vingefang

[vingefang]

nogle dage føles det virkelig som om, at jeg er blevet revet op med alle rødder og slet ikke ved, hvad jeg skal gøre. synes der har været så meget og jeg kan ikke følge med. for tiden føler jeg mig meget ensom og ved ikke hvad man gør med den følelse. jeg bliver usikker i alle mine relationer og bange for at alle forlader mig, og jeg ved ikke om jeg skal tale med dem om det, eller om det hele bare foregår inde i mig. solen skinner oftere og hver dag går jeg meget lange ture, men jeg kan ikke finde ud af at være ét sted ad gangen og til stede. jeg kan slet ikke huske hvornår jeg sidst lavede noget, som jeg gerne ville, sådan rigtigt eller hvornår jeg sidst slappede helt af, ikke havde den der dumme følelse i maven eller kroppen, ængstelighed eller stress. jeg tror jeg har været meget stresset i lang tid og mit nervesystem er overbelastet. jeg ved ikke, hvordan man lærer det at hvile, hvordan man hviler sig rigtigt. jeg vil øve mig i at slukke min telefon oftere og i længere tid, men jeg er bange for det, bange for at jeg misser noget. en deadline eller et møde eller et opkald. jeg kan få lyst til at tage meget langt væk, men jeg ved ikke hvortil, jeg tror ikke at jeg har nogen steder at tage hen. jeg er begyndt at lyve overfor mine venner og sige at alting går helt okay. på nogle måder gør det også det, med nogle ting, men jeg tør ikke tale om de ting der er svære, fordi jeg er bange for, at jeg har været for besværlig i lang tid. det er det ensomheden kommer af, men jeg ved ikke hvordan jeg stopper

[vingefang]

har stadig hjertesorger, ville bare lige tjekke ind med det

[vingefang]

det er de mindste ting der er svære for tiden. at h’s søster er stoppet med at følge mig på instagram. at jeg hele tiden er bange for at mine venner bliver trætte af mig fordi jeg er så ked af det ofte. at jeg ikke kan tyde hvornår folk mener det de siger, når de siger: det er okay, det må du gerne, ja det kan vi godt aftale, det er helt okay, virkelig.

[vingefang]

har været væk fra tumblr nogle år men er lykkeligt tilbage og glad for at se at du stadig deler dine tanker her. det er underligt. måske fordi vi deler så sårbare og direkte tanker, herinde, ufiltrerede... det gør det nemt at holde med og på en måde af dig. jeg er bare en rando men jeg blev glad da jeg genkendte navnet vingefang og bliver glad når jeg læser dine ord, selvom ordene rummer smerte eller tvivl eller måske ikke er en lovsang til livet. det er ærlige ord og det hele skal nok gå i sidste ende for dem som tør åbne sig op som du gør.

sød besked, tak for at tage dig tid til at skrive og sende den og tænke på mig<3

jeg tror dog egentlig, at jeg tænker, at meget af det jeg skriver og tænker, egentlig er en slags lovsang (selvfølgelig ikke religiøs) til livet. at det hele bare følger med, at det kan rumme alting, og at jeg håber, at det hele jo nok skal gå! forstår du hvad jeg mener?

kram fra mig til dig!

[vingefang]

mine venner er så søde, ringer til mig, skriver små søde beskeder, kysser mig på kinden til en fest eller danser med mig! jeg elsker dem<3

[vingefang]

min veninde sagde den anden dag, at hun håber at jeg møder et menneske som er en engel, en som giver mig blomster uden at jeg ber om det og en som elsker mig meget højt. blev så rørt da hun sagde det. bliver rørt nu hvor jeg skriver det. jeg har ikke lyst til nogensinde at date nogen igen, men jeg håber jo også at det kommer tilbage. lige nu skal jeg bare være i de følelser. at alting er svært og er at savnet er meget stort og tungt. jeg er glad for, at jeg nåede at sende et billede af h til min farmor inden hun døde, hun sagde: jeg er så glad for at du har nogen. og jeg ved også godt, at jeg har folk nu, utroligt søde venner osv, men hun blev så glad på mine vegne. det var så vigtigt for mig.

jeg har bare ligget i sengen hele dagen og læst til eksamen. jeg har hele tiden en knude en maven som ikke forsvinder. den er kæmpestor og indeholder alt muligt. jeg ved ikke hvornår, jeg kan trække vejret helt afslappet igen. jeg håber at det er snart, men jeg skal også tage en dag af gangen. ikke skynde mig. bare vide at det er ok det hele og at jeg er ok. forsøge ikke at lade alting ødelægge mig. det bruger jeg enormt meget tid og energi på: ikke at lade det ødelægge mig. ikke falde fra hinanden. tro på, at alt er som det skal være og at det nok skal gå.

[vingefang]

savnet

[vingefang]

de første uger tænkte jeg, st jeg blev nødt til at ringe, at det føles så vigtigt, at jeg ville skrive efter nytår og høre om vi kunne tale sammen. jeg har ikke gjort det endnu, jeg er så bange for at skulle gøre det, fordi jeg så gerne vil det, eller fordi jeg er bange for at ødelægge noget, få det værre. eller fordi jeg ikke ved hvad han kommer til at sige. men det føles så mærkeligt ikke at tale sammen efter overhovedet. kan det godt bare være sådan? at man ikke taler sammen? og dog, nu kan jeg hele tiden tænke, at jeg kan gøre det når som helst. noget beroligende i det.

[vingefang]

jeg er hele tiden så træt

[vingefang]

Vi var åbenbart i den samme by i dag. H og jeg. Han var i Stockholm og jeg var i Stockholm. Då mærkeligt at være så tæt på hinanden, jeg skrev om det i min dagbog: hvis alting var anderledes, hvis vi ikke havde slået op, så ville vi have set hinanden. Det ville have været sjovt og fantastisk, at vi for en gangs skyld, helt tilfældigt, var i den samme by. Sådan skrev jeg. Gik hele dagen i dag og var nervøs. Det føles som det tryggeste jeg har, at jeg ikke kan støde ind i ham på gaden. Og så fandtes den mulighed pludselig nu. Og jeg håbede jo på det, bare at se på ham og hans fine fine ansigt.

[vingefang]

lige nu sker der så meget, at jeg slet ikke kan få lov at være i sorgen, jeg har ikke haft tid til at sørge over min farmors død, jeg har næsten ikke haft tid til at sørge over at h og jeg er gået fra hinanden, før der nu er noget nyt at sørge over. jeg ved jo, at man ikke falder fra hinanden, men jeg er virkelig overrasket over, hvor meget jeg kan bære. at der ikke fysisk sker et eller andet, at man slet ikke kan se det, at jeg ikke har fået et sammenbrud. kan slet ikke huske, hvornår der sidst var en dag hvor jeg bare havde det godt og kunne slappe af. altid sådan en uro i kroppen eller en sorg eller en forvirring eller en angst, jeg ved slet ikke hvordan jeg får det til at forsvinde, jeg ved heller ikke om jeg tør, og jeg er så bange for, at jeg ikke får bearbejdet ting, at det ikke er muligt, at alting bare hober sig op. jeg vil så gerne have denne her rene sorg, bare give mig selv lov til at være ked af det og synes at alting er uretfærdigt, men der er så meget. og jeg har ikke tid. der er eksamen og arbejde og venner som også har det dårligt, søstre der har det dårligt, et arbejde der skal passes, osv

[vingefang]

fik en reel op i dag der handler om at mit stjernetegn går ud af en femten år lang periode med dårlige relationer og svære ting og at jeg får kræfter til at face the unknown, og jeg håber virkelig at det er rigtigt. føler bare at der sker tusinde frygtelige ting for tiden og jeg kan vitterligt ikke rumme det. altså det gør man jo, hvad skal man ellers gøre, men føler at jeg er ved at blive helt vanvittig

[vingefang]

det er igen efter midnat, for tiden kan jeg slet ikke sove, jeg er træt og vågner hele tiden om natten, vågner tidligt om morgenen. nu stormer det udenfor og jeg kan hører glas der klirrer nede fra gården, dem nogen satte ved skraldespandene tidligere. jeg er hele tiden ked af det. nogle gange græder jeg, men selv når jeg ikke gør det, så er det hele tiden i kroppen. jeg er blevet så ængstelig, det er ubehageligt. og så er der savnet: at jeg hele tiden tænker på ham og savner ham, og når jeg ikke savner ham, eller samtidigt, så savner jeg min farmor og jeg synes at det hele er så svært. jeg kan mærke at jeg virkelig har brug for mine venner, men også at jeg bare ikke fatter noget som helst og det føles som om, at ingenting hjælper. det er diffust, jeg bliver mest ked af det, når jeg tænker på helt konkrete ting. ting vi har oplevet sammen, eller ting vi plejede at gøre og som vi ikke kommer til at gøre igen. sidde på hans altan, ligge i sengen, røre ved hans hud og omvendt osv. have samtaler som udvider sig, at jeg ikke kommer til at tale med ham på den måde igen. jeg kan slet ikke forstå, hvordan jeg skal tro på, at det bliver lettere. der er ikke gået lang tid, men tiden går så langsom og føles uendelig og i går i telefonen sagde min svenske veninde at “det kändes som att jag fortfarande var i den akuta fasen”/det føles som om at jeg stadigvæk er i den akutte fase. når jeg virkelig siger det til mig selv inde i hovedet, tænker på det, forestiller mig hvordan dagene bliver eller forsøger at tænke på, at jeg aldrig skal besøge ham igen, så får jeg det så ubehageligt inde i kroppen. og jeg kan tænke at det er pinligt, men jeg forsøger at acceptere at det er sådan her: at jeg hele tiden tjekker om han har set mine instagramstories selvom jeg ved, at han slet ikke bruger sin instagram. hele tiden håber på, at han sender mig en sms. hele tiden læser den seddel han lagde i en af mine bøger inden han gik. der står at han elsker mig. jeg forsøger virkelig at forstå alting og nogle gange gør jeg og nogle gange gør jeg ikke og jeg forsøger at tro på at det er okay.

[vingefang]

har grædt hver dag siden h tog hjem herfra, jeg tror slet ikke at min krop og hjerne og mit hoved og hjerte kan rumme det hele, vi er jo også vant til ikke hele tiden at se hinanden, så det er der ikke noget mærkeligt i, men jeg har hele tiden lyst til at skrive eller ringe til ham, hele tiden lige ved at gøre det. eller jeg mener bare, at jeg hele tiden skal fatte det og hele tiden forstå at alt er anderledes. når jeg tænker på, at ingenting nogensinde bliver det samme igen, at det er slut osv, så gør det helt ondt i kroppen. jeg savner ham så meget. synes det er umuligt at forstå. at han er hjemme og jeg er hjemme og vi skal ikke være sammen. pis altså

[vingefang]

jeg fatter simpelthen ikke hvad jeg skal gøre, hvad skal jeg gøre

[vingefang]

hej du, jeg læste lige dine seneste posts og fik lyst til at sende dig det største kram !! jeg ved godt jeg ikke kender dig, men jeg er sikker på du er den bedste ven, husk på hvor god og vigtig du er !!! og fuck det er så hårdt når relationer ændrer sig eller stopper, vil bare sende dig gode tanker og kram !

hej du<3 tak, hvor er det sødt af dig at skrive! jeg er virkelig helt ødelagt og så ked af det. har alle mulige følelser i kroppen som hele tiden skifter, men det er bare mellem forskellige ting som er svære. jeg savner ham så sygt meget, er helt forvirret og fatter faktisk virkelig ikke at vi ikke skal være sammen. har lyst til at ringe til ham hele tiden, det er så mærkeligt. jeg er så bange og bekymret. jeg har heldigvis mange søde og gode venner, som skriver til mig, besøger mig, går ture med mig og ringer til mig, det betyder helt sygt meget. men tiden går så langsomt og jeg har det som om, at jeg bare venter på at jeg vågner og så var det en ond drøm, eller jeg forestiller mig at han pludselig banker på og vi begge forstår, at det slet ikke skal være sådan her. det er sikkert helt normalt, men jeg fatter det virkelig ikke. forandring er så svært og han er mit bedste menneske og det føles som om, at jeg vil savne ham for evigt. jeg ønsker også, at han får det så godt. for hvis han ikke får det godt, så føles det som om, at det ikke var været den rigtige beslutning. det samme for mig. jeg håber, at vi i det mindste får det helt sygt godt begge to og kan tænke tilbage på hinanden, og tænke at vi har hjulpet hinanden og været gode for hinanden. for han er virkelig så god og fin og betænksom og kærlig og sjov og omsorgsfuld. åh. jeg savner ham.

nu fik du lige alt det her, som svar på din søde fine besked. tak for kram og tanker! pas på dig selv<3

kram

[vingefang]

det føles til gengæld som om at jeg har haft det fineste breakup man overhovedet kan have, men jeg ved ikke om det gør det lettere, jeg savner ham bare helt vildt meget og forstår ingenting