. Lebanese politicians like President Michel Sleiman[15], and Arab royalties like Queen Rania[16], are posting twitters about their agendas and thoughts as well. In most cases when “celebrities” are using Twitter, they have staff members to post the twitters. However, new new media are far from being perfect, and despite their benefits, the user is faced with major drawbacks like information overload and validation problems[17]. In an article on Pcworld.com, the author focuses on this problem and describes what happens when people panic and course misinformation[18]. When the swine flu in 2009 dominated the news around the world including Twitter, those who sent wrong information out were met by others who wanted to stop the misinformation. Ergo it led to information overload.

Twitter was a network tool that brought the Iranians and the outside world together, but it is still just a tool. Many journalists have credited this social media together with Facebook as the main tool to mobilize the demonstrations in Egypt that took place from the 24th of January 2011. For those who have an interest in the current situation in the Middle East, might already have heard of the Egyptian-American columnist and blogger, Mona Eltahawy. During the demonstrations in Cairo on the 25th of November 2011, she wrote the following horrified “tweets”[19]:

“12 hours with Interior Ministry bastards and military intelligence combined. Can barely type – must go xray arms after CSF pigs beat me.”

“5 or 6 surrounded me, groped and prodded my breasts, grabbed my genital area and I lost count how many hands tried to get into my trousers.”

“Military intelligence blindfolded me for 2 hrs. Didn’t want 2 go with them but 1 said I either go politely or else. 3 hrs later…”

Twitter has become an effective global “loudspeaker” to tell others about the realities in foreign countries, where such information normally would be lost or brought up when it is too late. But still, the brutal treatments of many people are continuing despite the updates on social media. But if more and more users on social media follow the trend to tell their stories and these stories are being read, it might change some things in the near future.

Facebook The interesting thing about Facebook is that it not only accommodates millions of Arab users but also offers various functions and options. In November 2009, Facebook had 2.159.440 Egyptian users, 2.038.900 Israeli users and 691.860 Lebanese users[20]. Since the mentioned figures are used for marketing purposes, it would be wise to keep in mind that they might not be fully reliable. Besides the unique individual profiles, there are pages for everything between heaven and earth and various debate forums.

As with all social media, the content on Facebook sometimes poses a threat to many authorities in the Middle East. In Syria the threats from Facebook perceived by the regime led to a government ban in November 2007, only lifted in early 2011 as a result of uprisings in other Arab countries[21]. In Lebanon users also have to be careful about what they do on Facebook. In June 2010 three young men were arrested for their negative comments about President Michel Sleiman[22].

YouTube YouTube is a web-platform on the Internet where the user can upload original movie clips or clips made by others, like sequences from movies or music videos. YouTube has become a social media that has completely transformed “the old media”, namely television, in the way it is now consumed/viewed[23]. YouTube has become a perfect place to find the newest Lebanese music, old videos with Fayrouz or documentary clips of the Lebanese Civil War for example. The individual user  is now in control, being, as mentioned earlier, both a consumer and a producer. In 2006, American soldiers uploaded personal videos about themselves and showing what it was truly like to be in Iraq in an uncensored fashion[24]. An article from Time.com explains how most of the clips with serious themes, like killings[25] and planned attacks, have been transformed into music videos[26]. So instead of telling a story they are entertaining, showing the true face of some American soldiers who grew up with violent computer games and action movies. In Saudi Arabia, it is possible for those who have access to YouTube to view and comment on video clips with embarrassing scenes featuring the Saudi princes[27]. In Alexandria, November 2010, a 19-year-old man, Ahmed Shaaban[28], was beaten and killed by the Egyptian police because he allegedly did not want to be searched. A video clip about the police brutality can now be found on YouTube and other social media[29].

What I personally find remarkable with YouTube in connection with Middle Eastern studies is the new creative ways to make fun of an Arabic leader or authority. Take for example the now dead colonel Muammar Gaddafi who during the Libyan uprising held some rambling speeches, which have later been remixing into funny music videos. There are many of these remixes that have an average of more than a million views and have given inspiration to many others. One worth mentioning is the YouTube clip called “zenga zenga”[30] where one of his memorable speeches is mixed with a dance song called “Hey Baby” by the musicians Pitbull and T Pain. In the video, Gaddafi is shouting very angrily “zenga zenga” meaning “street to street” in the Libyan dialect, words that have been humored in many parts of the world. Even t-shirts with “zenga zenga” can be bought on the Internet or in shops located in or near the famous Hamra Street, Beirut. Those who have access to the Internet can whenever they want, or if recommended by friends, find the many clips on YouTube and watch them again and again.

When studying social media it is important and relevant to understand that social media are often merged together. For example, a blog can have links to Facebook or MySpace, which contains video clips from YouTube and/or text from Wikipedia.

Conclusion The conclusion to end this article would be to remind the reader how important new media and the evolution of new media has had, and still have, in the Middle East. New ways to express your-self have been made available with new new media, and it has given the new generations of youth in the region new opportunities their parents did not have. And they are rational reasons to continue doing research in this specific field concerning Middle Eastern studies. Furthermore, the article also gave a short introduction to the different types of social media like blogging, Twitter, Facebook, and YouTube. And it explained the theory behind the term, media. But for the consumers of social media, there are serious questions about misinformation and the true identities of the producers, like the case concerning the Lesbian blogger Amina Arraf. Many Facebook users around the world supported her on this social media platform, but it turned out to be a hoax. The real blogger behind “A Gay Girl in Damascus” turned out to be an American man called Tom MacMaster[31].

What can be learned from the article is that with the new technologies; users, especially journalists and researchers, have to be even more critical in their search for information found on the different social media available today. Scholars in Middle Eastern studies can gain valuable and up to date data by focusing on the current and future social media platforms. But to do so an analytical and critical approach is needed.

[1] New media: a critical introduction, Martín Lister et al., Routledge, 2003, page 14

[2] New media: a critical introduction, Martín Lister et al., Routledge, 2003, page 16

[3] New media: a critical introduction, Martín Lister et al., Routledge, 2003, page 45

[4] New media: a critical introduction, Martín Lister et al., Routledge, 2003, page 59

[5] Media Now: Understanding Media, Culture, and Technology, Joseph Straubhaar, et al., Wadsworth, 2009, page 41

[6] Ibid.

[7] The modern Middle East, Ilan Pappé, Routledge, 2005, page 300

[8] The Network Society: Social Aspects of New Media, Jan van Dijk, Sage Publications Ltd, page 2

[9] New new media, Paul Levinson, Allyn & Bacon, 2009, the introduction

[10] Blogging (Digital Media and Society), Jill Walker Rettberg, Polity Press, page 8

[11] Based on own observations and Mapping the Arabic Blogosphere: http://cyber.law.harvard.edu/sites/cyber.law.harvard.edu/files/Mapping_the_Arabic_Blogosphere_0.pdf, pages 34 – 35

[12] MEI Bulletin, volume 60, issue 3, September 2009, page 3 (the mentioned study can be found at http://cyber.law.harvard.edu/publications/2009/mapping_the_Arabic_Blogosphere)

[13] MEI Bulletin, volume 60, issue 3, September 2009, page 3 (the mentioned study can be found at http://cyber.law.harvard.edu/publications/2009/mapping_the_Arabic_Blogosphere)

[14] http://www.reuters.com/article/2011/02/14/idUSLDE71D26I20110214

[15] http://twitter.com/#!/SleimanMichel

[16] http://twitter.com/#!/QueenRania

[17] http://www.time.com/time/world/article/0,8599,1905125,00.html

[18] http://www.pcworld.com/article/164147/analysis_the_problem_with_twitter.html

[19] http://twitter.com/#!/monaeltahawy

[20] http://www.insidefacebook.com/2009/11/13/facebook-growth-accelerates-across-the-middle-east/

[21] http://english.aljazeera.net/news/middleeast/2008/03/2008525185033912132.html

[22] http://www.menassat.com/?q=alerts/7420-lebanon-arrests-three-alleged-facebook-slander-president

[23] YouTube: Online Video and Participatory Culture, Jean Burgess, Polity Press, page 6

[24] http://www.time.com/time/nation/article/0,8599,1216501,00.html

[25] Watching YouTube: Extraordinary Videos by Ordinary People, Michael Strangelove, University of Toronto Press, 2010, page 10

[26] http://www.youtube.com/watch?v=8ens17Lk2vY

[27] http://www.youtube.com/watch?v=-aqfESESCD8&feature=related – this is a video clip where the Saudi Prince Sultan bin Fahd lectures the host and his guests by phone in a live sports program.

[28] http://www.reuters.com/article/idUSTRE6AF4DF20101116

[29] http://www.youtube.com/watch?v=Upw_1rtzsCk

[30] http://www.youtube.com/watch?v=6GcUutnU2gk

[31] http://www.guardian.co.uk/world/2011/jun/13/syrian-lesbian-blogger-tom-macmaster

[danielmouradjensen]

THE LEBANESE CIVIL WAR (1975 – 1990)

The Lebanese Civil War still lives on in much of the Lebanese literature and movies that can be found on the market today. It has affected so many lives, that it has been extremely hard to get rid of this bloody chapter, in the modern history of Lebanon. This historical article will enlighten the reader who is new to the facts and reasons behind the Lebanese Civil War. And explain the many shifts of alliances that the different actors chose to take during the long Civil War.

When it all escalated On 13 April 1975, Palestinian passengers in a bus were gunned down by Christian militia (the Kata’ib) which resulted in the first steps towards an actual Civil War. The shooting was revenge for the killings of several Kata’ib members, and a bodyguard of Pierre Gemayel, at Ayn al-Rumana church[2]. From then on it escalated into a regular war between the Lebanese sectarian and political groups supported by several countries.

Saying that it all began from this date is not entirely true. You have to take a closer look at the sociopolitical and religious turmoil that grew more intense at the beginning of the 1970s.

Who was interested in the outcome of the Lebanese Civil War and why? Theodor Hanf, a German professor of Political Studies, wrote in his book “Coexistence in wartime Lebanon”[3], among other things, that it was fear as the main factor that caused the events that resulted in the Civil War. And the phrase, formulated by Herbert Spencer and later used by Charles Darwin, “Survival of the fittest” comes to mind with this part of the Lebanese Civil War. If a group or individual acts passively the risks for extermination are of course more plausible than actually doing something actively. As an example, there were many sectarian groups in Lebanon that feared that their existence or political power would be threatened and therefore actions had to be made.

From 1975 and onwards, fights between Palestinian groups and Christian militia grew ever fiercer and the streets of Beirut became regular battlegrounds, with more civilian deaths than deaths of militia fighters[4]. The former commercial zones became warzones and young Lebanese men and women were forced, or volunteered, to join the endless battles. To avoid getting shot by snipers and passing dangerous roadblocks, a “ghetto mentality” took form among the inhabitants in Beirut. It felt safer to live with those who belonged to the same religion or ethnicity as your own[5].

The Sunnis (the Palestinians) It created fear that a growing number of Palestinian refugees, who were mostly Sunni Muslims, and the presence of Palestinian movements like PLO were shifting the fragile sectarian equilibrium in Lebanon[6].

The main feature among most of the Lebanese Sunni movements who saw themselves as protectors of the Sunni communities and Lebanon’s future were influenced by Nasserism and Pan-Arabism. The Sunni Muslims were not represented in one geographical area, but on several different places[7] which shifted during the Lebanese Civil War. When studying the role of the Sunni Muslims from the years 1975 – 1982, it is the Palestinian influence that gets the focus in the Lebanese Civil War literature. From several strategic points in Lebanon, they afflicted considerable damage on the Christian communities and Northern Israel. But a damage counted in human lives and material goods was always retaliated by the other sides and sometimes to more extreme measures.

As with the other sectarian groups, there were internal bickering and power struggle among the Sunni Muslims.

The Shia community It was not until 1978 that the Shia community in Lebanon fully joined the fighting in the streets and suburbs in the Lebanese cities. And when discussing the growing role of the Shia movements and militias, during the Civil War, the Iranian Revolution (1978/1979) definitely has a major importance. Not only because of the military and financial support from Iran, but the mere symbolic value (religious and social change) it had for the Shia community in Lebanon[8]. The Amal movement and its militia represented this specific community and were in return supported by the members of the community who represented all the social levels – from farmers to businessmen and lawyers. What is interesting, dealing with this particular part was that those who had immigrated to other countries came back in the late 1960s[9] as businessmen and entrepreneurs, financially better suited. They represented a new class in the Shia community, a class that used to be reserved for the Christians and Sunni Muslims. But the commercial sector was still dominated by the above-mentioned communities, which made it harder for others to create and run businesses. They, therefore, saw hope in the Amal movement.

From February 1984 the Amal movement with its militia showed truly how powerful they had become, and that they had been underestimated by the leaders of the other communities. Together with the Druze they fought the Lebanese army and took West Beirut[10]. The members of the Amal movement had different agendas and were also inspired by different thoughts and ideologies such as the Iranian Revolution, a secular state and the Lebanese history and heritage. But a new player, Hezbollah (the Party of God), became a reality in 1982 with an ideology influenced by the Israeli invasion the same year.

From 1988 – 1990 a bloody war between the Amal movement and Hezbollah fighters became a reality, with Hezbollah as the victorious. Hezbollah became the new and strongest Shia movement who dominated in South Lebanon and South Beirut.

The Christians From January 1976 the Lebanese Christians were planning to create a “Christian Lebanon” which among other things meant a so-called cleaning of strategic points populated by non-Christian sects in Lebanon. Several Christian militias like the Tigers (Numur), the Kata’ib and the Guardians of the Cedars were grouped and organised under “the Lebanese Front” created in 1976 and based on the idea to create the main Christian opposition[11]. Future events later showed that a common goal was not enough to stay together. Larger and stronger militias (like the Kata’ib) eliminated their opponents even though they were supposed to be on the same side. In 1978 some of the Christian militias were receiving help and training from Israel and fought other Christians who were pro-Syrian like the supporters of President Suleiman Kabalan Frangieh (who was President from 1970 – 1976). From 1980 the Kata’ib led by Bashir Gemayel eliminated its opponents and thereby created a unified Christian militia, “the Lebanese Forces”[12].

On the 23rd of August 1982, with the help and military support from Israel, Bashir Gemayel was elected to become president of Lebanon despite a Muslim political boycott. But he never got the chance to be sworn in since he was killed in an explosion at one of the Kata’ib headquarters on the 14th of September. Habib Tanious Shartouni, who triggered the explosion, was a member of the pro-Syrian NSSP[13].

As a son of Pierre Gemayel, Bashir was already in the right circles of power and connections. He became popular and feared among many Christians because of his aggressiveness and brutal approach in a country where anxiety and chaos grew in the lives of the Lebanese population. Almost immediately after the assassination, West Beirut was invaded by Israeli troops but they did not enter the Palestinian refugee camps. Instead, on the 16th of September 1982, vengeful Christian militia fighters entered two camps[14], Sabra and Shatila, and slaughtered not only men who could barely defend themselves, but women and children as well.

After Bashir’s death, his brother Amin Gemayel was elected president, but he was a choice that was better received because he was viewed as a more moderate Maronite leader. But the Lebanese Civil War still continued and the population regarded the Gemayel government without much validation and trust.

East Beirut became a state in a state under the strict rule of the mentioned Lebanese Forces. As the years of the Lebanese Civil War came to an end, the political and economically power of the Maronites had decreased.

The Druze The Druze leader and spokesman for the Lebanese National Movement Kamal Jumblatt supported the Palestinians and accused the Kata’ib of collaborating with Israel and CIA. He wanted to change the current Lebanese system, such as changes in the electoral law and political power. He wanted something completely different, a secular state[15]. After Kamal Jumblatt was assassinated his son Walid Jumblatt took his father’s place and lead his community through some very bloody battles in Lebanon’s history.

In 1982 the Druze community felt threatened and began to mobilise fully when the Christian LF entered the Chouf (also referred as the Druze Mountains). The Lebanese Forces made a fatal mistake when they began to use authoritarian force, in an area that was dominated by the Druze. But the LF did it because of strategic advances. If the Druze wanted to harm the Christian Militias they could block the roads to their main ally, Israel. But these actions could not be tolerated by the Druze, so around 30 000 men were suited with weapons to fight back[16]. In 1983 there were still violent clashes between the Christian militias and the Druze militias. And the Druze still proclaimed a secular state and wanted more political power. In the autumn and winter of 1983 Christian villages were destroyed and the inhabitants were killed by the Druze. The Christians were eventually driven from the Chouf.

In 1985 the Druze militias had a new opponent when clashes between the Progressive Socialist Party and AMAL raged throughout June[17] in West Beirut. Many Sunni Muslims residing in this part of Beirut demonstrated against the destructive violence. It was a Druze support of the Palestinians that sparked the confrontations with AMAL.

The countries outside Lebanon Syria (or the President Hafiz al-Asad’s regime) did not want a divided Lebanon since they were afraid that the Christian part would seek Israeli help and support. Syria was, in other words, afraid of losing control over events in Lebanon[18] which could lead to breaches in Syrian state security. It was, therefore, no surprise, that they were involved in the creation of the New National Pact on the 14th of February 1976. In the first year of the Civil War, Syria supplied weapons and ammunitions to the Palestinians and their Lebanese supporters. But in June 1976 Syria decided to shift alliance due to the victories of the Palestinians. This shift was taken because a total Palestinian victory could result in an Israeli invasion of Lebanon and/or attract others[19] who could be a threat to the Syrian regime. Due to this, Syrian troops were sent to Lebanon and fought alongside the Christians against the Palestinians and their Lebanese allies. In 1978 Syria even supported both sides and continued to do so during the Civil War.

Syria was not the only country in the Middle East who had an agenda with Lebanon because of Libya, Egypt and Israel were also very interested in the outcome. Libya’s role in the Lebanese Civil War was its support of Palestinian and Lebanese militias (the Sunnis), and the role as a mediator between PLO and Syria. Egypt, on the other hand, supported those who fought against the Syrian authority in Lebanon, like the Christian militias. A support that later shifted towards the Palestinians when Syria became an enemy and not an alliance[20].

Why did Israel use so much energy (in the form of an incredibly large military budget and lives of Israeli soldiers and civilians) in the Lebanese Civil War? I personally think that the word fear once again should be used in connection with the ever presence of militant Palestinians in Lebanon. The thought of South Lebanon as a permanently and strategically battleground could not be tolerated. And “the clever Syrian political manipulation” in Lebanon, could also be an acceptable reason to the above question.

It was viewed that Syria could use Lebanon for its own purposes against Israel even more. Worth mentioning is that both Syria and Israel supported the Druze community at the same time through 1983. Who supports who, now? The Druze community in Israel was the only Arab community in the country that had members enlisted in the Israeli Army[21]. They were also political strong and supported the Lebanese Druze by lobbying.

When the Civil War officially ended in Lebanon October the 13th 1990 and with the Ta’if Agreement signed on October the 22nd 1989, many things had changed in Lebanese society. Most importantly thousands upon thousands had been killed (some estimates say more than 100000 human beings[22]), and historical villages had been erased. Furthermore, many Lebanese families had been forced to relocate from their homes because of their religion or ethnicity. And the social and political influence had also shifted among the different sectarian groups in Lebanon. What started the Civil War in Lebanon, a country that once was called “the pearl in the Middle East” or “the Paris of the Middle East” could among other rational factors, be accredited fear. During the many years that the Lebanese Civil War lasted, several “bizarre” alliances were made, which meant that the different actors shifted from being friends to enemies and vice versa.

[1] The Ghosts of Martyrs Square: An Eyewitness Account of Lebanon’s Life Struggle, Michael Young, Simon & Schuster,  2010, page 19

[2] Faces of Lebanon: Sects, wars and global extensions, William Harris, Marcus Wiener Publishers, 1997, page 127

[3] Coexistence in wartime Lebanon – Decline of a state and rise of a nation, Theodor Hanf, The Centre for Lebanese Studies, pages 2 – 4

[4] Class & Client in Beirut – The Sunni Muslim Community and the Lebanese State 1840 – 1985, Michael Johnson, page 190

[5] Lebanon in Limbo, Postwar Society and State in an Uncertain Regional Environment, edited by Theodor Hanf and Nawaf Salam, Nomos Verlagsgesellschaft, page 127

[6] All honourable men – The Social Origins of War in Lebanon, Michael Johnson, I. B. Tauris Publishers, 2001, page 55

[7] Faces of Lebanon: Sects, wars and global extensions, William Harris, Marcus Wiener Publishers, page 305

[8] Class & Client in Beirut – The Sunni Muslim Community and the Lebanese State 1840 – 1985, Michael Johnson, page 208

[9] Class & Client in Beirut – The Sunni Muslim Community and the Lebanese State 1840 – 1985, Michael Johnson, page 172

[10] Faces of Lebanon: Sects, wars and global extensions, William Harris, Marcus Wiener Publishers, page 187

[11] Coexistence in wartime Lebanon – Decline of a state and rise of a nation, Theodor Hanf, The Centre for Lebanese Studies, page 190

[12] Coexistence in wartime Lebanon – Decline of a state and rise of a nation, Theodor Hanf, The Centre for Lebanese Studies, page 248

[13] From Beirut to Jerusalem, Thomas Friedman, Fontana, page 158

[14] Coexistence in wartime Lebanon – Decline of a state and rise of a nation, Theodor Hanf, The Centre for Lebanese Studies, page 268

[15] Coexistence in wartime Lebanon – Decline of a state and rise of a nation, Theodor Hanf, The Centre for Lebanese Studies, page 216

[16] Coexistence in wartime Lebanon – Decline of a state and rise of a nation, Theodor Hanf, The Centre for Lebanese Studies, page 276

[17] Coexistence in wartime Lebanon – Decline of a state and rise of a nation, Theodor Hanf, The Centre for Lebanese Studies, page 304

[18] Coexistence in wartime Lebanon – Decline of a state and rise of a nation, Theodor Hanf, The Centre for Lebanese Studies, page 218

[19] Syria had its own domestic problems.

[20] Coexistence in wartime Lebanon – Decline of a state and rise of a nation, Theodor Hanf, The Centre for Lebanese Studies, page 184

[21] Coexistence in wartime Lebanon – Decline of a state and rise of a nation, Theodor Hanf, The Centre for Lebanese Studies, page 277

[22] http://www.globalsecurity.org/military/world/war/lebanon.htm

[danielmouradjensen]

LEBANON AND PRIMORDIALISM

First of all, what is primordialism? The term is a highly debatable term that can be classified into three meanings[1]. The first meaning tries to explain the strong loyalties or belonging towards ethnic identities in a specific society.

The second meaning can be explained by a reaction against labeling ethnic attachments as an irrational explanation. The last meaning can be summed up as an idea that groups are clearly recognized, able to renew themselves and have their own agendas and objectives.

Primordialism can be traced back to the classical sociology of Max Weber, but the concept developed from the ideas and writings of Edward Shils and Clifford Geertz[2]. They saw that individuals, from different cultures and countries, came together and stayed in specific groups because of strong emotional ethnic bonds. A primordial attachment according to Clifford Geertz is when an individual is born into a specific community (based on religion, language or blood) and that loyalty to another member derives not only because of personal affection or practical obligation but the strong unaccountable emotional “tie” itself[3]. And it is here that the core of criticism lies with primordialism when discussed among scholars, the emotional vs. the rational and the mere usage of the term. Critical voices state that as modernization progresses these mentioned primordialism attachments will fade away. This has actually not happened in the case of Lebanon.

According to Richard Jenkins, the use of primordialism has to be used very carefully because as an analytical model it is a weak instrument[4]. He also states that Eller & Coughlan have an important point when they postulate that primordialism should not be used in social sciences[5]. But it is still a debate that should not be dismissed since primordialism can be used to get a further understanding in answering why individuals are drawn together based on race, religion, language and kinship. On the same page, he states that crude or simple primordialism is a commonsense view that cannot easily be ignored.

Primordialism, as it was attended in the beginning, should not be used to define ethnic ties but to explore them instead[6]. Another model that can be taken into account when looking at ethnic ties is “instrumental”. This model differs from “primordialism” because it is calculation and not affection that is the main explanation to ethnic ties. In short, this model states that the existence of an ethnic group is found in a political or material motive[7] based on rationality.

Professor Samir Khalaf speaks of three prominent modes of primordialism[8] in Lebanon which increases in strength when an individual is in peril like during the Civil War or the political crisis that is taking place while I am writing this sentence (25-01-2011). They are familism, communalism, and confessionalism. Even before the war the family still had a crucial role in the social and economic lives of the Lebanese despite a growing number of civil society organizations. During the war, many became closer and more committed to their families[9]. The family became an institution that provided help in different forms for its members. Especially on the political scene in Lebanon, a person can get far with the right family name. The role of the Lebanese family today compared to its strength during the Civil War has been weakened by the reemerging civil society organizations and the ever-growing consumerism[10].

With communalism, an individual becomes more comfortable and secure when residing at a specific geographical place where others have the same religion or ethnicity. In Lebanon, many suburbs and districts are dominated by one of the religious or ethnic groups (especially the Armenians and the Kurds) in Lebanon. As an example, you will find, that in Beirut it is more or less the Shia Muslims who reside in Dahiya and that most of the inhabitants in Ashrafia are Christians. In Basta, the majority is Sunni Muslims.

During the war, the confessional ties grew stronger[11] and may sill be seen as a problem on many levels in the Lebanese society. Samir Khalaf makes a crucial point when he observes that when it comes to religion/confessionalism, it is not a question about spirituality and finding inner peace, but a way to distance “them” from “us”[12]. Religion is in the eyes of many known sociologists, like Max Weber and Émile Durkheim, a phenomenon that characterizes all present, current and future human societies[13]. Theologians would state that rationalists cannot explain religion as mere impulses and ignorance. Sigmund Freud tried to explain that religion should not be seen as a concept that can be narrowed down to delirium and compulsive rituals.  He sees religion as an illusion that nevertheless is an important element in the process of growing up[14].

Lebanon has 18 different recognized religious groups or sects of which the biggest are the Sunni and Shia Muslims, the Druze, the Maronites and the Greek orthodox. To understand the Lebanese Civil War and current events you have to, among other things, grasp the value of confessional awareness among a majority of the Lebanese. Religion (supposedly) still plays a vital role for the young Lebanese and has also created problems when they have to identify themselves. On the internet, one can find an ad[15] about nationality where different people proclaim their nationality, but when a young man, with the Lebanese flag behind him, introduces himself it is not with the words “I am Lebanese” but “I am a Sunni”. And shortly after three other young Lebanese also introduces themselves from the religious communities they represent, and not as a Lebanese citizen.

[1] Ethnonationalism in the contemporary world: Walker Connor and the study of nationalism, edited by Daniele Conversi, Routledge, 2002, page 269

[2] Fabrics of discourse: essays in honor of Vernon K. Robbins, edited by David B. Gowler and others, Trinity Press International, 2003, page 224

[3] Ethnicity, Steve Fenton, Polity, 2003, page 81

[4] Rethinking ethnicity: arguments and explorations, Richard Jenkins, SAGE, 1997, page 48

[5] Ibid.

[6] Ethnicity, Steve Fenton, Polity, 2003, page 90

[7] Race and ethnicity: culture, identity and representation, Steve Spencer, Routledge, 2006, page 79

[8] Lebanon in Limbo, Postwar Society and State in an Uncertain Regional Environment, edited by Theodor Hanf and Nawaf Salam, Nomos Verlagsgesellschaft, 2003, page 116

[9] Ibid., page 117

[10] Ibid., page 119

[11] Lebanon in Limbo, Postwar Society and State in an Uncertain Regional Environment, edited by Theodor Hanf and Nawaf Salam, Nomos Verlagsgesellschaft, 2003, page 131

[12] Ibid., page 136

[13] A Critical Dictionary of Sociology, Raymond Boudon & François Bourricaud, Routledge, 1989, page 293

[14] An introduction to psychology of religion, Robert W. Crapps, Mercer University Press, 1986, page 74

[15] http://www.berro.com/lebanese_nationalism_vs_sectarian_belonging.htm

[danielmouradjensen]

FORSKNINGEN AF 1001 NAT

Følgende artikel omhandler forskningen af 1001 nat, og hvilke problemer de forskellige akademikere har haft med at behandle og oversætte 1001 nat. Det yderst interessante med behandlingen af 1001 nat er ikke blot de mange historier, der omhandler alt fra tiggere og gadehandlere til konger og hoffolk (en demografisk beskrivelse). Men også geografisk er historierne interessante, da de tager udgangspunkt i flere lande såsom Egypten og Irak. Den anerkendte orientalist, Edward Lane, kunne ud fra sin behandling og oversættelse af 1001, bruge sine omfattende fodnoter til at fortælle sine læsere om den islamiske kultur. Dette resulterede i bogen “Arabian society in the Middle Ages, studies from The thousand and one nights”.

En anden engelsk orientalist, Richard Francis Burton, brugte blandt andet 1001 nat til at chokere og provokere det victorianske borgerskab i England. Han var træt af englændernes syn på sex, og han ønskede med udbredelsen af historierne i 1001 nat at ændre dette syn. 1001 nat var ikke blot eksotisk for de europæiske læsere men sandelig også erotisk i sine beskrivelser af konkubiner, sorte tjenere og harem. Men der lå mere i at arbejde med 1001 nat på grund af det erotiske indhold, der var penge at tjene, prestige at opnå og beundring fra henrykte læsere. Da nogle af de berømte historier for første gang udkom på et europæisk sprog, valgte franskmanden, Antoine Galland, at censurere indholdet, så det ikke ville støde de franske læsere. At oversætte 1001 nat til et europæisk sprog var ikke bare svært men gav også en lang række heftige diskussioner blandt orientalister og filologer. Mange af dem, der oversatte samlingen, var ofte sjuskede eller var for kreative i deres oversættelse fra arabisk til deres modersmål.

Den danske orientalist, Johannes Østrup, brugte mange kræfter på at finde frem til oprindelsen af ophavsmanden eller ophavsmændene af 1001 nat. Og ligeledes var han interesseret i at finde frem til tidspunktet for skabelsen af dette fascinerende værk. Men spørgsmålet er om det så var lige til? Hvorfor er der flere besvarelser til et spørgsmål? Og hvilke videnskabelige argumenter og metoder blev benyttet i at komme nærmere på en forståelse af 1001 nat?

De omtalte orientalister og filologer Antoine Galland (1646 – 1715) var en yderst anerkendt fransk orientalist og den første, som oversatte en række historier fra 1001 nat fra arabisk til fransk. Det første bind udkom i 1704, og det var startskuddet til en blomstrende jagt på originale manuskripter af 1001 nat på arabisk. Men også indædte rivaliseringer blandt de mange mennesker som havde en videnskabelig interesse i 1001 nat. Galland beherskede op til flere sprog, heriblandt arabisk og persisk, og var derfor en kyndig assistent for Barthélemy d’Herbelot (1625 – 1695), der arbejdede på et ganske særligt projekt. Bibliothéque orientale var det første forsøg på at lave en encyklopædi over islam og blev færdiggjort af Galland i 1697. Dette værk er ifølge Robert Irwin (britisk historiker) et af de første tegn på orientalismens begyndelse.

Edward William Lane (1801 – 1876) var søn af en præst og en betydningsfuld engelsk orientalist, som havde skrevet en række vigtige publikationer om islam og sproget arabisk. Hans oversættelse af 1001 nat fra arabisk til engelsk udkom i flere dele fra 1838 – 1841. Men det er især hans teologiske baggrund, der er vigtig at fæstne sig ved, når man skal diskutere om hans behandling af 1001 nat. Desuden var han en af de orientalister, som faktisk tog til et arabisktalende land, i stedet for at sidde skjult bag en masse støvede bøger på det lokale universitet.

John Payne (1842 – 1906) var en engelsk lingvist og poet, der havde et særdeles godt talent med at oversætte poesi fra en lang række sprog til engelsk. Dette var en af grundene til at hans udgave af 1001 nat adskilte sig fra de andre oversættelser. Hans oversættelse var et litterært værk og ikke et antropologisk indgangsvinkel til, hvordan man levede i Orienten.

Den noget specielle kaptajn Richard Francis Burton (1821 – 1890) var en engelsk orientalist, debattør, lingvist og eventyrer (kært barn har mange navne). I starten hjalp han John Payne med hans oversættelse men begyndte selv at oversætte 1001 nat, da han så at der var penge og prestige i værket. Ligeledes så han et ganske særligt formål med de fortællinger, som havde et erotisk indhold, hvilket han mente de engelske læsere havde en ret til at få kendskab til. Men i modsætning til Payne havde han det med at perversere, det der originalt var skrevet.

Johannes Østrup (1867 – 1938) var en kendt dansk orientalist, som blandt andet var respekteret for sine ideer omkring studiet af 1001 nat. Og som mange af sine kollegaer var han velkendt med latin og græsk, og senere med det semitiske sprog. Østrup har stået bag en masse publikationer omhandlende islam, arabisk litteratur (oversættelser) og rejsebeskrivelser fra Mellemøsten. Ligeledes har han været kendt for at oversætte næsten hele 1001 nat, som udkom i 6 bind i 1927 – 1928 . Men i forbindelse med denne lange artikel, må det nok siges at være hans disputats fra 1891, Studier over Tusind og en Nat, som er mest interessant. Grunden til dette at hans redegørelser for hvordan man kan anskue oprindelsen og betydningen af 1001 nat. Den blev senere oversat til russisk (1905) og tysk (1925).

Forskning og de benyttede videnskaber Forskning er et ret så benyttet ord/begreb, som vil blive brugt en del gange i hele denne artikel, hvilket er derfor der kort vil blive skrevet et par linjer om det. Hvornår er man forsker? Det er man, når man undersøger et område for at kunne opnå ny eller mere viden. I princippet kan en forsker være en hvilken som helst person, som f.eks. ønsker at undersøge hvorfor orientalister havde så forfærdeligt travlt med at kritisere hinanden. Dog vil resultatet have større validitet og seriøsitet hvis den samme person har en relevant uddannelse samt en videnskabelig baggrund. At forske handler kort sagt om at opsøge og bearbejde de indsamlede data.

De forskere, som arbejdede med 1001 nat havde kendskab til en eller flere af følgende videnskaber: historie, filologi, lingvistik, teologi, semiotik, numismatik og palæografi.

En interesse for 1001 nat i det 18. århundrede Som nævnt tidligere var den franske oversættelse af 1001 nat det første europæiske sprog, der gjorde det muligt for det europæiske publikum at følge med i eventyrerne om “Sindbad Søfareren”. Men det der har interesseret akademikerne gennem århundrede, er hvordan Galland har fået kendskab til de historier, han valgte at tilføje til sin oversættelse. Det er validiteten af fortællingerne, der blandt andet er kernen i studiet af 1001 nat. Hvad man ved indtil videre er at Galland fik tilsendt et sjældent manuskript (3 – 4 bind) fra Syrien, som menes at stamme fra det 14. eller 15. århundrede. Men sandsynligheden for at han også benyttede andre manuskripter, hvoraf nogle ikke eksisterer længere, er der ikke tvivl om. Yderligere fik Galland hjælp af en syrisk maronit ved navn Hanna Diab, der ud fra sin hukommelse kunne genfortælle, på arabisk, 14 historier fra 1001 nat. Hvilket besværliggør spørgsmålet om fortællingernes ægthed, da der er tale om en mundtlig overlevering frem for en skriftlig. Der var endda kritiske røster, som mente at nogle af de historier, som var med i Galland’s oversættelse var opdigtede af ham selv, f.eks. “Aladdin” og “Ali Baba og de fyrretyve røvere”. Grunden til dette var af man ikke har kunnet finde historierne i eksisterende arabiske manuskripter før tilblivelsen af Galland’s oversættelse. Ergo var der visse personer som mente, at fortællingerne senere hen måtte være oversat fra fransk til arabisk og ikke omvendt.

Det arabiske manuskript som Galland benyttede som grundlag for sin oversættelse er med tiden blevet døbt Galland-manuskriptet. Og det menes at være det ældste manuskript på arabisk som indeholder en lang række af nætterne fra 1001 nat. Efter Galland’s oversættelse var interessen for at finde lignende manuskripter enorm. Ikke blot på grund af en videnskabelig og litterær nysgerrighed men sandelig også for pengenes skyld.

Oversættelse og forskningen af 1001 nat i det 19. århundrede Dette er klart den mest interessante periode, når man ønsker at danne sig et overblik over hvilke tanker og argumenter omkring 1001 nat de forskellige akademikere fremførte i deres publikationer. Vi vil derfor starte med at se på hvad der tog for sig i England og derefter bevæge os over til Johannes Østrup i Danmark.

Hvis engelske læsere ikke havde kendskab til arabisk, var de nødsaget til at købe Galland’s oversættelse af 1001 nat, som var oversat fra fransk til engelsk. Det var først i 1838 – 1841, at der var mulighed for at få en direkte oversættelse fra arabisk til engelsk. Det var Edward Lane der stod bag denne oversættelse, der med sit hav af fodnoter resulterede i en antropologisk skildring af det arabiske samfund i middelalderen. Da Lane valgte at oversætte 1001 nat, påpegede han at fodnoterne var der for at belære den almene læser om de fremmedartede skikke og vaner i Orienten. Et eksempel kunne være når læseren støtte på begrebet, slavinder, ville denne få en udførlig beskrivelse af de gældende regler der var for en muslim at have en slavinde eller flere i sin husholdning. Eller hvilke slaver, som blev betegnet som mere værdifulde end andre. F.eks. var de fleste slaver fra de afrikanske lande (de farvede slaver), dog var der også slaver fra Georgien og Circassia (de hvide slaver), som kun tjente de vigtigste og rigeste familier .

Hvor de almene læsere ville forundres over en ånd, som var fanget i en flaske, var Lane mere interesseret i flaskens virkelig betydning og oprindelse.

Det interessante med Lane var hans teologiske tilgang og metodiske arbejde til behandlingen og oversættelsen af de arabiske kilder. Dette kom ofte til udtryk i de engelske ord og vendinger, han benyttede i hans version af 1001 nat.

For Edward Lane var 1001 nat altså mere end blot underholdning, da de adskillige fortællinger kunne studeres i et forskningsøjemed. Dette gjaldt også for Richard F. Burton, som også så en anden mulighed med 1001 nat.

Fra 1885 – 1886 udgiver Burton hele 10 bind af 1001 nat, og han vælger efterfølgende fra 1886 – 1888 at udgive et supplement på yderligere 6 bind. Dette gør hans oversættelse til datidens største engelske udgave af 1001 nat. Hvad kunne være årsagen til dette? En af forklaringerne var at han nægtede at censurere fortællingerne for erotisk indhold, og fordi han ligesom Lane havde tilføjet uhyggeligt mange fodnoter omhandlende den islamiske kultur. Og ligesom mange andre, der arbejdede med 1001 nat, havde Burton fået hjælp af datidens orientalister til sin omfattende oversættelse.

Burton’s oversættelse udkom på et tidspunkt, hvor det konservative engelske samfund var ramt af et virvar af erotisk litteratur, sexskandaler og organisationer, hvis mål var at bekæmpe det amoralske. Hans oversættelse kunne tolkes som et symbolsk “våben” mod det samfund, som han selv tilhørte. Burton ønskede at vise hvordan Vesten på mange måder kunne lære noget af den kultur som blev beskrevet i 1001 nat.

Yderligere mente Burton at eftersom det britiske imperium udgjorde det største islamiske imperium i verdenen ville 1001 nat være en værdifuld hjælp til at forstå Orienten.

Følgende citat giver et ganske godt billede af, hvordan Englands tre vigtigste oversættere af 1001 nat blev betragtet på baggrund af deres akademiske arbejde:

“With Britain’s growing interest and influence in the Muslim world, several English scholars translated the Nights anew in the nineteenth century, seeking to set the tales soundly in the context of Islamic culture and society. Edward Lane’s edition (1839-41) was noteworthy for its extensive annotations about Islamic culture, John Payne’s (1882-84) for its lyrical translation from the Arabic. What set Burton’s effort apart was not merely its massive scale (it included seventy-eight more stories than Payne, the next longest translation) but its determination to include material that previous translators had considered offensive to Western readers and to explain its ethnographic significance in extensive, not amended or censored by removing potentially offensive material footnotes”.

Problemet med Burton var, at han fokuserede for meget på seksualiteten og havde en tendens til at blande det sammen med racisme. F.eks. var han af den overbevisning at sorte mænd var klart overlegne end hvide mænd når det kom til at dyrke sex. Og at persiske mænd havde en naturlig tendens til pædofili. Burton befandt sig i et århundrede hvor racismen blev betragtet som pseudovidenskabeligt. Derfor kan man med rette sætte spørgsmålstegn ved det videnskabelige i hele hans behandling af 1001 nat. Burton’s oversættelse og kritik af Lane delte da også orientalisterne i to lejre. I en kritik rettet mod især Burton blev der skrevet at Galland’s oversættelse hørte hjemme i børneværelset, at Lane’s oversættelse hørte hjemme på biblioteket, at Payne’s oversættelse hørte hjemme i studiekammeret og at Burton’s oversættelse hørte hjemme i kloakkerne.

Johannes Østrup og hans behandling af “Et tusind og en nat” Johannes Østrup har også oversat 1001 nat, men hvad der er vigtigere i denne sammenhæng er at han har forsket i, hvem der kunne stå bag dette orientalske værk. Var det en enkel person, eller var der flere personer indblandet?  Var man nu sikker på om værket i det hele taget var af arabisk oprindelse?

Det er faktisk også muligt med følgende citat fra Johannes Østrup, at besvare hvorfor det 19. århundrede var en ret så interessant periode i studiet af 1001 nat: “Det er egentlig først i dette århundrede, at man har forsøgt at give svar på dette spørgsmål (se ovennævnte spørgsmål). Dette forhold står i den nøjeste forbindelse med det opsving i de orientalske studier, som netop dateres omtrent fra århundredets begyndelse”.

Oprindelse En af de mange heftige diskussioner, som har opstået i forbindelse med forskningen af 1001 nat har været værkets oprindelse. Nogle var i den overbevisning om at de vigtigste fortællinger, som udgjorde kernen i værket var græske. Albrecht Weber (tysk historiker og professor i indisk sprog og kultur) var en af de forskere, som derimod mente at værkets rødder kunne spores tilbage til ældre indiske fortællinger. Disse indiske eventyr-historier var senere hen hentet fra Persien - og senere igen endt i de arabiske lande. Webers bagvedliggende metodiske arbejde for hans påstand lå i at analysere fortællingerne i 1001 nat for at sammenligne dem med indiske fortællinger.

Det persiske værk, Hezar afsane (hvilket betyder Tusind Fantasirige Historier), har ligeledes givet forskerne en del at tænke over. Fordi det er som Østrup fremførte i sin disputats, at der var forskere som enten var imod eller for denne teori. Der var endda forslag om at selve rammen i 1001 nat var taget direkte fra Hezar afsane, hvilket forklarede de mange persiske navne. Edward Lane mente derimod, at det persiske værk blot var en eller form for inspiration til kompositionen i 1001 nat, og at der altså ikke var tale om en oversættelse af det persiske værk.

Hvad der er yderst interessant med Hezar afsane, er at det er i dette værk at den berømte konge Shariyar og hans historiefortæller Shahrazad nævnes. Og den tilknyttende historie om hvordan hun hver aften, efter at have haft samleje med kongen, reddede sit liv ved at fortælle en historie som hver gang bevist blev afbrudt ved daggry. Kongen havde nemlig en vane med at slå sin elskerinde ihjel efter, at han havde taget hendes mødom, og klog som hun var, fandt hun en måde at udgå at blive dræbt som de andre kvinder. Historierne fortsatte i 1000 nætter, indtil hun endte med at få et barn med ham, og efterfølgende fortalte om hendes geniale plan til kongen. Ægtheden af denne historie i Hezar afsane kan bevidnes af Al Mas’udi (895-956) en arabisk historiker, hvis bemærkninger yderligere kan støttes af optegnelser fra en boghandler ved navn Al Nadim (d. ca. 990).

Østrup var af den overbevisning, at man var nødt til at forske i de enkelte fortællinger, frem for hele værket, for at kunne komme nærmere en videnskabelig løsning. Derfor ønskes der en nærmere gennemgang af hans undersøgelse af fortællingerne om Sindbad, den dristige søfarer.

Her gjorde Østrup blandt andet gældende at det var sømandshistorierne, der gjorde udsagnet om at fortællingerne var af arabisk oprindelse mistænksomt. Han påpegede at araberne var mere kendte for at rejse indenlands frem for ude på havene. Han fokuserede derfor på den ringe maritime udvikling hos araberne, som en af grundene til at afvise en ren arabisk oprindelse. Ikke desto mindre var hans konklusion, at fortællingerne om Sindbad måtte stamme fra arabisk jord i middelalderen. Men at indholdet af fortællingerne indeholdte elementer fra andre landes myter, eventyr og sagn. Yderligere påpegede han, at eventyrerne om Sindbad måtte være nogle af de fortællinger, som senere blev tilføjet den ældre originale kerne i 1001 nat. Dette skyldtes det manglende erotiske indhold, som man ellers ville kunne finde i netop nævnte kerne.

Ved at analysere historiernes indhold var Østrup og hans kollegaer i stand til at skelne mellem originale og ikke-originale bidrag til 1001 nat. Et eksempel på dette var den store ridderroman om Umar ibn Numan og hans sønner, der med både form og indhold udskilte sig tydeligt fra de andre fortællinger i 1001 nat. Yderligere har Østrup’s undersøgelse af ridderromanen, fundet det ejendommeligt at der fokuseres mere på den islamiske patriotisme end noget andet. Ifølge Hermann Zotenberg (fransk orientalist) kunne grunden til denne tilføjelse skyldes manglende historier, altså et spørgsmål om fyld. Titlen på værket antyder jo, at der er 1001 nætter (historier) i alt.

Der var også forskel på hvordan persere, indere og arabere så på betydningen af ånder, spøgelser og dæmoner. De to første nationaliteter benyttede flittigt brugen af det overnaturlige i deres fortællinger, hvor araberne var meget mere tilbageholdende. Det var først med og efter profeten Mohammad at bevidstheden om det overnaturlige fik større betydning. Ligeledes var der en forskel på de egyptiske og ikke-egyptiske fortællinger. F.eks. kunne man finde en historie i to versioner, hvor afslutningen i den egyptiske udgave præges af noget overnaturligt, men hvor afslutningen i den syriske har holdt sig fra det overnaturlige (Østrup tager udgangspunkt i fortællingen om smeden Basim). Dog begrunder Østrup dette med følgende citat: “… at den mere skeptiske og rolige syriske karakter ikke ynder denne indblanding af overnaturlige væsner”. Hvilket desværre må siges at være mere af personligt karakter/observering end videnskabeligt. Der findes desværre heller ikke fodnoter, der understøtter eller uddyber denne påstand.

De historier i 1001 nat som ikke blev betegnet egyptiske menes at stamme fra Bagdad, hvor fællestrækkene var eksotiske beskrivelser af gadelivet, markederne og den luksus og pragt man kunne finde i byerne. I næsten alle de fortællinger, hvor kaliffen Harun al-Rashid (763 – 809) optrådte, anså Østrup dette som et væsentligt bevis på deres oprindelse.

Østrup valgte at fastslå at Bagdad måtte være hjemsted for den første gruppe af historier, som blev tilføjet den originale kerne. Østrup kritiserede derfor Edward Lane for at få detaljer til at se større ud end de reelt var og dermed konkludere at alt var egyptisk. At der i denne sammenhæng kan opstå uenigheder blandt forskerne på dette punkt, afhænger af hvordan man vælger at tolke omtalen af visse historiske personer, navne, genstande (omtalte flaske nævnt tidligere), bygninger eller institutioner.

Tid Også under dette punkt var der også en indædt strid i, hvornår man kunne tillade sig at komme med et konstruktivt bud på, hvor gammel 1001 nat egentlig var.

Østrup skrev i sin disputats at, ifølge Michael Jan De Goeje (hollandsk orientalist) var sproget for plat og obskøn til at kunne tilhøre de højtuddannede under kalifatet i Bagdad. Goeje mente at 1001 nat kunne dateres til den anden halvdel af det 15. århundrede, hvilket også var et forslag som Edward Lane delte. Albrecht Weber mente, ifølge Østrup, at hele afslutningen blev færdiggjort inden den ottomanske invasion.

Ifølge Østrup eksisterede der et spillerum på cirka 4 århundrede for dateringen af hele værket. Men for de forskellige historier/nætter i 1001 nat har der eksisteret et spillerum fra det 8. århundrede til det 17. århundrede. Og i dette spillerum har forskellige forskere kommet med hver deres bud på en datering af 1001 nat. Men hvis man ikke ved hvad 1001 nat er, og hvad dette værk består af, kan man ifølge Østrup ikke komme nærmere en bevarelse af dateringen for 1001 nat. På baggrund af afsnittet om oprindelsen af 1001 nat konkluderede Østrup, at værket har gennemgået en udvikling, der har strakt sig fra begyndelsen af det 9. århundrede til det 14. århundrede.

Richard Burton mente også, at man var nødsaget til at datere værket i en længere periode, som i dette tilfælde strakte sig fra det 10. århundrede til det 16. århundrede. Grunden til denne konklusion skyldtes b.la. Burton’s overbevisning om persisk indflydelse og de mange forskellige tilføjelser af fortællinger, som kom senere i 1001 nat.

At Edward Lane, og andre, kom frem til en anden mere præcis datering af 1001 nat hænger sammen med, at man mente at der stod højst to forfattere bag værket og at værket stammede fra et sted, Egypten. Dette må siges at gøre det betydeligt lettere at komme frem til sådan en konklusion, når den stillede hypotese er, at der kun var en eller to forfattere og af egyptisk oprindelse.

Forskningen af 1001 nat i det 20. århundrede Forskningen af 1001 nat blev absolut ikke afsluttet i det 19. århundrede men blev derimod overtaget af nye mennesker med nye ideer. Og særligt interessant er Nabia Abbott ’s undersøgelse af et fragment fra et manuskript af 1001 nat, som kan dateres tilbage til det 9. århundrede.

Fragmentet var en del af 6 papirdokumenter, som blev indkøbt af det orientalske fakultet under the University of Chicago i året 1947. Det banebrydende med dette fund var, som Abbott påpegede, at fragmentet indeholdte både titlen på værket samt en side med tekst fra 1001 nat. Gennem oversættelse, palæografi (læsning, tydning og tolkning af gamle manuskripter) og historisk kendskab til brugen af papir i den tidlige islamiske periode, har man været i stand til at kunne producere en række videnskabelige resultater. Disse resultater vil blive brugt senere i denne artikel til at sammenligne med nogle af de resultater, som blev beskrevet i det forrige afsnit.

I sin artikel “A Ninth-Century Fragment of the Thousand Nights: New Light on the Early History of the Arabian Nights” gik Abbott metodisk tilværks med at dele sit forskningsarbejde op i flere stadier. Først var der beskrivelsen af selve genstanden, som bestod af 2 lysebrune sammenfoldede papirdokumenter, hvor det meste af den nederste halvdel manglede. Derefter var der en beskrivelse af indholdet, som blandt andet omfattede titlen, ألف ليلة (tusind nætter), spredte sætninger, en skitse af en mand og en gentagen dato. Sammen med fragmentet af 1000 nætter var der en skitse af et brev. Brevet handlede om en tyrker, der transporterede og bragte (militær) midler til en anden mand som havde været i Antioch. På papiret var der flere gange skrevet en dato, 266 (hijra) eller 879 (e. kr.).

Der hvor palæografien kommer ind i billedet er forskningen af de arabiske skrifttegns form og betydning. Måden hvorpå bogstaverne er skrevet på, giver forskeren en mulighed for at kunne estimere hvilken periode fragmentet oprindeligt stammer fra. Resultaterne fra palæografien stemte overens med den opgivne dato.

På baggrund af dette fragment, som altså kan dateres til det 9. århundrede, samt fra andre relevante kilder omkring oprindelsen af 1001 nat, var Abbott’s konklusion (der mere eller mindre anses som valid den dag i dag) følgende:

a) Der forelå en arabisk oversættelse af Hezar afsane i det 8. århundrede.

b) En islamisk arabisk version af Hezar afsane blev udgivet i det samme århundrede men under navnet 1000 nætter.

c) I det 9. århundrede eksisterede der en udgave af værket bestående af arabiske og persiske fortællinger.

d) Fra det 12. århundrede voksede værket sig større, og det var formentlig i denne periode værket skiftede navn til det vi kender i dag.

e) I perioden 1512 – 20 blev de sidste fortællinger tilføjet det orientalske værk.

Med udgangspunkt i de ovennævnte punkter er der stor sandsynlighed for at sætte spørgsmålstegn ved Edward Lane’s påstand om 1001 nat’s oprindelse. Yderligere virker det som om, at den foreliggende forskning peger voldsomt i retningen af, at det ikke er muligt at komme med et præcist årstal på hvornår værket opstod.

Muhsin Mahdi (1926 – 2007), som var en anerkendt arabist og islamforsker, forskede i de kilder som Antoine Galland benyttede til sin oversættelse af 1001 nat. Mahdi undrede sig over hvorfor Galland ikke var mere præcis med at angive, hvor originale hans kilder eller manuskripter i virkeligheden var.

Galland var jo mere end blot en oversætter, han var en forsker som havde en forpligtelse over for sine franske læsere. At redegøre for hvilke fortællinger som oprigtigt tilhørte værket. Galland ønskede mere end noget andet at finde et originalt manuskript, der kunne leve op til titlen på værket. Da dette ikke var muligt, måtte Galland selv tilføje de ekstra nætter til sin oversættelse, selvom han havde givet udtryk for at have det fuldstændige originale manuskript af 1001 nat i sin besiddelse. Validiteten af værkets originalitet blev yderligere forringet, da grådige og pengegriske udgivere/redaktører fandt ud af at efterspørgslen efter flere historier var enorm og der derfor var penge at tjene.

De opdigtede fortællinger, som ikke havde noget med originalen at gøre blev udgivet under falske forudsætninger. Galland, som senere forskning kom frem til, havde valgt at være mere kreativ i sin oversættelse af 1001 nat, end han ville have gjort med andre værker. Galland var kreativ på den måde at han censurerede fortællingerne, hvis de var for frække eller skar sætninger og afsnit væk, hvis de var for kedelige.

Mahdi konkluderede i sin artikel “The Sources of Galland’s Nuits” at man skulle passe på ikke at gøre noget større/mere glorværdigt end det egentlig var. At uden udførlig dokumentation eller kritik vil validiteten bringes i fare.

Altså har denne kreativitet forringet den originale udgave af 1001 nat og medført til en række historiske, videnskabelige og litterære misforståelser. Derfor vil man kunne formode at de originale arabiske manuskripter forskningsmæssigt klart er mere troværdige.

Heinz Grotzfeld, professor i semitisk filologi og islamiske studier, prøvede at benytte numismatik (den videnskabelige læren om mønter) i 1001 nat. I forbindelse med at fastslå hvor gammelt Galland-manuskriptet egentligt var.

I Galland-manuskriptet nævnes der i en historie om en ung mand fra Mosul, der rejser sammen med sin onkel til Damaskus, en mønt (ashrafī). Grotzfeld beskrev det at finde mønten i historien var ligesom, når en arkæolog fandt en mønt ved en arkæologisk udgravning. Ordet (ashrafī) blev benyttet af araberne selv i det 15. århundrede og begyndelsen af det 16. århundrede (bekræftet af historiske kilder).

Ved at sammenligne værdien af denne mønt med værdien af dinaren under Al – Ashraf Barsbay (mamlukisk sultan) regeringsperiode (1422 – 1437), kunne Grotzfeld konkludere at Galland-manuskriptet ikke kunne dateres tidligere end 1450 (e. kr.). Argumentationen var blandt andet at mønten, som var opkaldt og udstedt af sultanen, først kunne antages at blive kendt og accepteret efter 5 - 10 år efter dens introduktion. Derfor antog Grotzfeld at Galland-manuskriptet først kunne blive kopieret efter den anden halvdel af det 15. århundrede.

Lad os afslutte I begyndelsen af artiklen kom jeg ganske kort ind på mange af de orientalister, som havde en væsentlig rolle i forskningen af 1001 nat. Jeg har blandt andet behandlet oversættelsen og det akademiske arbejde som Antoine Galland udførte i begyndelsen af det 18. århundrede. Og som datidens orientalister og almene læsere hyldede som et stort originalt litterært værk fra Orienten. Det store spørgsmål i forbindelse med Galland’s oversættelse er dog hvor originalt det egentligt er? For som jeg skrev i afsnittet, Forskningen i det 20. århundrede, har andre forsket i dette tvivlsomme spørgsmål, og fundet frem til at Galland har været mere tro mod sit publikum og redaktører end til det originale værk. Det var ved brug af artiklen fra Muhsin Mahdi, at jeg beskrev Galland for at være alt for kreativ ved at fjerne sætninger og afsnit samt at digte videre på de originale fortællinger.

Ønsker man at søge efter kilder vedrørende den akademiske behandling af 1001 nat i det 19. århundrede er det især orientalisterne Edvard William Lane og Richard Francis Burton samt filologen John Payne som fylder mest. Hvilket muligvis kunne skyldes noget af det Burton udtrykte vedrørende det britiske imperiums muslimske undersåtter. Dengang var Egypten og Indien en del af det britiske imperium. De tre nævnte personligheder havde hver deres måde at tolke og oversætte de forskellige fortællinger i 1001 nat. Med sin teologiske baggrund blev Lane’s version af 1001 nat betragtet som en tør (sprogligt), men ikke desto mindre blev hans oversættelse anerkendt som troværdigt. Og blev også betragtet som et “vindue” fra hvor den engelske læser havde mulighed for at lære om de forskellige skikke og normer i de arabiske lande. Det var dog mest den egyptiske kultur, der dominerede i Lane’s oversættelse og de omfattende fodnoter i den.

John Payne, som jeg bevidst ikke har fokuseret så meget på, var den oversætter som formåede at kunne inddrage den arabiske poesi, som de andre havde sprunget over. Og der hvor Galland og Lane havde censureret det erotiske indhold i mange af fortællingerne, havde Payne inddraget det i sin egen oversættelse. Under sin sit akademiske arbejde havde Payne blandt andet fået hjælp af den excentriske Richard Burton, der så flere muligheder i at komme med sin egen oversættelse. For ham var der penge og prestige i at udgive en oversættelse, samt en chance for at eksponere det erotiske indhold i det konservative britiske samfund. Selvom hans oversættelse var den absolutte største, fokuserede han alt for meget på seksualiteten, som blev krydret med racisme, at der var mange som ikke kunne tage oversættelsen seriøst.

Johannes Østrup har været en betydelig hjælp til at give et bud på fra hvor og fra hvilken tid 1001 stammer fra. Jeg vil derfor tage mig den frihed at opstille følgende punkter, der vil gennemgå en kronologisk rækkefølge på baggrund af Østrup, Burton, Nabia Abbott og mange flere:

Der forelå en arabisk oversættelse af dele eller hele Hezar afsane i det 8. århundrede eller det 9. århundrede. Abbott mente der var en islamisk arabisk version af Hezar afsane blev udgivet i det 8. århundrede, men under navnet 1000 nætter. I det 9. århundrede eksisterede der en udgave af værket bestående af arabiske og persiske fortællinger. Fra det 12. århundrede voksede værket sig større, og det var formentlig i denne periode værket skiftede navn til det vi kender i dag. I det 16. århundrede blev de sidste fortællinger tilføjet det orientalske værk (og der kan stadig diskuteres om det er i starten eller i midten). Østrup mente dog at værket blev afsluttet i det 14. århundrede. Det der var kendetegnende for forskningen i 1001 nat var brugen af en lang række af kendte videnskaber såsom historie, filologi, numismatik og palæografi. De forskere, som har valgt at arbejde med 1001 nat har gjort det af forskellige årsager men om det har været af litterære, historiske eller kulturelle årsager, har det endelige mål være at oplyse.

Den generelle forskning af 1001 nat bærer også præg af at være mere subjektiv end objektiv, hvilket er efter min overbevisning, en af de vigtigere faktorer for de uoverensstemmelser der har været blandt forskerne omkring forskningen og oversættelsen af 1001 nat. For i sidste ende har den enkelte forsker fundet inspiration i sin egen baggrund.

LITTERATURLISTE

Bøger:

Af begær efter viden – orientalisterne og deres fjender

Udgivet: Kbh. Vandkunsten

Udgivelsesår: 2007

Forfatter: Robert Irwin

Sprog: Dansk

Arabian society in the Middle Ages, studies from ‘The thousand and one nights’

Udgivet: London: Curzon

Udgivelsesår: 1987

Forfatter: Lane, Edward William

Sprog: Engelsk

Studier over Tusind og en Nat

Udgivet: Kbh. Gyldendal

Udgivelsesår: 1891

Forfatter: Johannes Østrup

Sprog: Dansk

The Arabian Nights Reader

Udgivet: Detroit, Mich. Wayne State University Press

Udgivelsesår: 2006

Forfatter: Ulrich Marzolph

Sprog: Engelsk

1001 nat en indføring

Udgivet: Kbh. Vandkunsten

Udgivelsesår: 2005

Forfatter: Robert Irwin

Sprog: Dansk

Hjemmesider:

http://www.lancs.ac.uk/jais/volume/docs/vol1/1_050-64_GROTZ06.PDF

http://www.jstor.org/stable/4301923

http://www.jstor.org/pss/175975

http://www.kb.dk/da/nb/samling/os/naeroest/oestrup.html

http://www.saudiaramcoworld.com/issue/200802/the.indefatigable.mr.lane.htm

http://www.bartleby.com/16/1001.html

http://www.amazon.com/Aisha-Beloved-Mohammed-Nabia-Abbott/dp/0863560075

[danielmouradjensen]

Learning and social media

The internet is an amazing and powerful tool, which many students today take for granted. In the age of social media, a wave of new innovative platforms has made students more dependent on using new media than the use of traditional media.

The thesis statement is as follows: “Today’s students seem to be very dependent on a plethora of social media. Do social media aid and enhance their learning?”

In Denmark, where access to the internet is easy and in some cases free, students at high schools and universities can freely use social media. With social media, also called new media, students have better access to attain new knowledge and broaden their minds. Furthermore, it is not only about attaining new information, but also about the opportunity to share their own ideas and thoughts. Some people might associate social media with only having fun and connect with friends and family. However, social media is so much more than that. As an example, one might look at the blogging platform called Twitter. With “tweets”, messages that do not exceed a maximum of 140 characters, the students will be able to read about current events and facts, by their choosing, or ask questions to other users. Using Twitter, students can reach out to experts and other teachers in specific fields, and thereby enhance their learning patterns.

The immensely popular “YouTube”, makes it a lot easier for students to search and watch specific video clips and documentaries. A student who wants to learn about the Lebanese civil war can use YouTube, to watch educational documentaries and newscasts from the 1980s or 1990s. Some students might even prefer learning about new subjects using YouTube rather than reading ordinary textbooks or articles. One might even speculate that with social media a teacher could help weaker students, who would otherwise fail using only traditional media.

The existing problems with the use of social media, like Twitter and YouTube, for learning, are various forms of distractions and misinformation or information overload. Distractions like, reading “tweets” that are more interesting than “politics” or watching YouTube videos that have absolutely nothing to do with Shakespeare. There are a plethora of distractions. In social media, everybody can create their own theories and ideas, even though they might be wrong and invalid. Social media has become a marketplace with free e-books and “scientific” articles that could compromise students’ vital part of learning. For teachers, it is important to guide, and teach the students how to use social media correctly to ensure the positive benefits of new media. It is also important to have in mind that by introducing carefully written or oral guidelines, younger students will be able to increase their learning.

The conclusion in this essay is that social media do enhance students learning patterns by giving them new ways to learn and interact. Even though the benefits are positive, the teacher needs guidelines to lower the chances for distractions and misinformation. Social media benefits both students and the teachers.

Daniel Mourad Jensen

[danielmouradjensen]

Bob Eggleton